Smartlog v3 » Aforismer fra afgrunden
Opret egen blog | Næste blog »

Aforismer fra afgrunden

Indiskutable sandheder fra randområderne og andre drømmerejser

frk Sonnenvang

13. Mar 2012 17:09, Penpal

Forleden sad jeg og kiggede i en bog jeg havde haft stående ganske længe på hylden. Det var en af de klassiske manualer til lykke og selvindsigt.

Den var trykt på groft papir med et omslag der garanterede, at jeg inderst inde ikke ville tro dens budskab.
Alligevel var der noget gemt i ordene. Noget, der pirrer og lover mig at jeg har været blind på flere planer. Blind partner til det, der udspiller sig lige foran mig.

Jeg opdager at tanken optager mig så meget at jeg svinger. Mellem datid og nutid. Måske er jeg ved at flytte mig ud af fotografiet af påtaget bevidsthed.

Jeg kommer pludselig til at tænke den vammelkendte tankte om, hvem jeg egentlig er. Og jeg må atter erkende, at jeg ingen anelse havde om det.

Ikke indtil for en tid siden...

Jeg står og kigger ud. Forårssolen afslører at mine vinduer også er slørede. Nede i gården vandrer fru Sonnenvang, en enke med skrøbelige ben og gråt hår fyldt med frygt. Hun lister stille forbi viceværtens voksenlærling med de tykke briller og håret delt ved det gyldne snit. Han har de røde smækbukser på og kaptræsko og lader minitraktoren 
løbe i en uendelighed mens han sludrer med frk Gammelgaard, der med påtaget lykke vander blomster, når hun ikke vander ud indenfor i mørket.

De siger det har været en varm vinter. Gad vide, hvad de egentlig mener med det ? Måske det snart er lyst igen ? Måske jeg snart tør op til overfladen igen. Der hvor jeg tør trække vejret luftigt. Mon jeg kan sidde der og lade tingene ske ? Sidde i vandskorpen og vugge ganske stille og tænke på min bog i reolen. Den med det grønne omslag. Den med de lyserøde løfter og undre mig over hvorfor nogen gad skrive den ?

Var det for penge, berømmelse eller bare noget, der skulle gøres. En gerning eller mission i en livslang ørkenvandring.

På side 43 står der vist noget om rejsens mål er rejsens begyndelse.
Jeg elsker paradokser. De giver retorikken plads og holder de uvidende fanget i lyksalighed. Her er der ikke plads til kyssescener.

Jeg vil også være lykkelig. Meget.

Det har jeg bestemt i dag.

Nul

14. Nov 2011 08:26, Penpal

de sagde jeg var nul
en perfekt cirkel af ingenting
ligelige dele af
badedage og skridtsvampe
et hul i historiens
dør til ufrivillig forplantning
de ville ikke løfte mig op
og kærtegne mine små fødder
elske min mekaniske hjælpeløshed
og mangefarvede forskellighed
i stedet gav de slip
tabte mig i en verden
fuld af ømhed og omsorg
de sagde jeg aldrig ramte
bunden af det sted hvor alle samtyggende
gnaver hænder og skriver på maskine
det er så postmoderne at skrive
sine sorger
til alle dem der ikke gider høre det
i evig frygt for at vække
egne undertrykte passioner til live
jeg falder stadig
tilbage
til en mørk verden hvor lyset endnu ikke er
spoleret gul
de sagde jeg var nul
ingenting og altings begyndelse
måske har de ret
måske når de trækker i kæden
de elsker mig
alligevel

Blå

14. Nov 2011 08:24, Penpal

natten er fuld af blå løgne strøet i tomme skrå søjler
bærme af planlagt blodrød dug
det regner sort sensommer
iført legende livløse skikkelser damper vi i skyggens bad af blød mellemfare
jeg er nummer toogfyrre
skambidt som ti minder i barkens rod af usorteret sød
der er tid nok sagde den forbipasserende ed nøjsomt
mens vore modermærkede kroppe fortæres andetsteds
af biller og krybende radioti
det føles som tykke bølger af lige ord
tavse fra skuffen under jorden
de siger jeg aldrig vågner igen fastfrosset i en væg af kriblende negle 
der rives millimeterdybe rifter i mine øjne i glasset på kommoden
jeg håber ikke længere det bringer min morgen
to skrig nærmere

Stol

19. Aug 2011 11:23, Penpal

første række
midt for
står den forløsende
tomme stol
den tilbyder støtte
og lykke
den støtter lænden
og sikrer os mod
yderligere fremdrift
og positiv forandring
eksistensberettigelse
og anden
overjordisk traume
vi frygter
og fejrer den
med skismatisk logik
og ønsket om
altid at kunne
plædere tomhed
folder ensomheden ud
og bøjer opmærksomheden
som suicidale solsikker
plantet i
kærlighedens flammer
lytter saligt oplyst
til den
forsvundne melodi
forsøger at smage
bagsidens aske
at komme længselen ihu
i bevidstheden om
at musikken stopper igen
tvinger os
til valgets tøven
ansigt til ansigt
tilbage står stolen
og muligheden
for at starte forfra
ikke at sætte sig
for hårdt
ikke at græde
for længe
ikke at elske
for
inderligt

Indianer

17. Jun 2011 11:13, Penpal

der sidder en indianer
på hug
farvestrålende
med knive stikkende frem bag ryggen
som en skarpladet sol
af liv og død
stråler hun af lykke og ro
hun bærer mig i sit bryst
vi vokser sammen
som træet med de sorte blade
med indviklede rødder
intrigante og irrationale
stejler vi
overfor hinanden
som skræmte og vildfarne dyr
bange for de sorte stjerners
uafladelige varsel
og mærker
jorden ryster under os
det gør ikke noget
ikke mere
ikke fordi vi er bange
for de ting vi aldrig gjorde
de ord vi aldrig sagde
ikke fordi vi vil
men fordi kærligheden 
er vort jordskælv
vor dans mellem skælvende bygninger
der må falde i en regn
af erkendelser og indsigelser
mod de fremstrakte hænder
vi langsomt
flygter fra

Solo

5. Apr 2011 09:51, Penpal

jeg har en ubestemmelig følelse
i kroppen
sådan er det nok når man
træder i myretuer
og forsøger at mægle
nedtrådte drømme
man klipper roser
i stedet for at
tælle torne
kigger opad mod steder
hvor lyset gemmer sig
bag solen
når man ser derop
ser man alting
og ingenting
på samme sted
jeg vil derop
flyve gennem øjets antistorm
på et tæppe vævet
af løgne og selvbedrag
når jeg lander
vil jeg stå i solens varme sand
med ømme fødder og
vinke til drengen
på jordens mindste mark
jeg kan se i hans hænder
at der er nok
af røre lige der
hvor han
er

Er julekortet en facade

25. Dec 2010 10:59, Penpal

Jeg føler mig til stadighed provokeret. Provokeret af livet. Dets evne til at skifte tempo, form og indhold.

Jeg bilder mig ind at det kan jeg alligevel ikke gøre noget ved. Og det ved jeg samtidig er en stor løgn. Selvbedrag, når det er bedst. Men det er bekvemt og ingen anfægter det.Det er et af de postulater jeg og mange andre lader os forføre af. Det er en ramme og en kant vi kan læne os op ad. Som små børn, der søger smæk over fingrene for at føle sig trygge.

Det gør ikke noget det er løgn, bare løgnen er troværdig. Det behøver den egentlig ikke engang være, bare den er sagt nok gange. Så er den accepteret som en kliche vi, der er født i dobbeltmoralens tegn og tidsalder, kan spise og nikke bedrevidende til. For vi ved det jo godt. At det er sådan det hænger sammen. Vor dialog er præget af det. Retorikken er på plads og masser af dagligdagen er udfyldt af samtale på dåse - en verden i folie, udstanset og klar - 360 grader på nederste hylde i et par timer, så har vi været hele vejen rundt og står ved samme skillevej, men så er den spiselig, og så er vi blevet så meget dummere.

Vi er ligeglade. Det er ok. Sådan er reglerne og vi spiller alle med. Du må også hilse, og vi ses, og pas på dig selv og kør forsigtigt ...

Vi elsker det åbenbart lige til vi får nok af det og en eller anden stakkel tager bladet fra munden og ånder ud. Al den tilbageholdthed vi bærer rundt på i hverdagen bliver en lang rimtunge der kryber langs panelerne i det hus der rummer os. Så bliver vi skilt og starter forfra på samme løgn. Det samme spil gentages. Vi har godtnok fået et es mere på hånden, men det æder jokeren alligevel, finder vi ud af, når vi fejlspiller vor hånd i bestræbelserne på at forudsige os selv.

Det bliver bedre med alderen, siger den gode doktor. Det går over. Går i sig selv. Som om livet imploderer tilbage til universets skabelse. Forblændet af hans hvide kittel køber vi også den løgn. For han har gået i skole, og så ved man bedre. Selv om vi skider på autoriteterne i dag, er også det en sandhed med modifikationer af monumentale proportioner. For når katten er ude af sækken, er der ingen vej tilbage. Når sommerfuglen slår sit vingeslag omkring dette monument af irreversibilitet. Ikke efter den moderne fysiks normers postulater. Dem køber vi jo også. De har jo hvide kitler på, både postulater og udstedende. I vor bevidtsthed ihvertfald.

Det bliver anderledes med alderen og så alligvel ikke. Ganske vist mere nuanceret. Mere farverigt, men ikke mindre forudsigeligt. Mens vi står op i pedalerne, mens vi skuer mod bakketoppen og i vort ansigts sved definerer hvad lykken for os er, aner de fleste af os ikke at vi aldrig får det at vide, hvis ikke vi instinktivt mærker det. Det er som om vi er født ind i een stor hemmelighed. Og nøglen til kyskhedsbæltet, og muligheden for nøgenhed og endeløs forplantning, er et magisk ord vi ruller rundt i høstakken og leder bevidstløst efter. Vi rabler os igennem livet i vor søgen efter det forjættede og fortættede land. Landet med de 99 jomfruer og dieseldrevne biler. Der hvor man bare 'er' og er det miljørigtigt i Abercrombie skovmandsskjorter.

Det er en dør vi åbner på vej ind til noget andet. En overspringshandling der pludselig bliver definerende for hvem vi er. Skæbnen hviskes der lidt melodramatisk. Er det ikke blot et pseudomym for livet. Nogle kalder det en indsigt eller en åbenbaring. Det lyder så højpandet men vi får dem allesammen. Vi går gennem døre. Falder ned eller stiger op afhængig af hvor vi er landet lige i dette øjeblik.
Jeg får mine i badet og når jeg kører bus. Jeg tror, det er forbundet til min krop. Al den snak om krop og sjæl har overbevist mig. Jeg retter også ind som de fleste andre. Det er her jeg bliver forløst. Her er der ingen postulater, der holder mig fanget. Ingen samfundsnormer, der begrænser mig. Det har jeg bemærket. Det befriende er, at jeg oplever det som magiske ord, der komprimerer sandheden, min sandhed, helt ned til sidste punktum. Og når jeg så sætter det, åbner næste dør sig, som enhver anden kinesisk æske. Jeg har lært at elske dette faktum, i mangel af et bedre ord.

Det har punkteret mit alt for store ego tilstrækkeligt til at jeg fremstår som ydmyg nok til at blive accepteret. For rummelige det er vi jo. Det fortæller vi hinanden. Og det er nok også sandt sålænge vi ikke lyver for os selv. Sålænge vi ser de gamle løgne og sandheder i øjnene og anerkender at vi ikke altid kan kende forskel og at de lejlighedsvis bytter plads anden og tredje gang vi løber ind i dem. Det kalder vi så visdom. Det paradoksale er at vi livet igennem, efter vi adskilles fra moders skød, bruger alle vore kræfter på at komme tilbage til den favn, den essens, den ubetingethed der ligger i livets ophav.

Rejsen er fantastisk og udklækker et landskab af mennesker resten af universet må misunde os.

Der er en gåde gemt i hver af os, men svaret er det samme. Det er det fantastiske. Når jeg er sammen med jer, bliver jeg rørt og helt misundelig på migselv. At denne selvfølgelighed er tilfaldet mig, og min nyvundne ydmyghed fortæller mig at jeg er heldig. Det er jeg også.

Heldig som et hus. En solbeskinnet facade på et monument i by med flakkende fugle. En brik i et spil om opmærksomhed og energi. Udsat for vind eller forsvind.

Det er foranderlighed og selvfedladen rodfæstelse. Manifestation af hvem vi er og betvingelse af vort ego er ikke en fribillet til åbenlyst selvbedrag og intolerance. Vi er er trods vor erfaring stadig, smålige, intolerante og snerpede. Referencerammen har postulaterne blot flyttet en smule. Men vi er også blevet bedre til at elske det faktum at det gør os til mere komplette mennesker.

Enhver rejse begynder med en erkendelse. Det er det fantastiske ved livet.

Det bliver ved lige til det hører op. Lige der, forenden af regnbuen. Det er vejen derhen, prøvelser sorg og smerte, kærlighed og venskab der bidrager, beriger og velsigner vort fantastiske liv.

Og hvem sagde så at et julekort kan være noget så højpandet. At det hele ikke ender i en bøvs fra den overstegte and. I så fald lever vi også med det. For det har vi lært.

Tiden løber, og jeg må hellere ud og se til klejnerne, eller stå på hænder under misteltenen.

Det kunne jo være livet ringede på eller kiggede forbi.

Rigtig glædelig jul.

Gribelyst

19. Feb 2010 10:56, Penpal

midt i

fremstår pludselig

en revne

et lille huls fokalpunkt

jeg stikker hånden

igennem

og mærker

et træ

står og afblomstrer

japanske kys

i kirsebærskærmydsler

og andre

trængsler

mon

de kan

reparere os

nu

1.b

16. Oct 2009 01:12, Penpal

må jeg række fingeren op
markere
starte min bølges mikrobiske sinisus
tilgive uden at forstå ringen
sprede mine læber
skrige stilhed til rust en jernalder væk
jeg sidder bagest selvhøjt placeret
bevidst fordi jeg vil vises
støvede sko og spruk glider rundt i overspring og lænen
umorderligt besynderlige
døde miner sprænger
stumdissens tårne af blå løfter
der forlængst er holdt op at rage
de foldede nakker giver op
og sidder stille
de dukker sig med livløse smil og gyldne cirkler
og neglene er som sorte blade på det træ du kender
af indenis
så koldt det smager
frosthårdt forlorent som livet
så rammende som billedet
forrådt på vægen svedt
som hånden der holder
må jeg tage fingeren ned
fortryde mit værd
erklære væren uopklart

Vished

21. Jun 2009 16:10, Penpal

jeg ved
du ikke mener
det sådan
at det bare
er
en tilfældighed
et stumpt ophold
i vaklende stillestuer
falmet lys
fra fællesrumsterende
mørkekammerherrers
fobimaniske refleksioner
jeg ved
du ikke kunne
stoppe sødmens
floder af
usorteret lykke
ikke ville gnave
hul på livets
romantisk urimelige
kår
jeg ved
du ikke kunne
tabe mig
som tankestreger 
drysset
ligeligt mellem
vår og vanvid
en dag står
stakitter og stave
ret igen
i trodsige
farver
føjer vinde
tysser tunger
spiller sange
om kryds
og boltrede
navler
piller og panache
jeg ved
du kunne tro
jeg drømte
en drøm
om  at
vide andet
end det
jeg
ved

Igen

14. Mar 2009 01:14, Penpal

om aftenen
forsvinder sulten
igen
det har jeg
set
man bærer
så megen sorg
betaler sit
stiltiende
man kan lidt
igen
små bevægelser
i
hele tider
man drømmer
lidt forsigtigt 
om igen
at turde give
slip
man husker
så tydeligt
hvorfor
så levende 
hvordan
tiden lærer
revner
at kende
tegner frygtsom
forløsning
af endeløse håb
fantomer
og amputeret
smerte
om aftenen
forsvinder sulten
måske
igen

Blokken

2. Mar 2009 09:04, Penpal

Jeg bruger faktisk
din blok
lever din drøm
den om
de nøgne
kreative kroppe
badet i
åbent lys
og foragt
for os
jeg sidder faktisk
hos dig
langt borte
i utopisk fortrængte
understrømme
af fortalte
groteskheder
jeg hvisker ofte
dit navn
engang imellem
det navn
som var du
søvnens far
som var du
løgnens mord

Dårskabt

24. Feb 2009 14:43, Penpal

tågernes filt
hvisker som
tungstens stencil
i sanseløse tider
for trendy fugle
som svanens
sortklædte mænds
flagrende kort
over
visionsløse heltegerningers
lammelse
på samlebladets alter
svunget med
akkuratesse
cylindrisk proforma
propelleret i
tåspidset trods
i troen på
faldets løfte om
halsløs gerning
havner vi
fejlnavigeret bag
tankens fængsel
med udsigt til
troskyldige øjne
sælges
frihedens stol
for
døvhedens
og dårskabens
dør

Kvart i

11. Dec 2008 12:30, Penpal

Vækkeuret ringer. Det er mørkt og koldt. Det er jul igen, siger de.

Sneen udebliver trodsigt og viser sig kun i små lag, doseret til dansk middelmådighed og grålighed. Det er på en måde lidt trist midt i forudsigeligheden. Alligevel følger vi overbærende med i snebarometerets katatoniske, ja endda retrograde bevægelsers stilstand.
Det er tidligt om morgenen. I dens gryende blanding af gyldengråt. Jeg løfter instinktivt og automotorisk min venstre arm og blotter det nøgne håndled, hvor uret og tomhedens viser mangler. Tiden er også uforudsigeligt forudsigelig. Den lever sit eget liv og lyver hele tiden. Mest fordi den ikke kan tale sandt. Det har vi sørget for med vort forvredne verdensbillede og forcerede forventninger om lykke og forløsning, rodbundet i alt andet end vor egne reelle behov. Med vore roadmaps til materialiseret lykke med milestones, femårsplaner og påtaget handlekraft. Klokken og tiden er ligeglad. Den svæver i sit eget vakuum uden gængse referencerammer. Den er kvart i evigheden, give or take.

På vej til arbejdet spiller trafikfilmen på forruden den sædvanlige smøre om og om igen. Matte lys fra hastende biler. Til og fra vort center og umiddelbare position. Forvildet flugt fra det sted vi er lige nu.

Et rollespil materialiserer sig. Som små dansende partikler om livet, om hvad der engang var. Det, der engang fik os til at føle os levende, det der engang fik os til at stoppe op og mærke efter.
Vi kender disse perioder, hvor livet bliver levende. Hvor livet bliver det eventyr, vi drømmer om inden vi falder i dagligdagenes katakomber. Der hvor livet egentlig kun leves gennem den vejrtrækning vi ikke engang ænser. Det er disse øjeblikke, vi ser tilbage på med længsel og forventning om at mærke den søde sviende smerte, som længselen efter regnbuen der spænder fortiden og fremtiden sammen til farverige billeder af det saliggørende og smertelige nu, der undviges så systematisk - til romantisk bedrageriske dækbilleder af den verden vi svøber os i, som den følelse, vi ikke tør rumme.


Nytåret står for den dør, vi blindt stormer imod. Vi skal følge med, hedder det. Følge med tiden. Fremtiden og morgendagen. Og fremskridtet. Følge med strømmen. Og vi sidder i disse både i den rivende strøm og holder fast i kanten på vej mod uundgåeligheden og dronningemoderens vandfald fra tinderne, nytårstale om håb og fremtid, tilbageblik og tolerancebrist, reflektion og tomme løfter i en verden der løber alt for stærkt til at vi kan mærke os selv og den gennem os.

Midt i denne midgård af mørke og fjerne vulkaner, der buldrer dommedag og advarsler ud i svovlskyer og mørke,findes de mest delikate væsener, man kan forestille sig. De laver kunst. De maler nuet ud i billeder, vi kan forstå. De lægger hånden på såret og åbner vore øjne. De laver den pause og stillbilledet af os og livet. De tvinger os til at elske os selv i smertehelvedets forgård. På tærskelen til livets største hemmelighed. At det guddommelige vi leder efter i form af lykke og fred findes i os selv. At alverdens skønhed holdes i vore egne forvredne håndflader. At vi kan elske. Os selv. At kærligheden er uendelig og fraværet kun skyldes vor manglende evne til at stoppe lidt op. Se på os selv og hinanden med kærlighed, anerkendelse og accept. Og i sirlige sløjfer forenes kærlighedens fem sprog i vor kontakt med denne guddommelighed. Denne simplicitet. Dette kys fra de fjerneste galakser. Og ordene rammer som blyhagl på mit ansigt og ømme krop, og jeg indser gennem disse kunstnere hvorfor livet er så dyrebart :

"det var en mild og livlig aften i slutningen maj
jeg var gået ud for at få en hurtig kaffe på cafeen på hjørnet
jeg må have set lidt anspændt og slidt ud
da en gammel mand lænede sig frem og sagde
hvad stresser du for kære
kom sæt dig og nyd et øjebliks hvil,
dit arbejde er ikke noget værd
hvis ikke dit sind er roligt, klart og på toppen

til alle der løber hurtigere dag for dag
til alle der ikke har fundet fred og uafhængighed
til alle der synes at livet kræver ofre 
som tror en bedre dag venter så snart
disse travle år er overstået
denne mur af grådige kynikere
der overbeviser os om at 
opgive vore drømme
for tidligt ...

tag dig tid 
den er kvart i ingentid
tag din tid 
kvart i evigheden, nu ..."

(Frit oversat fra "Quarter to forever" af Tina Dickow)

Så sidder jeg tilbage med de tilbageholdte tårer og blanke øjne, der ikke ser så meget klarere, og tænker på alle os, der glemmer det eller bare bevidstløst stirrer os blinde på den sol der allerede er gået ned, mens vi nyder synet af den.

I alle disse år tilgiver vi os selv i de øjeblikke livet så brutalt minder os på, når vi mister os selv og vore kære, midt i vore afvejes distance, når vi ser på vore børn i kløften mellem tro og håb. Og vi tænker på de chancer, vi kunne have grebet, den dag livet kunne have stået helt stille i dette vidunderlige nu, vi elsker og længes efter.

Det er tidlig morgen. Lyset bryder langsomt frem.
Om lidt er det jul igen, siger de. Om et kvarter. I ingentid. I altid.

Kort før det allerede igen er for sent.

101

26. Nov 2008 11:02, Penpal

det er
så hårdt 
at holde 
mørket ude
fra spejlet 
af
din skikkelses lys
som tømte nætters
ekko
af skoldhede
længsler og drømme
det er
så svært
at se sneen
falde
af den
vinter vi møder
i stilhedens
farvestrålende hvidt
det er
så nemt 
at se 
bag dine øjnes
sorg
det er så
umuligt
ikke at elske dig
så inderligt
så uendeligt
nyt
at overdøve
at overprøve
hjerteslagets puls
på grænsen
mellem
mening og mod
mellem 
dag og nat
mellem
du og
jeg

Perfektion

18. Nov 2008 12:31, Penpal

Du siger, du ikke vil have perfektion. At du bare vil have mig. Som jeg er. Det er svært at tro. Sådan er det ofte med det, man ikke føler sig berettiget til. Det samme blev sagt engang. En aften i en have hvor tvivlen fik overtaget, og det dryppede ned fra revnerne i samme. Det var dagen før dagen. Da mørkets sort fik nye dybder.

Jeg kan høre dine ord bag min mur. Som et svagt ekko af en fjende jeg inderst inde vil elske at elske. Jeg kan mærke dit råb og dine berøringers nødvendighed.
Og jeg lukker øjnene og forestiller mig en verden, hvor man ikke er dømt ude. Hvor kontrollen er tabt for kun at genvindes i livets yderspor.
Måske behøver man ikke perfektion. Disse drømme materialiserer sig ofte helt egenhændigt uden støttende skræmmebilleder.

Jeg hører din banken på det matterede glas. Ser din profil give løfter om fortabelse og forgabelse. Man bliver så bange for at blive bange. Så angst for at lykkes. Hvis den nu også svigter nærmest før den er defineret. Så er det lidt nemmere at holde fast i førnævnte fortabelse, forsagelsen af forgabelsen. Den kender man. Og her er man godt begravet bag snævre vægge. Næsen og fødderne stemt mod. Som i moders skød før verden brød ud i lys lue.

Og stormene fyger over mine tårne. Flår i mine ildrøde bannere. Trevler min frygt tilbage til de sorte huller, hvoraf den opstod.  
Når jeg er bange og frygter mine drømme skal opfyldes slår jeg bare blikket ned fra medium til halv. Det er så sikkert, når man alligevel ikke tør mere end det. Og man lærer at holde af pisken og de sprøde sårskorper.

Inderst inde er jeg skrækslagen for at blive indhentet i min flugt fra det jeg løber efter. Det jeg ikke tør drømme om. Det ansvar jeg på overlegen vis skal tage fat i og om.

Inderst inde er jeg bange for at døren bliver åbnet. Indtil en verden hvor perfektion ligger gemt mellem gamle støvler på en hylde i kælderetagen. Panisk angst for at blive accepteret som vidunderligt berettiget. Følelsen overmander mig på en regnvåd novemberdag, hvor biler ikke standser for at kaste handsker eller håne min eksistens.

Du siger, du ikke vil have perfektion. At du bare vil have mig. Er det ikke for perfekt til ikke at blive skræmt af?  Er du ikke for perfekt til mig ?

Mens jeg skræmmes af dit nærvær vil jeg låne lidt tid i det liv jeg har stjålet. Nyde den lykke jeg har lånt og afvise drømme om permanenthedens  luftige kasteller. Jeg vil trække vejret i langdrag i denne stund. Jeg vil lukke mine øjne og få verden til at holde sig for ører og øjne.

Og i denne boble vil jeg elske dig for evigt. Til den brister og jeg en tidlig morgen vågner i din favn, lister ned i kælderen, skruer den gamle pære i og sætter mig på trappen, og ser på hylden med støvlerne med den trods, jeg har fortjent at føle.

Og efter en tid vil jeg rejse mig. Jeg vil lytte til trappens knirkelyde og elske det faktum at døren til dette rum herefter for tid og evighed vil binde ganske let.

Aftenlyde

17. Nov 2008 21:45, Penpal

det er godt
du er der
selv
når der er stille
er der vådt
bag døren
til fortvivlelsen
du mærkes
næsten ikke
i minimalistisk
væren fra og til
lille og ubetydningsløse
pulsslag
og så alligevæld
så stormende
det bliver
som
rekyl og blåskimmel
for sent forstemt
for tidligt
fortabes man
i øjemålte spalter
jeg ser
dine sko pege
fingeret baglæns
ser
dine hænder flette
sammen om
tremmehelvedets
nøgler
i aftenmørket udenfor
regner du
nok med
når du ser mig
lyne op
på en glasklar
nat

Tilfældet

21. Oct 2008 10:47, Penpal

der var tider
jeg kunne se
forskellen
kunne tale livet
ned på jorden
der var dage
jeg kunne føle
poesiens vinger
male kærlighed
og med største lethed
bøje himlens hvælv
i neonsvaj og guld
ned i løfterigernes fauna
jeg kunne tænke vers
om livets 
spidsfindigheder
nuancernes gråsprængtheder
der var år 
jeg vandrede rundt
i min intetheds søgen 
efter farveløshedens mening
i min higen
efter dødehavsruller
temporære løgne
og evighedens om igen
der er øjeblikke
der bærer os oppe
som varmesøgende sekunder
mod flammens forsagtheder
dybet
hvor vi langsomt 
ser det liv
der strakte sig træt 
gennem øjets mørke 
være kortere 
end vi nogensinde
i vore levns
efterhav
havde mod
til at forestille 
hinanden og
os

Jagttegn

17. Oct 2008 10:14, Penpal

Den dag ville man ses fra oven. Det ville have set bedst ud. Det ville have været en værdig afslutning. Når livet spiller sig selv ud på den måde.

Det havde sneet om morgenen, og igen lidt senere. I lejren var alle de sædvanlige aktiviteter pågået og den almindelige forskansningsrutine var i fuld gang her ganske kort før vinteren bed sig rigtigt fast. Kvinden var undtagelsesvis blevet liggende og havde varmet sig. Han kunne stadig mærke varmen fra hendes krop. Den lette prikken mod hans skulderblade fra hendes bryster. Børnene havde leget sammen. Også hans egne. Tre stykker med træspyd og buer. Malet i ansigterne med de rigtige farver og den rigtige rang. Letbenet liv i den sene efterårskulde. Og selv om han var den, han var, havde hans formaninger ikke kunnet standse legen endsige dæmpe den opløftede stemning.

Han havde begivet sig tidligt afsted den morgen. Op langs bjergets bagside, som han selv yndede at kalde det. Nyskårne pile var perfekt balanceret og kniven sad hvor den plejede. Gav ham følelsen af magt og tryghed. Symbolet på hans manddom manifesteret ved livets død, denne dag, der skulle blive hans sidste. Han var et stolt menneske med tidssvarende holdninger. Stærk og vejrbidt. Pyntet til denne lejlighed, der skulle falde så anderledes ud, end morgenstunden havde givet løfter om. Respekten for kvinden var ikke noget, han skiltede med, men han elskede hende trods hendes fysiske underlegenhed, trods hendes skæbne som svag. Alligevel havde han tænkt over det. Over hendes betydning. Når hun flettede sit hår, når hun rørte ham blidt, gnubbede næser og flettede ben i kulden. Når hun så på ham uden at sige noget. Hun skræmte de andre mænd med sin mangel på frygt. Med sit andægtige væsen og sin urokkelige ro. Men ikke ham. Han havde vidst det fra starten. Og sådan var det blevet.

Sporene i sneen var lette at tyde og med vanlig sikkerhed havde han begivet sig mod toppen. Længere oppe faldt temperaturen betydeligt, men han vidste at bjerget ville være mere barmhjertigt om lidt, når solen fik bid på vej op over horizonten denne tidlige morgen.

Han havde mærken smerten ganske svagt da han kom til bevidsthed igen. Da han åbnede øjnene så han blodspor i den nyfaldne sne. Der havde været kamp. Han huskede kun svagt. Pilen havde boret sig ind under højre skulder og væltet ham omkuld. Han kunne mærke blodet sive og kroppens lette rysten. Hans arme var følelsesløse og han kunne knapt bevæge sig. Lammet af kulde og blodtabet fra såret i ryggen og det gabende hul han havde i siden. Gennem tågerne så han ham direkte i øjnene. De lå der uden at bevæge sig. En rum tid. Uden at tale. Begge vidste hvad der skulle ske. Hvad der måtte ske. Det var uundgåeligt og en del af det liv, der snart skulle forandre sig for evigt og slutte for ham. Han kunne ikke bevæge sig og var nærmest taknemmelig da han følte de stærke hænder gribe om sit hoved og hår, løfte ham let fra den kolde jord. Ryggen var kold og blodig og han huskede at det føltes klæbrigt. Han kunne stadig mærke den friske varme fra det åbne sår og følte trætheden overmande ham her i hans tidlige morgens aftenstund.
Han så ind i et blodigt ansigt. Malet til ukendelighed. Og så alligevel ikke. Han kendte sin skæbne alt for godt. Øjnene var rolige og stålsatte og et øjeblik fornemmede han den respekt hans rang aftvang. Sådan sad de en stund badet i morgenlyset der forgyldte bjergkammen bag dem.

Sollyset blændede ham gennem dolkens blad som langsomt blev ført hen over øjnene mens grebet om håret strammedes ganske let.

- Jeg vil ikke skænde dit lig, sagde han.

På en eller anden måde havde han heller ikke forventet nogetsomhelst andet.

Forgård

3. Oct 2008 10:13, Penpal

når du holder mit vejr
giver mig medvinde nok
til at turde overtrække
fiktive stregers grænser
og anden upassende beklædning
tør vi sammen gå ud
gennem porten til tusinde verdeners lys
æde os gennem barder
sluges i frygtens tungeslag
af kæmper og mikrober
kontamineret livsfiktion
og øjeblikke af krympet collage
dit hår er bundet op
i en knold af forventning og tæmmet liv
som en vej ind i forviklingslandets forgård
gennem mine øjnes
bøjede spejle
penetreres mit nejs skjoldbårne fængsel
og aflader din spænding
vælter vægge
i saltholdige vædsker tremmer og torso
i lungeløfter og friske briser blæser vi
hinandens skinnestier rene
taber selvhad og sølvpenge
veksler favntag
i spejlblå kløfter
som håndtryk
fra bagsiden af hjertets vilje
som slørede figurer
fra livets aftryks
skygge

Flyveklart

30. Sep 2008 12:59, Penpal

da de forrige pausefisk gik ned 
skreg mågerne op i mesanhøjde
slangen vendte det røde øje til
og legen ville kun sprinkles til nærheder
ikke at det var starten på endegyldighed
som set af de fleste og født af almeningen
bospurushajen gnaver lofter itu
andre har tabt på gulvet
som simili og glemte væseners lad
senere falder snakken på knirkende venskaber
og småforskrækkede ventepiger med mavelandskaber
og runde spøgefugle
i morgen tales der nok baglæns igen
når fortove graves ned
i bestræbelserne på tidligt at komme
sendebudskabet i forkøb

Delta

29. Sep 2008 09:27, Penpal

en sen sommer går jeg for hvidt
vasker taglærken ren
et sted i farverigets allemandsland
der hvor armene ikke er i vejen
galaktisk fortvivlet i rumsonderinger
og anden klaustrofobisk død
sammenplantet hvor sekunders vendekåber
viser morgenlysets stilstande døren
som et skævt livs liv
levet pleonastisk forskrækket
set hernede sat herude
lige for lige efter
dette nu

Skriget

28. Sep 2008 12:37, Penpal

kom
tag min hånd
lad os
tie i regnen
sammen
gå i varskoet
tørhed
og
nedspille hinandens
frygtsomheds værn
kom se min
baghede hæve
livet op
i fugtig retorik
som
glinsende løgne
bag
de vaklende mures
stilhed
kom se dig
se mig
gå til
grundigheds
værk
med løftede håb
og sænkede
paratheder
kom
tag min hånd
lad os
skrige mod solen
sammen
endeløst forbundet
hver for
sig

 

Sanskrit

26. Sep 2008 10:33, Penpal

at se dig
lyse
vinteren varm
gennem sitrende
øjenlågs
blodsprængte år
at høre dig
løfte hjerter
over bakkedragens
flammekys
at mærke dig
hilse fuglekongers
vingeflugt velkommen
fast
i lagenligs hvidgløde
bånd
at dufte
din berørings
højladte æterstrøm
under
saltsvedet spænding
som skabslyde
fra
urbanket kaos
at smage
din krops
forvredne gys
i fjerdiset nærhed
og
blikfanget indviklethed
at samle
dit væsens glød
som blide vinde
fra suset
bag mit kammers
allersidste
lemfalds
dør

Avatar

24. Sep 2008 10:55, Penpal

Tænker så tit på, hvor god jeg egentlig er og hvor godt jeg har det. Der er for såvidt ikke noget galt med mig. Overhovedet! Jeg er her bare. Eller det vil sige. Noget af mig. Eller hele mig, faktisk. Det yderste. Det eneste, har jeg da fundet ud af selv på det seneste. Det skal jo være så fint at finde sig selv, har jeg hørt. At selvudvikle. Hvad fanden betyder det ? Er jeg måske ikke god nok ? Sådan bare i mig selv. Som mig selv ? Det har jeg squ da været siden jeg blev født. Hvad mener i med at det er præcis det, i taler om ? Hvad er der galt i at tilstræbe noget. Jeg har altid gerne villet være protektor for en eller anden fond. Det er vel ok. Det er da præcis det, jeg har ønsket mig. Ok måske udtaler jeg det forkert, så det lyder som en skrifttype, men meningen er da god nok, ikke ? Vi skal gøre noget for andre.
Tænker så tit på hvad det er, der driver folk hen i en stol foran en smagsdommer, der så skal fortælle en, hvad man i forvejen ved. Vist er jeg da lidt ked af det engang imellem. Og vist er det ofte når jeg oplever uselvisk kærlighed, men det har da ikke noget med mig at gøre, vel ? At jeg skulle have manglet kærlighed og bekræftelse som barn. At jeg skulle have mistet min identitet eller aldrig fået den bekræftet af min omverden. At jeg ikke var ønsket som barn. Hvad er det da for noget at fyre af? Alle børn er vel ønsket på en eller anden måde, og hvad man ikke dør af, gør bare en stærkere. Det er der en eller anden tysker, der engang har sagt. Man skal ikke være så pylret. Man kommer bare galt afsted. Ønsket af mig selv? Jamen selvfølgelig! Sikke noget sludder. Tror ikke på den slags. Det drejer sig om at tilpasse. At spille sammen. "Tænk ikke altid på dig selv" fik jeg at vide, da jeg var barn. Og det er jo rigtigt. Det værste der findes, er en egoist. En der går selv. Kan ikke udstå de typer. De er simpelthen så selvoptagede. Jeg holder det ikke ud. Kan de da ikke se det ? Jo ? Ja det synes jeg så ikke rigtigt. Heldigvis kan jeg da stadig foregå med et godt eksempel. Ikke at jeg forventer nogen ros, for det jeg gør. Sådan er jeg bare. Sådan burde flere mennesker være. Forstår ikke hvorfor i som mine venner bliver ved med at opfordre mig til at smide mine forsvarsværn. Der er da ikke nogen, der angriber mig længere. Altså andre end jer. Det er da irriterende i længden, og det er også dybt forstyrrende, når vi er sammen. Hvordan skál der blive overskud til sjov og ballade, når vi nu skal være så fandens alvorlige hele tiden. Ja, nu bliver i stille igen. Sådan er det hver gang. Hvem er det egentlig, der er stædig her ? Ja, jeg er jo ikke ude på at ydmyge jer. Jeg ved bare noget om det her, og man skal jo give en rotte et sted at kravle hen, ikke sandt ?

Er der nogen, der er med på pizza ? Jeg gi'r.

Fanen

23. Sep 2008 12:52, Penpal

Fanen smælder i morgenbrisen, som er frisk og skarp og varsler den  evige forandrings komme. For nogle løfterig garanti for bevægelse, for andre en tvangstankefuld omgang mørke og ensomhed.

Grådiset lys bryder nattens tristesse og stilstand, og kulden varsler efterårets komme. Denne manifestering af årets afblomstrende virkelighed, giver mig lyst til at bevæge mig igen.
En sådan fane gør sig bedst for enden af en dertil indrettet stang - rejst i trods og tro på at vi er her for at blive. At vi ikke skylles bort i forandringens vinde, selvom vi indimellem dør og går til grunde, men at vi bygger broer og tårne og veje, der fører os sammen.

Folk bevæger sig forbi og bemærker. Stangen og den smældende trods vi himmelvendt hilser forandringen velkommen med midt i tårerne. Disse milepæle, der står vidnesbyrd om vore mirakler. Vor evne til overleve denne evige overgang. At kunne svæve denne frihed hjem på steder, hvor der er plads til vore trætte fødder. Et sted på bjergets top. Vegetativt udfordret, med de åbne vidders lunger pustende liv, smældende skarpe billeder, salutter og bøjede kongebreve. For enden af denne stang. I dette stof. I denne farverige evolutions seneste led.

Et sted derude kører en cyklist måske forbi, drejer hovedet og hilser i sit stille sind denne simple pragt. Kigger måske op og taber huen i morgenbrisen og tvinges til at stoppe op, ja måske ligefrem bakke lidt. Se tilbage og erkende at man kan blive overhalet, ja sågar påkørt af fortiden, hvis man ikke har lært dens lektie, eller endnu værre dvæler for meget ved den.

Hans døde krop vil ligge ved foden af fanens rod. Måske vil hånden røre og tegne de sidste krampers billeder færdige. Og der i sit sidste åndedrag vil han måske erkende, at hertil var præcis så langt, han skulle nå. Måske vore efterkommere vil rejse nye monumenter og græde vejen bredere for de næste.

En dag vil en fane måske rejses ved hans fod. Trodse livets mærker. På hans krop. I vore sind.

Tegnet

18. Sep 2008 10:15, Penpal

jeg har forudtalt
alle ligegyldigheders
tilsagn
tabt mine skuffelsers
suk
på benhårde gulve
af tusindfarvet grå
set usikkerheden
svinge fanebøjede dage
ud
i stilstands
beslutsomheds mylder
set døde dage
rase mine storme
hjem
kysset mit morgengrys
langstrakte farvel
bag livets
bedagede masketryk
åbnet døren
til afgrundens lys
som omrids
tegnet mildt
i øjeblikkets 
forfløjne
nu

Capo

10. Sep 2008 11:02, Penpal

Døren stod på klem. Det var det første jeg bemærkede. Ikke at jeg på nogen måde havde tænkt mig at forcere den. Alligvel var jeg ikke fremmed for tanken. Jeg havde jo min guitar med. Nykøbt skinnende Hummingbird. Og capo. Tilpasning er jo en vigtig ting, havde jeg lært mig. Og meningen var jo nok at der var en mening. Med besøget.

Trappen op viste fodspor, der næsten ikke var mere. Men nok til at indikere liv og en fortid, en nutid, og en uundgåelig fremtid.

Indenfor var møblementet minimalistisk. En stol, en seng, stuk, ingen gardiner og udsigt til gadeplanets virvar af søgende. Selv fra denne højde føltes det besnærende jordnært. At ville stå der midt i din stue. Ingen unødigt fyld og masser af rum. Det var påfaldende hvor meget lidt kan fylde, tænkte jeg.  Og du vidste endda ikke at jeg var til kaffe, da du pludselig stod med to kopper dampende varm fordomsløs fællesrum. Du sagde ikke så meget da jeg stod der i døren med min fugl i hånden. Spurgte ikke engang, hvem jeg var. Så jeg gik bare ind. Uden at spørge. Det virkede som en selvfølgelighed selv om jeg var fremmed i flere sekunder.

Jeg satte mig på sengen, som bar spor af dig og plads til andet og foregav at være kreativ. På gulvet stod et par udtrådte tøfler og lænede sig dovent op ad hinanden. Her måtte du have ligget og følt den plads, du havde brug for. Teksterne skulle jo skrives, og musikken skulle jo spille. Det skal den jo. Også når der er helt stille ...

Her i din hule forekom det mig, at det nok var besværet værd. De nye strenge og at ville besøge det der sted igen. Så bag dine øjne ingen påtagede facader. Bare et ønske om nærhed og den hunger, kreative mennesker besidder. Og væggene lagde sig ned. Her på anden sal. Midt i et glemt rige sad vi så. Uden at tale og så på hinanden i gensidig forundring.

"Lad os skabe noget sammen", sagde jeg pludselig. Det gav et lille ryk i dig, så jeg. Sådan at få stilheden brudt. Noget der bunder i hverdagens mirakler. Noget der ikke skaber overtryk i maveregionen. Noget der kan flytte sig på stedet. Noget, der holder. Du kiggede op og så på mig med et anstrøg af skepsis, mens din blyant pludselig standsede sin utålmodige tappen på dit blanke papir. Og med en optimistisk g-dur var tonen slået an.

"Ræk mig lige sukkeret", sagde du pludselig, mens mine sko uden videre holdt op med at klemme.

Longinus

8. Sep 2008 20:33, Penpal

for os
der blev tilbage
slukker kærtegnets lys
ingen illusorisk
dogme
ingen prismevred
åbenbaring
kommer umærket
umiddelbar
gennem horisonters
øjensatte fungus
mellem ondt
og værre
i stigmatisk slagfærdigheds
splintrende råd
vil
bortkomne hjertersagers
toner
løbe sentsungne hymner
om askegrå afstand
og lavendelblå lethed
sammen i
kromatisk aberative
tag
og rygsværmes
eskapable løfter
høster skæbnespydets
vid
som hydras svar
på fasttømret nærheds
nedtalte savn
naglefast rejst
på hovedskal
under middagsmørk tordens
løfterige komme
da kærlighedens
flod 
i blodrøde år
tog gaven tilbage
som ingen
løgn
tør pakke ind
i letkøbt saga
blåt

04:33

5. Sep 2008 08:56, Penpal

på knugebrættets rifler
trækkes hjertet
op i fosterkrampers
buer af benspændt
ængstelses forventning
i frysende våde
glimt
af hvidt lys
stemmes savn og længsel
af mod ligefremme
afstande
mellem smilebånd
og gyldengrøn grædemur
i smerteløs katalepsi
og hudløse kramper
under foldegreb
og stille hvisken
trækkes afstanden
sammen til
rødbrune taksigelser
tæt komprimerethed
og glemte længslers
stik

Natlys

3. Sep 2008 17:24, Penpal

vi samles om bålet
hvor flammedans og forbrud aftales
af pige og drengestreger
i sandets skelsættende løsagtighed
løftes blikket mod brændingens fråde
før sommernattens lunkne selvfølgelighed
oceanets brus hvæser det forbudte nu
og vindens lune hvisken tegner tusmørkets puklen
bag klitrækkens forslugne kameler
mellem mareridt og halm flettes fingre
med navnløse salige
uendelige blindgyder besøges forlods
i den ubevidste famlen
bag kravlegårsdagens dæmpede skrig
som hamskiftets grosmerter
midt i det famlende fald mod højderyggens rifter
der tages og gives efter
og skeletter efterlades
på vadesteders kirkegård
små ryk og pletvise løfter
efterlader samvittigheden tør
dansen kalder knivsæggens nøgenhed frem
som lydløse forhandlinger
i kosmisk koncentriske cirkler
og fælles egenaccept
nede i støvlerne slår vi løbende rødder
graver os ned i en ny bevidstløshed
overrislet af morgenrus
og nattens vandrende farver

Fletteregler

2. Sep 2008 08:24, Penpal

engang gik
jeg ind i
fireogtredive rødblonde
ekstaser
orgasmisk rustrød
revu
i hårdknuget stop
mellem gispevægges
legelette suk
faldt jeg
ned gennem
taget til
frasorterede længslers
forstødte former
tilbageholdt
for vandlings skyld
i trods og fingerflettet
nøjsomheds ophør
som sukkerstive
ikoner fra svundne
dale fandt jeg
resterne af det
der var
og altid havde
vejret morgenluftige
tilstande
senere gik skårene
af sorgen
og samlede sig til
glasklare perler
langs ryggens radbrækkede
restparti af hæmnings
rundspundne knæk
i forsvarets
murværk af
forskanset
og døsigt
liv

Ordet

6. Aug 2008 10:19, Penpal

Det var bare et ord. Så kort og koncist.

Isoleret set kunne det være hvad som helst. Men ikke i denne kontekst. Her var det en dør. En dør der skulle bankes ned. Med flænsede karme og splintret vid. Stålsatte øjne afleverede det i en bobles vakuum, med ansigtstræk, der vedholder det perfekte nul.

Ingen genklang eller hult ekko. Bare det ene ord. Og det kunne hænge der for evigt og vidne om hvoraf alting kommer. Vejen tilbage til begyndelsen eller frem mod næste. Man farer vild midt imellem, når væggene væltes og farverne slippes fri. Efterhånden begynder man at tro. At galskaben har låger og er med vilje. At smerten fødtes af nød, og lyst ikke bare var lumre fredages frikvarte forestillinger om ansvarsfralæggelse, men også mørkets komplementærfarve.

I en oprejst verden fra en forlængst svunden fauna er ordet det eneste bæredygtige, der er tilbage. Det er så vedholdende i sin funktionelle og esoteriske grundklang. Tænk sig at verdens vidundere kan forankres i 28 små grundsten. At al denne rigdom forlængst er delt mellem os. At ordene allerede er der. I alle tænkelige afskygninger og variationer. At vi med disse larvefødder ruller livets fundament på plads i monstrøsiteter, vi ikke selv kan fange dybderne af. Og vi kappes om at genopdage verdens rigdom med udgivelse af tilbageblik som nutidens mantra om fremtidig lykke.

Senere kan vi rive alting ned, starte forfra og læse istidenes kronik. På bageste side slutter billedserien med pastelfarvet himmel og silhouetter af med det samme lille ord. Og alt imens vi forsøger at opstylte en forestilling om skønhed og versatil begrebsforståelse, samler de små sig i hjørnerne og studerer ordet i sin rå udformning, og ser om der ikke snart er nye på vej.

Det var bare et ord. Det startede sådan. Så kort og koncist.

Maskepi

19. Jul 2008 01:01, Penpal

lån mig
stilhedens ro
tag minuttets død
læn dig
over rudens spejl
og flos
mit pjalterego
sønden om
soleklarheden
giv mig
sammenbidt forsagelse
tag mig
hen
hvor foråret
drejer højere
om
opstemthedens lummer
hør rørsangen
tie din verden
itu
hulebo min
kummerligheds start
glem talens
kraft
i ordets gave
stig op
alenehadt og bleg
og se
resten forsvinde
helt
af dig
selv

Sirene

13. Jul 2008 14:00, Penpal

bær mig
over lyset
ind
i brændpunktets
øje
løft mig
under mørket 
ud i
fingrenes kys
tag mig
gennem smerten
ind i
flammens ro
vug mig
hjem
for altid
i efterveers
favn

strø mig
langsomt
over smulte vande
kys nu
sagte
min krop farvel
elsk mig
altid
mine afvejes
længsel
kryds min
verden
for sidste
gang

Kridttimer

10. Jul 2008 00:05, Penpal

Jeg er ikke tro mod dette samfund. Mod denne tanke. Eller tanken i almindelighed. Jeg elsker ikke det påfaldende eller følger det pålydende. Jeg er ikke udtalt fan af de naturlove jeg ikke vil underlægges i mine krampers rystelser, og jeg føler den 70'er agtige rædsel stige op gennem mig og mit selvbestaltede kontrolhelvede. Som levende døde, der har fået femten minutters fred fra mørket. Jeg betvinger min lykke som en slange underlagt miraklernes reb. Og jeg dingler hvileløst ved min hals uden skrigets styrke. Til at vågne. Op. Man vandrer gennem korridorer af glas. Uden lyd og farve. Og banker. Kalder på fornuften og døren tilbage til fremtiden. Dengang man valgte den bedst tænkelige indgang til det værst tænkelige udfald. På et tidspunkt kommer man i karantæne. Som de syge. Dem der ikke passer ind eller pisser ud på kommando eller kan forklares normale i almen rædsel for forandring. Dem der har temperaturer og er på kant med Kelvin. Eller Kant eller andre frontløbere. Der er så stille her på kanten. Min kant. Og jeg frygter den er skarpere end mine sanser. Man kigger ud og ved at verden ikke er rund. At den aldrig nogensidne har været det. At der er kanter, der skal slibes. Kanter der skal forceres. Afgrunde der skal styrtes. Liv som fortæres. Små aforismer som ildfluer på en isfuld tropenat. Lys i mørket. Temperaturen til trods. En verden der sank i grus. Eller bare trak vejret en kridttidstid. Bagefter, når der er helt stille, og tusmørket har sænket sig, vil svaret stå skrevet med flammeskrift bag de trætte øjenlåg. Når jeg er klar til at vinde kampen og lade mig overmande. Så er det ud af betonhelvedet og konformitetens lænker. Ud på de grønne enge. Bare tæer og bare os to og handskerne af. Og trøjen spændt op til lirekasseleg.
En dag vil jeg gøre det. Stoppe op. Og stå midt under det store træ og kigge op. Jeg vil skimte lys gennem trækronerne. Jeg vil kalde på min skaber og mærke græsset gro. Jeg vil begynde at tro. Og en spiren vil brede sig - igen.

Stigen

3. Jul 2008 11:19, Penpal

i mørket
rammer lyset
dunkelt
trin for
trin
op gennem
frelse
og falsk forsagelse
bag muren
af
tusindvis af
klageskrig
på toppen
hvor stigen
trapper taktfast op
til regnvådt
mørke
på himlens tag
askegrå skyer
fygeklare landskaber
bedækket af helvedes
brændende krater
hullet til sandhedens
smerte viser
skygger af
lyksalighedens
rødder
gevækster
fra dybet
af ujævne understrømninger
af fortrængninger
og uskyldens
og håbets voldtægt
åbenbaret
i en verden
der forlod
sig selv
og os alle
længe før
de første
børn
kom til
nådens lys
blev tændt
og
de sidste
trin
modvilligt og
medtaget
forsvandt

Ole

27. Jun 2008 10:10, Penpal

Det banker på døren.

Sagte men bestemt. Hmmm. Kom ind. Eller noget.

På den anden side skraber hunden på bagdøren.

Så kom dog ind, køter. Jeg render ikke. Orker ikke. Og der er sopper i skålen. Og vand.

Det banker igen. Denne gang lidt hårdere.

Mmm. Det lyder næsten desperat. Hvis jeg nu læner mig op ad døren. Og lytter. Og musestiller mig lidt. Kan jeg måske høre. Nej, jeg tør ikke. Det er jo forresten farligt. Hvad nu hvis det er lykken og jeg ikke er klar. Hvis det er venskab og jeg ikke er rar?
Nej, jeg gør det ikke. Ingen kan komme efter mig her. To gange med venstre fod. Hånden på næsen og et lille hop. Så er jeg nulstillet igen. Ingen åbninger, der ikke er planlagt. Hverken her ved døren eller andetsteds.


Jeg har ikke tænkt mig at invitere nogen eller noget indenfor. Hvorfor skulle man da det? Hvem skulle det gavne? Man kan da stadig ringe eller skubbe sedler ind under døren. Hvor er respekten for privatlivets fred? De er selv ude om det, hvis jeg fiskeøjer dem og ser dem med brede munde og stor pd.
Hvem i alverden kan finde på at hjemsøge nogen sådan en tirsdag eftermiddag ved 16.30 tiden? Totalt ugudeligt tidspunkt at invadere privatlivets fred på. Det er ikke engang mørkt. Jeg kigger lige. Nej, så bliver jeg bare gennemskuet.


Det banker tredje gang.

Skal jeg hente geværet? Eller mit baseball bat? Eller min zapper? Nej, hunden blive bare bange. Den har jo ikke noget med det her at gøre. Den bliver bare offer i denne krig. Vi har alle lidt nok. Jeg venter lige til efter teen. Hvad nu hvis det er postvæsenet? Eller de sociale myndigheder? Kan de tage min hund ? Jeg har pedigree. Det må være formildende omstændigheder. Jeg har godtnok ikke været i bad i dag, men det kan jeg vel bare benægte, og Kingo kan de vel ikke udspørge, selvom man er nået langt. De fleste jeg kendte, led forøvrigt også af overdrevet stofskifte, da de havde min alder. Der er ingen bevisførelse. Venstre fod to gange. Hånden på næsen og så hoppet.

Bank bank!

Jehovas vidner! Jeg vidste det. Det må være dem. Jeg tror ikke på noget. Ikke på deres frelse, deres tårne eller forsagelse af eget blod. De må da forstå at vi har religionsfrihed her i landet. Min er ikke til salg, og jeg er ikke værre end så mange andre. Hvis jeg åbner sætter de bare deres brede fødder i døren, og så er jeg 104 kilo fra en retssag. Ja, det er vist godtnok kun i staterne at man kan få penge for at komme i klemme, men alligevel. Det kunne jo være. Jeg har heller ikke nok fløde til en tigerroulade. Og kaffen er lunken. Nej, omvendelsen må vente til en anden dag.
Støjen tager til, gør den ikke ? Hold nu kæft, Kingo. Jeg kommer om lidt. Fire skridt. Hold vejret. To gange med venstre fod. Hånden på næsen og så hoppet. Kan jeg mon skippe det hop uden at få det dårligt? Det kan også høres, når der er gæster, og Arfmann stellet har heller ikke godt af at blive rystet.


Bank, bank!

Nu går den ikke længere. Det er manden med det leende smil. Jeg ved det. To hop. Fire fødder. Salt og citron. Åh nej nu gik der kludder i forsvaret. Ok der kommer en dag. Også for mig.

Døren åbnes meget langsomt og 2 yngre kvinder i uniform smiler.

Den er helt gal. Det var ikke mig. Jeg har fortalt alt, jeg ved.

Den ene spørger forsigtigt :

Ole Christian Dahl ? Er det dig ?

Måske, hvad synes i ?

I den grad ...

Stockholm

26. Jun 2008 13:03, Penpal

kom
hold min fugl
i håndens varme
rid min mare
til dårskabens alter
brænd min sjæl
og
knus mit hjerte
syng min sang
elsk
mit had
hør min gråd
kys mit nu
elsk mig
fattig
og
giv mig
hammerens tolv
forløsende
slag
bryd
dit løfte
og sælg
mine løgne
før dine knive
og
tag min hånd
fyld mit bæger
tag mit liv
og
vis mig
vejen
til viddernes dal
fra
vinduet
til dit udfalds
højeste
bjerg

Aldrig

24. Jun 2008 13:22, Penpal

så du
min tanke
flyve
hørte du
min tavshed
skrige
fangede du
mine skridts
forstummen
og hjertets
forstemthed
var du der
da jeg
så dig forsvinde
i ly
bag
skyens klapper
i langstrakte
salver
foran døren
til min skyld
så du mig
le bag mine
hænders skærme
hørte du mig
sammenkrøbet
smile latteren ihjel
og græde jorden
varm
en kold
vintermorgen
i pudevårens mørke
så du mig
elske dig
på trods
følte du mig
røre dig
på tværs
turde du
føle anger
og smerte
bag dørens tavshed
til livets løfter
fra billedet af
lys og løkker
og dage som
i
går

Grøn

19. Jun 2008 00:58, Penpal

Det startede med ingenting, der sidenhen blev langsomt. Blev grønt. Vendte siden og blev til. Streger i luften. Streger der flagrede. Rundt. Om det grønne. Det var den der ubestemmelige dybe grønne farve, mennesker taler om. Den der blev til før grøn. Før formerne. Før skyldens dans blev kaos. Det var fyldet. Massen og den rå skønhed. Den der duft af farven. Den der følelse. Af det, der var. Meningen med alting uden at ville den. Kun mærke. Stå ved. Og ved siden af. Bag galskabens glubske øjne.
Det var uskyldens år. Startet som grøn. Forsommer. Kolde tæer og forventningsfulde favntag, sultne blikke og den der friske luft, der kan hænge så tungt. Fuld af løfter. Og håb. Hverdag og heltemod og grønne tanker. Streger i luften. Streger af liv.
Og verdens billede fandt sig selv. En håndsrækning væk, før borte men efter her. Fra afgrundens tillokkethed. Iscenesat stilisme. Farveløst men sikkert. Grønt på sin egen måde. Affarvet med sorthvid livsnerve. Og den grønne farve blev glemt væk. Sad fast i  forandringen. Mødet på det våde fortov, i gydens mørke bag det dinglende lys, treidve skridt før vanviddet. I stilhedens ekko ved haven hvor æblet hang på usikker stilk. Plukket i grøn forventning. Om en verden, der aldrig blev. Alt andet end grøn.

Afladt

9. Jun 2008 14:32, Penpal

Kære Vorherre, eller hvem der nu sidder og skamrider livet i min tyrkiske sadel. Jeg er bange for at jeg trækker vejret i misforstået loyalitet mod mit eget verdensbillede.

Jeg ved ikke rigtigt om jeg er troende nok. For jeg ved ikke helt hvad det betyder. Men noget har jeg da fundet ud af. Jeg tror. Det gør de fleste mennesker, når de lader kynismen og resignationen hvile på depressionens syvende dag.
Jeg har læst skrifterne, og jeg forstår ikke deres hovedbudskab. Forstår ikke den logik - om nogen - der skulle ligge til grund. Forstår ikke kompleksiteten, når alle spørgsmål alligevel kan besvares med kærlighedens simple retorik. Og efter sigende går alting op i en højere enhed vi allesammen gerne vil være en del af men som alligevel undslipper de fleste af os i jagten på alt det, vi er tvunget til at forsage i den gode smags tjeneste.

Gad vide om du kan se mig, høre mig, fornemme min vildfarelse eller spirende indsigt. Skal jeg virkelig himmelvende øjnene, eller lukke dem eller folde mine hænder i tusindår gamle ritualer? Er dette døren til din rigdom? Ser du mig så om natten? Hører du mit hjertebankende ønske om fred, min uregelmæssige puls og smager du sveddråben på min kind? Fortæller du mig så om et liv i ydmyghed, afholdenhed, vedholdenhed fremfor det liv i udholdenhed, jeg føler mig hensat til? Dette regelsæt - pragmatisk lavpraktisk simplistisk fortolket i rugbrødsternede paradigmer om et liv, hvor man sætter sig ud over følelsernes kant uden at falde i fortabelsen og ser gennem det irrationelle element som æterlegens prøvelser repræsenterer.

Er det skamfuldt? Er vi ude af kontrol sålænge denne proces foregår? Er jeg ? Lever vi livet i venten på en fuldkommenhed, der paradoksalt delvist fornægter livets ypperste krydderier og kærlighedens irrationelle nuancer?
Jeg beder om undskyld, eller uskyld, eller måske bare om tilgivelse for min utak.

Jeg er ikke helt klar til den rigdom. For jeg er et fattigt følemenneske, der stadig som en anden sansejunkie føler at livets allerstørste øjeblikke også sagtens kan være at finde i følelsesstormens øje. Midt i glædens og sorgens parløb. Midt i den stilhed som så stærke modsat rettede kræfter kan skabe.

Jeg sidder tilbage med følelsen af ydmyghed og kærlighed til livet og menneskene i det, alt imens jeg endnu ikke ved, hvad planen med os og dem egentlig var. Skulle vi adskilles ved fødsel, var der sikkert en grund. Om det så er meningen, at vi senere skal kunne forklare os ud af dette skisma, er mig stadig uvist. Men leve kan vi da. Det skal vi. Sammen ? Måske ? Rigtigt ? Hvordan ?

Jeg lever ikke efter bogstavet. Det kan jeg ikke. Jeg tør ikke vende følelserne ryggen selvom jeg bliver lovet sjælefred og andet ekstraperceptionel aflad.

Jeg ved ikke rigtigt, om jeg er troende nok? Ved ikke om mit kors er krøbet tilstrækkeligt, om jeg er værdig og berettiget som menneske? Ved ikke om du tror på mig eller om jeg selv gør det?

Måske er jeg et esoterisk kiks? En profan bjørneklo af et menneske? En sommerfugl, stedse til forvandling i spørgsmålets tegn? På jagt efter min mening. Med mig. Med livet som indsats.
Og sålænge jeg leder efter svaret, der måske aldrig kommer, tror jeg nok, jeg tror på dig, alligvel.

Tror på den iboende kraft og vilje til at se og finde din hånd. Tage den og måske en dag blive ført helt tilbage til foden og roden af du og jeg - igen.

Anthakarana

5. Jun 2008 23:24, Penpal

hvis blot
vejen baglæns rundt
kunne vandres
mod fremstrakte
hændelser
i skyggen
af forbitrelsens strid
hvis blot
dansen på skår
fra knuste
vinduer
mod verdensfjerne
hjørner
kunne svælges
i blodets
bittersøde eftersmag
af
fordærvets favntag
hvis blot
bedraget
varsomt
kunne betrædes
og fortæres
med anstrengte øjne
det blottede bryst
nænsomt kunne
løsne sine bånd
og banke sig
til hvile
i natblå pastel
hvis blot min
nøgenhed kunne
afdækkes
stenen kunne fjernes
og
håndens fem fingre
kunne kappes
om at
beskytte
barnets smerteskrig
hvis blot
solens løfte
kunne forstummes
i stjernetågens rus
og man
allersidste gang
kunne vandre
tilbage
til fortrydelsens daggry
søvndrukket rejse sig
og gøre
det hele
galt
igen

Små rum

30. May 2008 20:33, Penpal

Hun hed Trine. Det gør hun sikkert stadigvæk, men sådan siger vi uden at blinke. For man ved jo godt hvad der menes. Eller gør man?

Hun var utroligt smuk i sin naive fremtoning. Så blændende smuk at jeg glemte at åbne øjnene - eller lukke dem. Noget jeg senere smerteligt har måttet erkende. Hun kunne stirre uden at sige, tie uden at forstumme og alligevel fortælle med et smil man druknede i. Man ville druknes i. For aldrig at blive reddet igen - tilbage til hverdagens rædsler.

For mig var hun en stormende forelskelse, der bragte mig på kollisionskurs med stort set hele min omverdens vaklende binde- og blændværk, og det var som at dryppe øjnene med havsalt for bedre at kunne se, at drikke alkohol for bedre at kunne bedømme. Fanget i og af fortiden. Tæmmet af løfter fra tarv og opdragelse og alligevel fuldstændig sirenefanget på spiralkurs mod havets bund, i skibet uden motor, i blod uden årer, i en verden uden ende og begyndelse.

Vi stjal vore øjeblikke på grund mit manglende mod til at gøre op med det liv, jeg ikke levede. Og det var uretfærdigt. Det var unfair, mod hende og mod de rammer jeg selv levede under. Men jeg kunne ikke andet. Ville ikke andet. Turde ikke andet.
Og vi blev splittet og skiltes som ofre for min fejhed. Min angst for at forfølge lykken i den ildstorm af fordømmelse og bebrejdelser, mit valg ville have affødt. Så jeg levede verden ud i evig vandring gennem små rum. Hver med et enkelt vindue. Med udsigt til endimensionel lykke og bakspejloplyst sjælefred.

I dag mange år senere tænker jeg stadig på hende. Hvad hun egentlig repræsenterer i mig? Hvad jeg egentlig forestillede mig lykken var for en størrelse og hvorledes hun kunne være en parameter i en ligning med uendeligt mange ubekendte størrelser? Dengang og nu?
Hvad meningen med mødet var. Hvorfor hun ikke skulle være min - noget ingen nogensinde kan blive. Også her er vort sprog fuld af bedrageriske løgne, som vi tror, vi kan tale sande, som skulle give os retten til at fange essensen af andre mennesker ind og gemme i en glaskrukke i et fjernt hjørne af vor samvittighed.

Det er grænsende til tragisk.

Men lykken og kærligheden vender, og finder egne veje, når vi forstår at tæmme os selv eller i virkeligheden slippe os selv fri og ikke desperat forsøger at vende dette ønske udad. At forlade vor besidderiske og forræderiske små rum for rigtigt at tage del i livet. På de betingelser, som det uvægerligt vil opdrage os til at forstå og acceptere.

Var valget i virkeligheden ikke den prøvelse vi fordømmer vor fortid udfra? Den opfundne fejl, der tynger vore skuldre. Den fantasi, der udspiller sig hver gang man drejer hovedet ?

Spørgsmålet og billedet af hende bliver hængende. Udenpå og indeni.

Hun er jo ikke pigen i vinduet. På toget eller i bussen. Hun er ikke det uforløste spørgsmål, man alligevel ikke vil have besvaret. Og så alligevel er hun netop alt det på sin helt egen måde.

For hun viste mig at livet bider os kærligt i øreflippen og åbenbarer på sindrigste vis den visdom vi alle før eller siden smerteligt vil høste.

Og det er en lektie, jeg gerne ville lære igen.

I en anden tid. Et helt andet sted.

Excelsis

28. May 2008 13:35, Penpal

ved siden
af livets leg
undres jeg
over din
umådelige skønheds
svanesungne værk
dine dybders
hensunkne oprør
og halvkvalte gråd
ser
en gåde stillet
i din
ufortalte stemme
i kilden
til evig uro
trøst og tørst
og tænker
i dit svars
svimlende dybder
om du
er nøglen
til min himmels
hemmelige port 
de forrevne
hænders
lindrende kys
mit hjertes kvalers
allersidste
stop

Domino

27. May 2008 11:00, Penpal


en dag
tog jeg
fløjlshandsken af
og bukserne
som lændeklædefordækte
løgne
i nervøs velour
samlede mit mod
i sindrige bunker
og flammestak
min passive fejheds
kroniske rekyl
skreg op
og bad
om straffen
udmålt
i simplistisk
afmålte ord
tog hånden
og spændingsbæltet
til hjælp
i lyksalig
sommerleg
famlende nøgenhed
og
svimlende mørke
på vej
mod min armods
sidste sveddryppende
lås

Kunstfærdigt

23. May 2008 08:30, Penpal

Sådan en dejlig fredag morgen, tænker jeg pludselig på, hvordan verden ser ud gennem anders øjne og hvorledes denne udtrykker sig når storheden når herned på jorden til os andre.
Når skyerne spreder sig og en lille solstråle bryder frem og livet åbenbarer sig for os. Gennem vore børn.
Det er en følelse vi, der er så priviligerede at have fået forældregaven, alle har oplevet. For mit vedkommende er det meget svært at sætte ord på.Og dermed bliver det så stor en størrelse, at nogle sågar kalder det guddommeligt.

Johan Sebastian Bach var også en eller andens søn. Måske havde han også børn. Måske elskede han som du og jeg. Måske gemte han det bedste til sidst.
Måske lukkede han øjnene og tænkte hvordan kærlighed og dermed skønheden bedst udtrykkes, da han skrev Cello Suite. No 1. Måske ville han selv have grædt, havde han hørt Yo-Yo Ma's fantastiske fortolkning af dette værk.

Måske var Salvador Dali hans ven i ånden. Måske ville de have kendt hinanden i en anden tid. Sammen i nye former vist os, vor fagre verden med deres ufattelige gaver, som de var så venlige at dele med os.
Selvom jeg ikke selv er kunstner, ikke har forstand på klassisk musik eller kunstmaleri, var det svært på en smuk morgen ikke at frydes og blive dybt rørt over disse menneskers berigelse af denne skrøbelige og vidunderlige planet i disse helt ekstraordinære toner og billeder.

Se, lyt og elsk. Livet. Det bliver ikke bedre!

Agurketid

21. May 2008 14:58, Penpal

Lejlighedsvis bilder jeg migselv ind at jeg er så frygeteligt ensom. At det egentlig nok måske også er lidt synd for mig. Sådan at være alene. Og betræde veje, der ikke byder mig nye indtryk endsige giver mig genkendelsens glæde. Jeg er ikke et barn længere, oplever jeg med til min store skuffelse. Og det er en skam. For jeg vil så gerne bevare illusionen om livets uskyld, når jeg har det på denne måde. Men jeg er dømt til livet. Og selvom jeg har fundet ud af at ulven spiser, hvad den bliver givet, rykker det mig ikke helt fri for trangen til at elske og blive elsket.

Engang imemllem forfalder jeg til lysten til at falde tilbage i en kvindes arme. En der elsker mig betingelsesløst for den jeg er. Hvor man ikke skal præstere, hvor man ikke skal påføre sig alskens masker. Ligge der i ren overgivelse. Føle barnets tryghed i sin voksne krop og mærke resterne af den ømhed man svagt erindrer, engang har fyldt smertekanalerne ud med velvære og håb.

Jeg ved at det er dybt naivt, og denne tilstand ikke kan holde i det virkelige liv. Dertil er de fleste af os alt for omstillingsberedte. Alt for meget curlingbørn. Alt for smerteforskrækkede. Og det er et eller andet sted tragikomisk. At vi med denne livsholdning som slagtedyr imødekommer denne smerte. At vi er børn af en tid, hvor det hele skal nås. Af en tid, hvor vi både erkender at leve evigt og begrænset. Vi stiller os ikke til tåls med middelmådigheden i den form, vi selv opfatter den. Og det er nogle gange synd. Synd fordi fejlprocenten bliver unødvendigt høj. Og dejlige kapitler med kærlighedspotentiale og det hemmelige krydderi kasseres. Og vi snydes for deres happy endings, der gerne skulle munde ud i new beginnings.
Ingen har sagt at disse begyndelser ikke kan stå på fortidens skuldre. I samme miljø. I samme rammer men med nyt eller forbedret indhold. Endda med de samme mennesker. Eller nye.

Så sidder jeg tilbage med albuerne plantet i mit bekymrende A og hviler mit tyngede hovede i håndfladerne og prøver at forstå, hvorfor det er så svært. Hvorfor man ikke har en klart formuleret lykkeformel, der bare kan følges og føles som det helt rigtige. Men i takt med albuespiserne begynder at smerte erkender jeg også, at livet ville være kedeligt og en stagnerende størrelse, hvis tingene blev os foræret på et sølvfad. Treidve sølvpenge for tyve minutters lykke. Og så have høstet mindst ti gode grunde til at svigte sit eget potentiale forever.

Man handler ikke med djævelen, hvis ikke man er forberedt på at blive brændt, og dens slags riscici er jeg sort nok under øjnene til ikke at involvere mig i, for ofte, for dybt, for intenst. For han er en forræderisk stodder, der viser mig det, jeg allerede kender alt for godt. Og så længe jeg er opdraget til, at alt for meget foregår på månens bagside, vil jeg nok stadig desperat forsøge at finde min lille plads i solen, selvom jeg kan mærke, at der er rift om den.

Måske skulle jeg sætte mig i skumringslyset og forestille mig en verden i overflod. En verden hvor der er nok til os alle. Nok kærlighed. Nok hvis vi bare tør lede efter det vi egentlig søger. Og der ligger skoen nok i virkeligheden begravet sammen med resten af vore luftkastellers forestillingsverden.

En dag vil det måske være nok for os at dyrke agurker. Lave lørdagsfrokost i udekøkkenet og få egne grøntsager til. Sidde i solen og flette fingre med sin elskede. Eller bare tænke på og savne som bittersød dessert. Og vide. At lige her hvor livet står stille, lever vi måske ultimativt allermest.

Exit Letters

20. May 2008 14:21, Penpal

Engang imellem sidder jeg med lukkede øjne og genkalder mig de indtryk, der er lagret igennem et langt liv. Langt selvom jeg stadig er først i fyrrerne. Sommetider husker jeg ting, jeg aldrig troede jeg skulle genopleve nu, eller senere.

Men filmen kører altså hele tiden. Som små stille stjerneskud i mit eget mørkekammer. Og bittersøde billeder dukker op fra et univers, hvor jeg er uskyldig, hvor jeg er omstændighedernes offer. Jeg ser migselv som lille dreng og ung mand. Jeg ser piger og kvinder række hænder og arme frem mod mig og fortælle mig absurde historier om deres kærlighed til en dreng, der aldrig følte sig elsket trods omverdenens forsikringer herom. Sådan er der så meget underligt, vi slæber rundt på. Forliste følelser og forhold der gik egne afveje. Eller var det mig og mit liv lige der, midt i livets prøvelser uden fornemmelse for hverken fremtid eller fortid. Måske fordi der ikke er nogen. Lige der. Midt i midtens midte. I et nu, der hele tiden undslipper os og mig. Og jeg ønsker mig tilbage til det nu, der allerede var gået eller ikke kom da jeg var klar til det. Måske var det fordi jeg aldrig bliver klar med min filosofisk akademisk anlagte livsanskuelse, der udelukkende tjener det formål at opfylde det uopfyldelige, det uforløste spændingsfelt, der tegner vor livslinies streg gennem tilværelsen.

Måske har jeg låst mig inde. I eget fængsel og den eneste vej ud er gennem disse lukkede øjne. Denne fornemmelse for livet gennem sansernes umiddelbare forvrængning. Som at skrue så højt op for livet at der pludselig bliver stille. Det er en besnærende tanke. Pludselig at kunne finde ro på toppen af dette bjerg, når man herfra ser, at udsigten er ligeså attraktiv ved foden og hele vejen op. At man godt kan se ned uden at bøje hovedet.

Jeg vil skrive breve. Til ham. Drengen med livsforskrækkelsen malet i ansigtets manglende fuger. Fortælle ham at bogstaverne er vejen ud. At man kan fortælle sig til lykken. At det liv han forsøger at leve er godtnok selv om det mislykkes. At Wachowski brødrene senere vil få fat på noget, der kan bruges. Og bogstaverne vil forløses fra deres trældom og blive frie og selvstændige. Og sociale. De vil finde sammen i små grupper og ordene vil igennem finde sammen. Og vejene ud vil være uendelige og strække sig fra simple udbrud til tunge konstellationer der kaster lys i et mørke, der kan have alle regnbuens farver.

Og han vil se det. Han vil nikke og forstå. Tilgive sig selv og andre. Han vil elske og ære det han kommer af og fra. Og stilhedens larmende tomhed vil være den fylde han savner i sin længsels vakum. Og brevene vil strømme til hans sjæl og ud gennem hans små fingre. Som små forelskelser og forløsninger på papir, på hænder og arme. Og hans frygt vil opløses i bogstavernes skygge. Den vil tabe kampen når den skærmende uvished forvandles til forklarende konfrontation. Og skammen vil afløses af ærefrygt for erkendelsen. For hengivenheden.

Og når brevene er læst og fordøjet og den egentlige rejse er begyndt, vil det guide ham ind til et univers hvor cowboys og engle ikke er uforenlige størrelser.

Og han vil høre musikken og smile og vinke. Tilbage.

Skønhedsbilledet

16. May 2008 09:51, Penpal

Skønhed er en sjov størrelse. Den er genstand for alverdens krumspring og forsøg på at måle og veje den. At sammenligne den og kopiere den. At smage og leve den. Det er en aktie i livet vi alle et eller andet sted bliver tildelt. Nogle søger den mere end andre. Nogle oplever den mere intenst end andre.

Lidt bibelnostalgisk kan man sige at skønheden findes i alt. Og tro mig, jeg er ikke en 94 årig bedstemor, der stryger mine børnebørn over håret og deler livslektier og marmelademadder ud med hver sin hånd!
Man behøver ikke være mand eller kvinde i overgangsalderen for at opleve det. Man behøver ikke have gennemlevet livstruende sygdomme eller andre nærdødsoplevelser for se det. Man behøver ikke være faldet fra tinderne for at dufte græssets grøn.

I mennesket kaldes skønhed, hvis man ser bort fra det billedskønne, også for spiritualitet. Og her taler jeg ikke om at vandre rundt i hvid kjortel, sandaler og rosenkrans. Det er ikke håndspålæggelser eller healing i traditionel forstand. Det er essensen. Det autentiske selv, der skinner igennem hos disse mennesker. Vi har alle oplevet sande spirituelle mennesker. Mennesker der hviler så meget i sig selv, eller udstråler så stor en jordbundenhed, at man automatisk selv falder til ro i deres selskab. Denne ubeskrivelige form for energi er skønheden manifesteret i de mennesker vi omgiver os af. De mennesker vi tiltrækker og tiltrækkes af. Alle har vist også prøvet at gå ind i et rum og enten opleve at man bare må ud igen eller modsat nærmest ikke har lyst til nogensinde at forlade det igen.

Jeg tror på, at vi i disse menneskers selskab lader vore egne masker falde. Vi tør tro på vor egen skønhed, hvor fortrængt den end måtte være blevet af ydmygelser og nederlag. Vi tør tro på tilgivelsen af os selv. For vi er vore egne hårdeste kritikere. Det lærer man desværre i selvindsigtens skygge. Og pludselig bliver livet smukt. Pludselig bliver "små" ting store fordi vi ser at alting er relativt. At muligheden for at revidere er nærliggende, nærmest uundgåelig som tiden og livet skrider frem. De af os, der ikke skammer sig over at flytte sig ud af fordomme og fastlåste holdninger vil hilse det velkommen. At blive voksen. At blive favnende. At møde spiritualiteten eller livet som det muligvis er tænkt, hvis det tankespor ikke bliver alt for banalt eller sentimentalt.

De, der rammes eller i virkeligheden lader denne udvikling passere, bliver nemt bitre og forknytte mennesker. Jeg har selv oplevet dem på allernærmeste hold. Det er underligt og fortvivlende at se mennesker, man holder af, blive ædt op af livet på denne måde. At sige nej til skønheden fordi man ikke kan holde sig selv ud. Fordi man er blevet udsat for misbrug. Fordi man engang er blevet fortalt at det ikke er okay at være menneske.

Når jeg ser på min dejlige lille dreng ser jeg skønheden i den umiddelbare tillid han har til livet gennem bl.a. mig. Og jeg frydes og får en klump i halsen over den ydmyghed for livets skønhed og ham, jeg føler. Den kærlighed, der er så stærk at ord kun bliver skygger for solen.

Og jeg har lovet mig selv, min skaber og ham aldrig at krænke denne hellighed. Altid at være far, med græs og jord og kram og havregrød til morgenmad. At hans liv ikke skal krænkes og skævvrides fra starten men skal åbenbares som det mirakel det er for ham, for mig og for os alle.

Tankespin

14. May 2008 11:14, Penpal

den tænksomme tanke
lader intet stå
tankeløst efterladt
i tomheds trældom
den traver
og traverserer
fordoms fængsel
og trivia træt
den tænker
sig tom
og trækker sjælens puls
ud i sindrige
mønstre
i traumer
og tantriske
ekstasers rum
den tænksomme tanke
er min ven
i uvejrets øje
og nattens mørke
i sårets gab
og grådens bølgers
frådende forløsning
den tænksomme tanke
bygger bro
mellem savn
og søvnmangel
mellem
tid og sted
mellem
du og jeg
mellem glemte rum
i vore hjerters
tomheds
dyb

Snehare

13. May 2008 00:31, Penpal

Udenfor døren er sneen så småt ved at påbegynde et nyt tæppefald. Det er så blødt og hvidt. Farverigt trods ensartetheden. Mon det er med vilje at sneen udelukkende er hvid?

Under støvlerne høres den sprøde knitrende lyd af eftergivenhed. Vandets bløde rigiditet underlagt temporære forandringer og tryk af tusind synders forladelse. Gad vide hvad den dækker over? Sneen? Laget over laget. En snehare har vel til formål at holde styr på fordelingen indtil den bliver offer for stumpe instrumenters vold. Indtil da skal den finde mening med en tilværelse, den ikke ved af og om. Den skal lave spor og have røde øjne og indgå i en sammenhæng der ville være absurd for den, havde den været bebyrdet med bevidsthedens åg. Den er udstyret med kraftige lårmuskler uden at vide hvorfor. Og ører, så den tidsnok kan opfange sin egen skæbnesymfoni.

Andetsteds er anorakken og lynlåsen gået sammen om at pakke et brødebetynget menneske ind. Lukke det ud i forårssolens frostklare udråbstegn. Og hvorfor ? Hvorfor ikke. Bare stoppe her og lytte. Se trækroner række ud. Se knyttede næver forvandlet til fremstrakte arme. Se børn blive til, blive til kød og blod. Se ligninger og naturlove løbe cirkler runde og forstå at en dag er sammenhængen klar som denne frosthårde forårsdag.

Lydene og ordene er der allerede. De skal bare findes og sættes sammen. Måske er sangene der også og bare venter på at blive spillet og sunget. Måske synger vi allerede? Måske er det hele fastlagt og begravet i vor underbevidstheds labyrint. Som en blomst der får lov at spire, når tiden er moden. For nogle sker det pludeselig. For andre som en proces der knapt mærkes før det næsten er for sent at glæde sig over den. Over det, der var under overfladen. Det vi vidste inderst inde. Det der prikkede under huden og fik hjertet til at banke igen.

På en bænk i parken foldes der hænder og stilheden får plads. Lydene af livet spiller for fulde huse. Og i stilstanden vokser verden op under vore bare fødder. I den ømhed vi næres af og lever lidende foruden. Og vi tænker på om foråret bringer forstanden og kærligheden tilbage til verden, som vi kender den. En verden med løfter om kærlighed. En verden hvor tomme kirker kalder på Gud eller anden storhed. Og mennesker spørger sig selv om der er mening med galskaben. Om tanken er for stor. Om ikke vi bare skulle vende tilbage til begyndelsen. Der vi havde det så godt helt uden at vide det. Der hvor vi stod midt i vort liv og ovenpå det, og mærkede det, der var skabt af og tilegnet os alle.

Det der lå under sneens eftergivenhed en frostklar forårsmorgenstid væk.

I øvrigt

17. Apr 2008 22:38, Penpal

Morgenstunden er tåget og solen gemmer sig bag rimfrostede skyer. Farer afsted mod horisontens brænding mod nye meningsløse mål. Et job. Noget der skal gøres for penge, og gerne med lidt indlevelse og troværdighed.

På sådanne ture er der god tid til at reflektere lidt over den spildte mælk man vader rundt i op til begge ankler.
Og vreden og afmagten melder sig skiftevis, nærmest i takt med den brusende lyd af overhalende medmennsker på vej mod nærmeste blodprop i en fart lige inden for klippegrænsen.

Det er stadig lidt mørkt og jeg hader denne følelse af at være forladt. Forstår ikke at den verden, vi lever i, kan svinge så meget i total stilstand. Følelsen af at være en afkoblet vogn på et forladt tog, eller en bænket spiller i et givet holdspil melder sig igen og igen. Er det mon midtvejskrise eller bare selvmedlidenhed ? Jeg ved det ikke rigtigt og vil nok i virkeligheden slet ikke vide det. I givet fald bliver jeg nok afkrævet en forklaring og en stillingtagen, jeg slet ikke har mod og energi til at investere i. Følelsen er ægte nok, og jeg ved ikke hvem der belønner mig for at være standhaftig nok til at udfordre de psykosomatiske dønninger af en spirende depression presset ned i floskeldogmatiens firkantethed.

Måske skulle jeg begynde at ryge ? Så gør man da noget aktivt for at gå til grunde. Lige nu føles det næsten som om det sker automatisk, og det er ingen vel i bund og grund interesseret i ?

Jeg hader vist også mig selv lidt, men ikke helhjertet. Ikke nok til at jeg mener mit livs fiasko er min egen skyld. Og selv om jeg lukker øjne og ører, når mit navn nævnes har jeg fornægtet alt på begge sider og hele farvespektret op til flere gange inden hanen er kommet galende afsted i en ny dags trængsler.

Så nu er der både rødt og vejarbejde. Tænkt sig at tage penge for at stresse almindelige trafikanter. Gad vide om den orange farve trækker empatien ud af disse mennesker eller det bare er en folkestraf på amtspolitisk niveau - på lige fod med visiteringsreglementet for ældre og handicappede og lønniveauet for offentligt ansatte.
Folk ter sig jo fuldstændig som om det hele betyder noget, og det er en udtalt hån mod meningsløsheden og afmagtens korridorer.

Jeg er squ ligeglad. Hvad rager det mig om verden drejer til venstre. Om kontinenterne fjerner sig fra hinanden og rygeloven er til grin. Jeg skal bare forbi, videre hen til det sted, jeg ikke ved, hvor er. Men det er der. Det ved jeg.
Og jeg finder det igen en dag. Også selv om jeg er forsvundet på rejsen mod et mål der flyttede sig længe inden det blev formuleret og defineret i et middelmådeholdigt univers af koagulerede holdninger og massiv ansvarsløshed.

Fanden tage det. Det går jo nok. Jeg er jo ikke den eneste og synger jo fint med i klagekoret. Måske møder jeg nogen i dag, der har det værre end mig ? Måske er jeg i virkeligheden heldig ? Måske tager det et ukendt antal tidsenheder at forstå, det vi er dømt til at se.

Nå tanken er ved at være tom og til mere end 10 kroner literen skal resten squ nydes selv om det er en pine, tror jeg. Så nu fik jeg det bedre. Ikke så meget luft i tarmsystemet. Men øjnene brænder, kan jeg mærke.

Og havde det ikke været for den forbandede lavtstående forårssol, havde det såmænd nok været en ok dag.

Kalifornia

1. Mar 2008 01:35, Penpal

I vandkanten ligger en blodig tennissko. I den sidder resterne af en fod gnavet af ved kroppens yderste grænse og livets slutning. Små bølgeskvulp vender den og kalder den tilbage, men kødets tyngde fastholder den halvtør i forrådnelsens eksponering.
Længere ude svømmer hajen videre. Otte meter meningsløshed, tomme øjne og trekantede argumenter har afsluttet et liv og vendt fødekæden op mod strømmen. Duften  af sagesløshed sidder stadig i vandet som vidnesbyrd på livets endegyldighed. Det er set før, smagt som salt i sårskorper, og på vej væk accepterer den kulden som den vej, der er lagt på denne sommeraften i blodrød solnedgang.

På savannen sidder en nøgen dreng på hug. Sultne fingre tegner streger i sandet. Billeder af et liv han ikke kender, drømme han ikke formår at drømme. Mennesker han aldrig så. Lyde der blev borte, da kæmperne dukkede sig og skammede verden bort. Han hører intet. Optaget af sin leg med døden. Legen med livet han aldrig så i støvtåger af en verden der ikke var ham forundt.
Rundt om ham kryber løveflokken nærmere fra alle kanter. Spændstige kroppe og dryppende tænder fra varme gab tæller hans sidste sekunder. Og gribbene sidder i tilbageholdt vantro på de grene, der knager af knasende tørst efter det liv, der snart skal ende.

En gammel mand sidder med billedet af sig selv i rystende hænder. Her vender livet rigtigt. Tiden går stille med dørene. Håret bølger og kroppens grænser mærkes med velvære og blodet rinder gennem hans krop. Han bærer jakke og tidssvarende bukser og poserer med naturlig mangel på livsforskrækkelse. Intet hører op for ham i denne stund, ingen grænse er for nær eller for langt borte. Billedet viser ikke det hjerte der ultimativt vil briste. Først via kærligheden og sidenhen vil efterlade ham rallende på et koldt gulv. En hund vil snuse til hans kolde hænder og pibe lavmælt, men han vil være glemt med næste åndedrag fra en udstødt ryger ved et forsamlingshus i provinsen en kold aften kort før påske.

Gennem Arizonas ørken flænges stilheden af otte cylindret manddom. To mennesker knuger sine drømme og forlader lykken på gallons og uendelige veje. Midt i den stegende hede ser de på hinanden og smiler. Håret flagrer vildt og de rører hinandens hænder. Og gennem sveddråbernes smag fornemmer de, at de snart rammer kysten. Surf og  nulstilling af forventninger om lykke, og havets fråde vil ikke være et sultent væsen, der kræver sine ofre. De har ingen plan. Ingen start. Ingen slutning og intet forbehold. Få kilometer længere fremme brøler en 18 hjuls kæmpe. Et teknologisk mirakel på gummifødder på vej i modsat retning. Båret af luft på skrøbelige fødder. Og livets skisma forplanter sig til et forhjul, der vil bukke under for de mange ton. Og ingen ved at de nærmer sig hinanden. Og hvert vindpust, hver centimeter der tilbagelægges peger på det kryds, der er tegnet i støvet få kilometer længere fremme.

På sygehuset sidder et barn og knuger sin porcelænskat. Onkologen taler om håb, kontrastvæske og parykker. Forstenede forældre nikker katatonisk og tænker på gullige billeder af en alderdom, der gik før den kom. Huller i historien og hjerterne, og hospitalets saltplettede ruder tegner uskønne billeder af en verden, der er ligeglad. På tankstationen overfor lejes der sågar videofilm og købes kolesterolbomber. For døden holdes i live som en sløjfe, der bindes om halsen på tilværelsen, og verdens grusomheder sår blomster, der springer ud til nye skæbner. Nye chancer, der skal tages før og for givet.

Et par etager længere nede brydes stilheden af barnegråd. Og livet fødes i skrig og apgar. Hvide kitler, blodprøver, børnelæger og små hænder griber ud i mørket. Og papirsflag og plasticnåle og træstorke med sløjfer markerer endnu en sejr og starten på næste mirakel. Og mennesker rulles væk i hver sin retning og indtager forskellige højder i forhold til jordens overflade. Der brændes og strøes. Synges og favnes. Grædes og savnes.

Og selv om ingen forstår hvorfor, er det smukt, uundgåeligt og uforståeligt trods vor påståede bevidsthed om livets prætenciøse natur.

Kvasi

31. Jan 2008 10:16, Penpal

i vintermørkets fugtige
stilstand
tændes min sensommerhed
over sovende dyrs
ryggesløse katalepsi
og sammenkrøbne gevæksters
forskansning
i pause
og vejrhold
ekkoet af et navn
ringer i øregange
som en fremmed
der altid
har været
som ingen kender
rigtigt
før glemsel
gemmes væk
i håndfladers fugt
og tågedisens slumrefilt
og når lysets
svalegange
finder vej
mod afkrogede grene
i løvfaldets bund
beder åbne læber
og brændende øjne
en sagte bøn
om hvile og fred
og nøgne dage
i forandringsbølgers
vuggende søgang
mod glødernes resters
flagrende askes
regn

Solpletter

23. Jan 2008 08:33, Penpal

nye begyndelser
finder veje
andre har betrådt
længe inden tilskyndelser
og beføjelser
blev fortielser
fortættelser
og fortsættelser
af endeløse sange
om kærlighedens
solstråles spotlight
langt ude
på overdrevets
sortehavs dybder
druknes mine længslers
minder
om den dør
der engang
viste den
sande nye vej
til ordets vigen
og dødens tien
i eget svælg
hvor alle forlængst
udenvidende
har været
fortæret
det der beviste
sit værd
i gårsdagens
velmente løgne
på fordømmelsens alter
som læber
sammenbidt
i saltblodig erkendelse
af blødstemt pasgang
og retrograde
bevægelsers
rundfangne sandheders
falske skyggers
lys

Dag et

18. Jan 2008 09:56, Penpal

Det er en kold blæsende regnfuld januarmorgen.

Ryggen værker efter en nat hvor sengen er udskiftet med sofa og løse hynder. En steril pære oplyser nøgne vægge med ensomme kroge og skruer, der trodsigt bliver hængende. Gulvene er befolket med efterladte effekter og anden ligegyldig løsøre og rummenes aura og akustik synger genklange af en fortid der kom og gik. En fremtid, der i virkeligheden aldrig var.

Børneværelset ligner pludselig et sted, der godt kunne have boet et lille barn. Der er potentiale. Der ville have været plads til både puslebord og tremmeseng og rumdelere med legetøj til uskyldige sjæle. Dyner med Kaj og Andrea og et zebratæppe som et stribet chakra, der binder kærligheden sammen i uendelige vidder. Gulvet er sporadisk dækket med efterladenskaber fra små undersøgende hænder og fingre. Små forvirrede gravkøer og fortvivlede brandbiler og traktorer, kalder på en plastikterapeut med falsk forståelse, påtaget professionalisme og lunken empati.
Også deres hjem er opløseligt, viser det sig.  Rullegardinet med midnatsblå himmel og stjerneløfter har gemt sig under loftet og vil nok aldrig pakke små verdener ind i blødt mørke og faderlig tryghed igen.

Og pludselig er det svært at se, hvordan der nogensinde kunne have været pladsmangel på kontor og i køkken. En underlig klinisk nøgenhed der engang gav tosomheds præmis den rumklang, der lød spontant praktisk rigtig i drømmebilleder af en livsløgn om lykkens bestandighed som noget målbart. Noget konstant. Noget vederhæftigt.

Var det ærligheden og kærligheden der ikke kunne blive enige om et fællesrum. Var det skuffelsen over fingeraftryk på spejlet, fedtet selverkendelse og en stupid krig om principper og latent magtkamp i egne korridorer, hvor lyset ikke altid brændte lige rent og retfærdigt. Og billeder og andre fotos bliver forræderiske monumenter, der kærligt viser bevægelsens faser og de følelser, der engang trak os mod forfaldets afgrund og en ny dag et.

Og haven ligger hen. Doven og vinterklar. Beredt til stormen, der aldrig kom men altid truer. Pludselig var det bare koldt og græsset holdt op med at gro og den grønne farve blev træt. Og vinteren kom. Nøgne grene og vuggende træer. Terassen ligner den udestue, der aldrig blev bygget færdig fordi pergola lød for provinsielt. Som om nogen fortrød midtvejs. Måske var det for dyrt. Måske var det forkert. Måske var det tiden. Måske var det pollen, og Vorherres nys der skabte bevægelse i stilstanden.

Måske var det lavtrykket der truer fra Vest. Med vindstød af orkanstyrke. Lige der, hvor tid og rum mødes.

En kold blæsende regnfuld januarmorgen.

Vindstødt

14. Jan 2008 10:01, Penpal

Frosten havde lagt sig på lur. Og tiden stod stille i ubetydelige evigheder. Og verden pauserede mellem to hjertslag. Og der var mørkt og verden var tavs og trang.

En dag begyndte det igen. Morgenlys og plads på smilets breddegrader og lysets højde til loftet blev igen mærkbart. Farverne kom tilbage og verden vendte ryggen til ryggen. Vinduer blev åbnet i skodders vægelsind.

Det var det mindste og ubetydeligste vindpust. En sommmerfugl i Kina - og flere kosmiske kaosteorier senere opstod stormen på et splitsekund. Indeni sig selv. Af sig selv. Af nærmest ingenting. Og det lille visne blad der flagrer dovent henover skovbundens vinterdød og stillesang lander sporadisk på sin vej og vækker livet fra brændte farver til live igen.

Et andet sted danser en spinkel kvinde på hårde gulve. Fødder og ankler er bundet op i sirlige sløjfer med silkeløfter og strutskørter, og strakte lemmer i stærke arme fritager hende for beslutningers tyngde og vintermørket fortager sig i koreografiske sirligheder og luftmolekylers brydning mod hendes delikate hud. Samspil uden ord, kærlighed uden grænser. Læberne er let adskilte, og lyset undslipper hendes indestængte smil. Hun svæver fordi hun kan, fordi hun skal. Med lukkede øjne mod et fremmed land.
Resignationen har sluppet sit tag i hende og hun ved hun er på vej. Mod nordlys og stjerneklare gråblå vidder, forblæste ejendommeligheder og abstrakt logik opløser tågelagte vejes intriger.

Et sted i en betonkasse sidder en gammel mand og tæller sekunder. Rører minutter ud i kaffekoppens timelange genklang af teskeens landing. Små sorte dråber har efterladt tårekanaler på koppens kant og varsler epilogens komme. Dagen og livet er gået sin vej og  forbi, og væggenes dekoupager af gullige øjeblikke er falmet med minderne om dem. Han rejser sig og ignorerer liggedagens påbud om levende død og bevæger sig besværet hen mod vinduet og kigger længselsfuldt ud i den verden, mod det liv han valgte og som valgte ham. Og han fortryder intet bortset fra den uværdige bortgang han uvægerligt vil blive en del af i livets aftenstund.

Med lukkede øjne ser han kvinden med silkefødder danse vintermørkets nedfald op af glemslen og mindes sin egen lethed, da livet lagde sig på ryggen for ham i fulde længders horisonter. Da sommeren var årets koldeste tid og han selv følte sig som en forudsætning for det liv han var en del af.

Og kvindens lys stråler stærkere end nogensinde. Hun er endnu smukkere end da han selv var ung og værdig til at betræde de samme spor, holde de samme hænder, gribe den chance han fik et sted i et lysglimt, i en fjern galakse - som en del af den blomst han selv såede og plukkede i kærlighedens navn. Omridset af hendes spinkle krops graciøse bevægelser bryder den lavstående sols sidste stråler og emmer af afskedens og begyndelsens parløb. Med ryggen til hinanden og samme sandhed. Og her på trappens sidste trin ser han sammenhænge og kæder af selvfølgelighed slå klik i aftenbilleders efterspil. Han forstår, de er elskende. Og ved at det er ok, at det er et liv for tidligt, at det er et liv for sent. Han følger hende med lukkede øjne og mærker hendes nærvær så tydeligt.

Og udenfor er foråret på vej trods kyndelmisse og sneklædte dyner. Og en dag vil der blive plads igen. Til ham, til vandrebladets vindstødte rastløshed, til kvindens silkedans og kærlighedens komme.

Og i Kina vil sommerfuglen færdes i kinesiske æskers endeløse repetitioner helt uden spor af skyggens træthed eller livets uforudsigeligheds fortrydelser.

 

Regn

9. Jan 2008 11:37, Penpal

Regnen falder.

Udenfor vinduer, indeni sorte sjæle og vasker hvide løgne bort. Der er noget forløsende over det. Opvarmet is fra himlens tag, der falder ned gennem hemisfæren udenfor og indeni.

Vasker ned og gør rent. Som et blink. En verdens hornhinde, der renses og klargøres til nye synsbedrag og nye billeder af gamle motivers drypvise opløsning.

Alle tages med. Alt favnes. Selv de hjemløse og sovende bier, stolte træer og stille gader. Kuppelbelyste jernalléer med gipskulturer fra glemte tider. Og jeg vil være der hos dig, holdes om og af, gribes og slippes, løses af mine lænkers fængsel. Renses for min lyst til mørke. Fjernes fra min skam. Bruge min opsparede fortrængnings komprimerede længsel efter regnens renhed.

Jeg vil stå der foran billedet af min skabelsesberetning og spørge uden at sige. Være uden at skulle, ville uden at græde.
Og regnen falder stadigt. Og vi har et fast greb i hinandens længsel. Højre og venstre, op og ned, sort og hvid, du og jeg. Og grænserne vaskes væk.

Regnen falder. Laver pytter hvor der trænges og tørke, hvor der længes.

Og med himmelvendte ansigters lukkede øjne favner jeg dig. Du, min skabers dagslys, min midnats fortvivlelse, min morgengrys messende andagt og kærligheds blomstrende fjerpragt.

Og regnen falder, og er ligeglad på den kærlige måde. For den, er himmel hav, nat er dag, krig er fredens begyndelse og kærlighed er alt. Og dråberne binder helheden sammen. I små spredte brikker. Bittesmå glasklare hjerter. Serveret i de portioner vi tåler. Kærligt som en lille melodi, der tager os i hånden og viser os vejen. Favnende så vi ikke farer vild, beskyttende, så vi ikke blændes og brænder bort.

Om lidt er det nu igen. Samme nu som før, bare mere klart. Mere regndyrket. Mere nærende og værende end før. Og vi flyver væk i illusoriske regnsomre og vintervåde ønsker om en morgendag, der starter nu.
Et løfte, der gives og holdes. Et kys og strejf af sjælesommer og en vilje, vi rummer, i regnens grådkvalte messe.

Og regnen falder i vandrende skyer. Videre og væk og snart dages det. Og inderst inde ved vi det. Og vi klæder os af en sidste gang, når mørket endelig viser os lysets vej.

En dag om lidt, for længe siden, når regnen falder igen.

Midnatsfald

8. Jan 2008 20:10, Penpal

engang forlagt
for længe
foragt
for tidens
andagt
i stille
respekt
for det
der altid
kommer utidigt
tilbage
forklædt forsagt
i menneskers pagt
med djævelens vold
og tusindtals års
erfaring med
det vi jo
allerede ved
at vi ved
vi aldrig
vil vide
omsonst omend
og af
uden dog
med smertens
bedøvende slagfærdigheds
smil
som skæbnen
der tager
fortvivlende hvil
før du
og jeg
er i kærligheds
vold
hvor mødet er
fastsat
to minutter
i
tolv

Shine

31. Dec 2007 15:46, Penpal

I går blev jeg mindet om noget af det allervigtigste i tilværelsen. Det vi giver videre til vore børn. Det der bliver deres fundament og gør dem i stand til (eller ude af stand til) at træffe beslutninger på et godt og sundt fundament i resten af deres tilværelse.

Det overføres selvfølgelig i de relationer og den respekt man har til og for dem. Når man ser dem som små selvstændige individer og behandler og respekterer dem som sådanne.
Børn er jo helt enestående, noget alle, der selv har, vil kunne forholde sig til. De er så rene og ligetil. Så uforfalskede og umiddelbare. De er det mest perfekte, naturen kan tilbyde. Og vores største opgave er at forme dette mirakel i kærlighedens billede.
Relationerne til forældrene er noget af det vigtigste i livet. Et barn elsker betingelsesløst, noget man selv kan mærke helt op i sit voksenliv. Der vil altid være kærlighed til sine forældre til stede, med mindre der er tale om groft svigt eller misbrug - og selv her er det endda tilfældet mange gange.

Temaet blev aktiveret igen i går for mit vedkommende. Jeg så "Shine", en film om det australske vidunderbarn, koncertpianisten David Helfgott, der havde et meget traumatiserende forhold til sin manipulerende (og selv traumatiserede) og dominerende far, der gennem et halvt liv undertrykte stakkels David og spillede på barnets (og den unge mands) skyldfølelse og ansvarsfølelse overfor familien.

Jeg ved ikke om det var temaet selv eller den helt igennem blændende fortolkning af skuespilleren Geoffrey Rush, der rørte mig. Måske var det begge. Men pludselig gik det op for mig at livet består af øjeblikke. Små stumper af tid, der pludselig bliver helt definerende for, hvordan det går videre. Nogle kalder det skæbnens små puf, men ihvertfald er det sikkert, at alting kan forandres på et øjeblik, noget jeg selv har oplevet ved en del lejligheder.

Med vore børn har vi chancen. Chancen for at videregive og pleje kærligheden. Chancen for at vise, at det gør en forskel. Alle disse øjeblikke vi gennemlever. Alle disse intense nultider af lykke, vi får indsigt i. Alle disse muligheder vi får for selv at skinne som lys i mørket og fremfor alt at lade vore børn gøre det gennem den kærlighed de modtager fra os, og som de uvægerligt selv vil videregive, hvis vi forstår ansvarets omfang og kærlighedens nødvendighed, både som personlig drivkraft men også som en nødvendighed for artens overlevelse.

Lad os møde børnene. Aldrig krænke dem, elske og ære dem, og derigennem ultimativt os selv tillige. Lad det være mit største ønske for året, der kommer.

Et stort tak til alle jer, der har bidraget med varme, humor, indsigt og kærlighed på min lille cybermatrikel i året der gik. I har jo alle vist vejen på hver jeres måde med jeres rummelighed og visdom.

Rigtigt godt nytår til jer alle fra mig!

The perfect stranger

27. Dec 2007 11:02, Penpal

Når jeg står ved mit vindue i stuen og ser julens lys miste sin glans eller fylde eller meningstomhed fordi jeg pludselig ser den som noget helt andet, tænker jeg på fremmedgørelsen, et ord der næsten er fremmedgørende i sig selv og udspringer i det punkt man når til, når man pludselig ikke kan gennemskue formålet med de traditioner man finder sig selv fanget i og af. Det kan lejligheds også vise sig som et ord, der mister sine associationer i det bevidste sind, eller et navn, der lyder som et fremmedlegeme, når man siger det eller smager på det. Eller som en anden, der stirrer tilbage fra spejlet en tidlig morgen.

De rammer man har bygget tilværelsen op omkring, brister pludselig og en befrielsens boble stiger til himmels. Den overvældende friheds perspektiver er på en gang skræmmende og næsten ubeskrivelig. En fødsel, hvor referencepunkter forveksles med erfaringer der antager forbudtskiltets røde kryds. Noget der tages udgangspunkt i at tage afstand fra. En slags dødvægt, der skal bevares og rystes af samtidig. Svært og potentielt traumatiserende, for barndommens misbrug og normative præmisser bliver en flamme, der langsomt brænder ud for at give plads til et mere naturligt lys i tilværelsen. Det er en proces, der gentager sig flere gange i tilværelsen. For os alle, på forskellige niveauer. Det er naturen, der trækker vejret. Skæbnens åndedræt, sådan lidt bombastisk udtrykt.

Pludselig taber man tråden i det.Pludselig er det som en lang bustur over sletternes ødemarker, hvor solen står lavt. I en Greyhound med skoene sparket af og fødderne trukket op, og jordforbindelsen droppet med hagen hvilende mod knæene.
Det giver en varme som er fysisk i sit formål og følelse. En slags overlevelsesmekanisme hvor man tvinger kroppens løsdele til at tale med torso og forhandle nye præmisser for fremmedgørelsens ubetingede nulstilling. Urmenneskeligt og en del af designet. Og skoene kører, og rutcher frit og let frem og tilbage på gulvet. Efterladte uden ejermand og tyngende retningsbestemte fødder. Kun dikteret af de små rystelser der kommer fra dieselmotorens anstrengelser og kurvers uforudsigelighed og vejes uransagelighed.

Ingen ved indledningsvis, hvor rejsen går hen. Og tiden fordrives med at tælle forlygter på spartansk opmærkede køretøjer rejsende i modsatte retning, på vej andetsteds til andre virkeligheder lige der, når mørket falder på og livet sættes på autopilot og tilliden til det ukendte skal stå sin prøve. Roen i bussen er påfaldende. Man kigger sig omkring og ser de andre rejsende kontrollere sin frygt på hver sine måder. Man mærker en slags lydløs underlægningsmusik, der varsler forandringens komme, truende for nogle, løfterigt for andre, som det næste hjerteslag, det næste øjeblik og det sidste krampetræk.
Og vi har alle denne krop med. Dette sind. Denne virkelighed som vi forholder os til. Som metamorfosen. Sangen om det, vi byggede vort liv op omkring, bliver skinger og klagende og pludselig blød og rund. Som bølger i havet og ekkoet i den mennesketomme dal.

Og lyden forplanter sig. Fra træer og klippevægge og vandrer igennem os. Ryster vore sjæle sammen og kysser os kærligt og beroliger de af os, der ser apokalypsens skræmmebilleder i stedet for at se hinanden.

Når hjertet falder til ro, ser vi at rejsen i virkeligheden også går indad. Vi løser samme gåde, for vi er delagtige i samme mysterium. Og svaret ligger lige foran os som i alle subtilt anlagte mysterier og intriger. Det er introduktion til magi. Det er det åbenlyse, der kysser os kærligt på panden og fortæller os, at vi i virkeligheden leder efter os selv, på denne rejse. Hvem vi er. Hvad vi elsker og er bange for. Vore mangler og aspirationer. Vor evne til at elske betingelsesløst. Vi fødes med denne evne og i takt med evolutionens åndedræt trækkes vi længere og længere væk fra denne essens. Det savn vi så automatisk vil føle stammer jo helt tilbage fra moders favn, fra skødet og den vægtløse tilstand i total fred og harmoni.

I en virkelig verden vil vi allesammen gerne tilbage hertil. Tilbage til billedet af os selv. Et billede der forandrer sig gennem tilværelsen, men som vi er rædselsslagne for at se på. Men en dag behøver vi ikke frygte os selv eller vore medmennesker. Vi bliver i stand til at elske uden omsvøb. At se vore medmennesker i det spejl, hvoraf vi selv er født. I det billede vi vil lære at elske gennem forståelse. Og følelser og intellekt bliver til en højere enhed og ophæver måske hinanden eller bliver til noget endnu større.

Gad vide hvor mange mennesker der på den måde oplever genfødsel i levende live. Fødsel som en form for død. Gamle former og mønstre, der opløses fordi de skal. Fordi bevægelsen er uendelig. Fordi vi skal med. Til næste stop. Næste trin. Vi skal udvikle os som mennesker. Det er en del af vor overlevelse, og vi bidrager alle mere eller mindre frivilligt til denne proces, der er så subtilt styret af den guddommelige natur. Den storhed der ligger i selvfølgeligheden. Den erkendelse der melder sig, når vi ser, at vi ikke styrer noget, ikke kontrollerer andet end vore egen mod- eller velvilje til at tage med på denne rejse.

Tilbage i stuen har mit varme åndedræt tegnet en cirkel, der slører mit ansigts spejlbillede. Udenfor anes kontourerne af de lys, der engang betød noget, jeg ikke længere erindrer, hvad var. Tilbage er billedet af det ansigtsløse menneske. Hvor der er gjort plads til nye former. Et ansigt uden fordomme som bygget på modet til at være det menneske, der var planen fra starten. The perfect stranger. I en på mange måder perfekt verden. Hvis vi tør. Hvis vi vil. Vi har det hele i vor hule hånd, hvis vi tør give slip og tro og have tillid til vor eget potentiale, vore egen eksistensberettigelse, vor egenkærligheds styrke.
Langsomt ser jeg duggen opløses og dit ansigt toner frem fra mørket.

Og jeg mærker et stik i hjertet og ved, at jeg er kommet hjem.

Wankelmod

21. Dec 2007 11:47, Penpal

Han står i døren med armene foldet i et beskyttende kryds.

På bakken ved indkørslen holder bilen, der skal flytte de fysiske rester af hjemmets trofæer. Dørene er åbne, og bagageklappen.
Hun vandrer forbi ham med favnen fuld af minder.
Det undrer ham lidt, at støvsugeren kan have nogen som helst form for affektionsværdi.

Men det har den lige i øjeblikket. Det må være noget med at modellen ikke laves mere. Og vist heller ikke i den farve. Gad vide om man laver rødbedefarvede poser, der matcher ? Og blenderen. Hvad med den. Var det tomatsuppens endeligt ? Nej, Knorr laver vist..

Det ser egentlig lidt komisk ud. Sådan en stuepalme på bagsædet af en Cortina. Den har runde lygter og er lavet af Ford. Kølegitteret knurrer af ham. Også selv om han egentlig ikke har gjort den noget. Altså lige bortset fra at smile af dens linier. Den har tynde dæk og ligner mest af alt en opfindelse, der er ked af dens egen eksistens.
Den må have været stolt engang, tænker han, ligesom jeg. Man har frataget den storheden og selvrespekten ved at opretholde noget, der hører fortiden til. Det er lidt synd at blive betragtet med overbærende smil, når man engang har været state of the art og attråværdig i ligusterfacisternes blæreparade. Det kan bilen jo ikke gøre for. Den har været en ydmyg tjener i alle disse år. Samme lak, enkelte ridser, men stort set den samme. Der er ikke så meget erotik over den, som den står der. Den er ikke sexet mere.

Det ødelagde Felix Wankel med sin frække trekant af en forbrændingsmotor. De tyskere, med deres traditioner og opfindsomhed og grundighed, tænker han. De har det med at løbe hen over os med deres irriterende talenter og tyske mænd med danske hensigter. Hvad er der nu i vejen med at være røvballedansker på flade fødder? Vi kan da også noget.

Jeg kan, tænker han.

Cortinaen, som godtnok ikke er dansk, kan da også. Den kan flytte mennesker og blendere og stuepalmer.
Ikke graciøst og brølende, men tøffende og ydmygt. Mon det er noget med manddom ? Noget med at vise styrke ? At nedlægge byttet og slå sig på brystet og brøle. Noget primalt, ufortalt, urgordisk, der slår knuder på forståelsen af stilstandens fortabelse.

Han kan også flytte sig. Mest fordi han nu pludselig bliver bedt om det. Både fra døren og i det hele taget. Der er ikke plads til både tørretumbler og ham i livets mere pragmatiske fortsættelse. Det er nok godtnok, tænker han. Jeg kan også bedre lide at lufttørre.

Han skifter stilling igen, og bukker og dukker som en gammel bokser mens trafikken fortsætter. Mit ben sover, tænker han mens han bliver opmærksom på sit armkryds. Gad vide om jeg altid vender armene således, tænker han og prøver et par gange at vende dem anderledes Men de vil sidde sådan uanset hvor mange gange han prøver. Det kan man ikke uden videre lave om på. Det er nok meningen at man skal være som man skal være, og det gælder helt ud i armene. Eller er som man er. Måske er det måden man er på, den er gal med? Eller måden man vælger at betragte på? Og er det et valg? Har det noget med modenhed og rummelighed at gøre?

Rummelighed? Det ord minder ham mest om bagagerummet i bilen. Måske kan Cortinaen hjælpe? Den virker ikke så rummelig. Den ser anstrengt ud og virker nærmest tvunget ud i noget, den ikke bryder sig om. Sådan er livet, flyttedage og små rum. Vi må lære at krybe for at holde os oprejste, tænker han.

- Grib, siger hun og kaster nøglerne på vej ud med de sidste plastikposer og flyttemappen mellem tænderne.
- Tømmer du lige postkassen de næste par dage og taler med varmeforsyningen, siger hun sammenbidt uden at vente på svaret fra ham.
Cortinaen sætter i gang i små ryk. Motoren klager sig men overgiver sig alligevel, og lyden bliver langsomt svagere selvom den anes en rum tid.

Han lukker døren. Og vender rundt og mærker pludselig, hvor fodkoldt der er. Kassen med julekugler står tilbage.
Han løfter låget og ser at alle kuglerne har forskellige farver og nogle har endda sneglimmer pålimet. Kun få af dem er gået i stykker.

- Tyske traditioner, tænker han, og sætter låget omhyggeligt på plads.

Mangler

20. Dec 2007 12:04, Penpal

går på universet
lært og klog
og langt vækst
hjemmefraværende
brysk og brynjeklar
hjælmer ikke
før
verdens stationers
endestop
nås
somre overvintres
ser store sammenhængsler
holde døre
hælde skrå
binde dødvande sammen
intuel og alvidig
ser treerne gro ind i
fire himles favn
og blomsterne ud i
fællesskabets navn
lyst til både
savnfortalt
spundne fortællinger
ej blot til rødt
gulligt dødt
naivgrønne gemmer til
slankede forventninger
livsanorektisk
appetitforvrængende
vridsløse lemmedaskende
ligegyldige arme
optimistiske øjne
lemfældige hjerter
stop maj
mit min
vores vore
taksigelsers
tomstokkeafmålte
råb om retfærdighed
se mig, se dig
se os
se ud over
næsetippens vip
til mørkets fordels
bagdelte trettentalte ulykker
rykke
en
to
krydstov over
mangler

Stillehjulet

17. Dec 2007 11:35, Penpal

Nu er det snart. Om lidt bliver der så stille.

Det er så koldt om morgenen, og livet holder rimtunger for tandfeer i hvide belægninger med julebeskyttende nedfrysning af det uundgåelige.
Døren vil blive lukket en sidste gang med lyden af definitet.
Lyden af affærdigelse og afklaring. Og stilheden vil være påfaldende. Selvom om man undslipper sit fængsel, er der verdener på begge sider af gitterdøren.
Verdener med skønhed og længsel og famlende fingre. Steder med skrå vægge og duggede ruder med isblomster og billeder af en forestillingsverden ingen af os havde fantasi til at se på og væk fra.
Og livet vil iføre sig nye masker og velkendte hjørner vil være fremmede og farlige. Mørket vil fremstå i et sært lys af forandring. Og jeg vil savne det og dig.

Juletræet vil være pyntet med kugler og kræmmerhus og lade som ingenting. I andre stuer vil det sprede glæde og hygge og sammenhold og minde mennesker om, hvor dejligt vore rødder føles. Hvor farligt det er at være lykkelig, hvor uundgåelige disse sving tilværelsen tager er for os, der vælger at køre med.
Og mennesker vil tage hinandens hænder og danne kæder og synge sange om kærlighed og tindrende frosthårde hjerter og barnegråd.
Og tilværelsen fødes påny og druknes i gavepapir med indpakkede intentioner og minder om glemte dage.

Et sted derude i en lille stue, vil en kvinde tage ordet og synge en sang for sig selv og alle os, der kører med på 3.klasse.

Some day
when my crying's done
im gonna wear a smile
and walk in the sun


Der vil ikke være så meget jul i verset, udover det håb, de simple strofer udtrykker. Men hun vil tro på det, fordi hun må. Fordi hun skal. Fordi vi alle skal.
Og solen vil bryde frem i hendes og vore hjerter. Vi vil vide at sommerens farvel er flygtigt som livets lykke. At vi er bestemt til denne forandring. At vi ikke kan overleve uden. Og at smerten er en del af glæden og lykken. Til sidst vil vi lære at disse modsætninger må leve sammen. Det er det modtryk tilværelsen bruger til kærligt og nogle gange brutalt at overleve sig selv gennem forandring.

Og sneen vil falde, træer vil visne, smil vil fryse og blomster vil trodse. Naturens kredsløb vil vriste sig fri af alle lænker. Det vil tage sine ofre, løbe sine veje og gøre plads. Den vil favne os og takke os. Og vi vil føres med som små nedfaldne blade i bækken. Vi vil acceptere ord som skæbne og trøste os med at vore fiaskoer er brikker i et større spil, og vi vil tilgive os selv for at være mennesker. Vi vil lære og forstå sammenhænge, der før ikke var klare, og lige der vil stjernen lyse klarest for os og afvæbne vore fordomme. Dette kig indenfor i noget så stort vil få frostens forstummende effekt til at bjergtage os. Og vi vil være rustet til næste katastrofe. Vi vil vide at i ansigtets fuger ligger livslektiens kapitler begravet, fordøjet og fortrængt.
Men øjenene vil være klare og tro, ryggen rank og hænderne foldede.

Om lidt lukkes døren for sidste gang. Og der vil være stille.
Så stille at tilfældige løgne fra fortiden vil afsløre sig selv. Der vil ikke være veje ud. Disse løgne vil fare rundt indtil de mødes og fortæller sig selv for et publikum, der ikke længere vil lytte til deres historier om evig lykke og troskab. Og stillehjulen vil fejre sig rund igen og flytte sig de forudsigelige afstande fra næse til mund. Og ordene vil blive udtalt af de, som forstår.

Og i stuerne vil mennesker holde om og ønske hinanden en rigtig glædelig jul.

Forpost

15. Dec 2007 16:18, Penpal

de falder
derude
som små dryp
fra himlen
som skaberens
evige
stråler af lys
oplyser de
mørkets fylde
af mennesker skabt
i kærlighedens
kontour
som mangfoldige
ansigtsløse træk
færdes de
iblandt os
som engle
med hjertets
berøvende sus
af illusionen
om kærlighedens
styrke
og uendelige
skønhed
når
vi sammen
drejer rundt
svævende
i mørket
og ser
i åndedrættets bug
med øjelukkets nu
og himmelstrakte hænder
og mærker
nådens favn
og livets
brændende pagt
som forpostens
flagrende røde flag
som en
alt for sen
sommerdag
retter vi
ind
puster ud
falder stille
ned
med besked
derudefra
og ved
at alt
en dag
bliver godt
igen

Fingerlykke

14. Dec 2007 12:11, Penpal

i dine klare
øjnes
blå spejl
med dine
små hænders
fingergreb
og
trofast spontane
hold
med dit smils
berusende fylde
og din
lille krops
selvfølgelighed
uafviselige kærlighed
synger du mig
afsted
mod livets plan
som opus magna
med takstok
og små vink
som nodearketypers
vingeflugt
mod varme himle
og regnbuers strøgtanker
i
flygtig skønsang
fri og fanget
i lysets pragt
fjerner du bakkens
tyngde
og dalens suk
med frygten
blandet
i opløsnings farver
og frihedens engel
så ganske nær
fortæller du
uden ord
nænsomt og fast
med trippende fødder
og fremstrakte arme
at kærligheden
varer evigt
og altid og
om igen
at blodets bånd
aldrig brydes
at lyset
aldrig slukkes
at miraklet aldrig
bundfældes
når det først
er sluppet
fri

Syntetisk

11. Dec 2007 10:05, Penpal

tak
for tusinde
søvnløse nætter
for indsigt
i forgængelighed
forfængelig falskhed
for angst
og tomme løfter
og fyldte bægre
for fremskridt
og tilbagetog
for kniven
og saltet
for kærligheds
smerte
og nattergale
fingerkys
for millimeterdybe
replikker 
i afskedens time
for vægten
på tungen
for gråd og
sjælransagelse
og frihedens
luft
for dit væsens
knoldrod
og kolde hænder
og livets skønheds
evige søgen
mod sandhed
og nye sletter
hvor huse bygges
på urias post
for strandede
og tilsandede
håb
for talegavens
flugt og ønske
om at tæmme
og fastholde
dette liv
i billeder
af syntetisk eksponeret
falmet og flygtig
lykke

Frit fald

7. Dec 2007 12:53, Penpal

I dag er det 66 år siden. Stolte mænd med vinkelrette holdninger og kontrolleret  frygt stod på skibe og var tavse og troede at verden var deres til eje. Dødelige hensigter og bagsmittende moral sendte tusinder til deres vejes ende for en sag ingen inderst inde turde tilslutte sig eller lade være. Det blev starten på enden for hundredetusindvis.

Ingen kendte på det tidspunkt den fatale konsekvens som Little Boy og Fat Man senere skulle påføre et helt kontinent og deres arvefølgers uskyldige. Få år senere, i frit fald en dag i august. Mødet med jorden, mødet med fremtiden, mødet med den definitive død. Et hvidt lys og livet og døden kickstartet som paddehatte i augustvarmens dis.

Det startede ved morgengry og illusionen var total. Det var nok ikke rendyrket ondskab men snarere forblændet idealisme og storhedsvanvid i en apokalyptisk cocktail.

Hvilken ære blev der mon kæmpet for? Hvilket billede blev tegnet. I mænds hoveder. I mænds moral. I mænds bevidsthed og forestilling om storhed.
Lavtgående med øjenkontakt med havnekajens kaos. Væltede fæstninger og menneskeliv som vuggende trofæer i vandspejlet, med tomme øjne, indsmurt i olie og blod.
Røgtåger og kaos, kanonild og torpedoplask. Skrig og knyttede næver. Afmagt og himmelråb. Forbandelse og fortrydelse. Familier der blev adskilt for evigt.

Faderløse børn og enkepiger og skoler uden liv, tomme øjne og iturevne drømme. Sønderbombede forestillinger om lykke og paradis.

Altsammen startet for 66 år siden i dag. To tredjedele af djævelen i os var til stede den dag i december. Den dag hvor døden i få hundrede meters højde stirrede os allesammen i øjnene. I vandspejlets refleksion af vor sjæls mørkeste og mest destruktive side, vor uigenkaldelige frygts genspejling.

Om præcis 600 år vil han måske igen dukke op og færdiggøre sin symmetriske trilogi og vise os, om verden er skabt i hans billede eller i forhåbentlig erkendelse af, at slaget blev tabt den morgengry, midt i Stillehavets røgtåger. Den dag verden gik amok, af lave og aldrig blev den samme igen.

For selv gennem dødens og vanviddets røgtåger vil livet leves,
vil livet finde en vej, i frit fald mod bedre tider.

Håndtaget

3. Dec 2007 10:31, Penpal

Jeg forstår pludselig godt ham Auden.

Forstår at tiden nødvendigvis må gå i stå, at stjernerne må slukkes og skovene fejes op og sammen i sindrige stakke vi kan kontrollere eller afsætte økologisk klimatisk ansvarligt.
En vinteraften i fugtigt råmørke er det påfaldende hvor ligeglade postkasser, biler og gadelygter er med tingenes tilstand.
De bliver ubarmhjertigt ved med at opretholde de positioner de er blevet tildelt af ligeglade mennesker med ufølsomme jobs og praktiske intentioner.

Måske er jeg også selv ufølsom, tænker jeg. Der er jo ingen håndgribelige beviser for at jeg drømmer om Afrikas børn, truede dyrearter eller ensomme mennesker, når jeg søvnløs i endeløse rotationer gennemfører en nat . Et sted i universets eller menneskets mangedimensionelle univers er der sikkert plantet et håndtag, der kan drejes hen på overlev, når bilerne og postkasserne kræver det. Håndtaget peger opad i denne tilstand, og det er praktisk, for så kan skyklapperne og andre nødvendige foranstaltninger hænge her i økologiske plastposer og medbringes overalt, hvor livet bliver konfronterende.

Og det er ikke fordi mennesket er skabt til at være indifferent eller ligefrem afstumpet. Det er loven om prioritering og profit. Loven om brødets liv og død. Det var dengang manna faldt fra himlen og ikke lå i nærheden af Thise.
Det er noget med rummelighed, har jeg hørt. Ikke at jeg forstår hvad der egentlig vækker min egen empatiske side, hvis man da ellers har en sådan.

Selv vandpytterne er påfaldende kolde, hvis man bukker sig og stikker en finger ned og får jordforbindelse. I kuldens smerte føles det også som om at fliserne på fortovet ikke nødvendigvis har forstået alvoren af situationen.

Det er som om, nogen har været her for længe siden. Nogen - eller noget, der har taget flugten på grund af kulden - er jaget væk af frygt og afmagt og ensomhed. Som et hus, der står halvt færdigt. Uden tag eller carport, og intet lys over døren. Bare brokker og brok.
Regnen pisker køligt mod ansigtet og kulden bider i alle fremstående dele. Det gør næsten ondt at trække vejret. Ondt at leve.
På den anden side af vejen lokker det vippende skilt med mad lavet af mennesker der er ligeglade, ja nærmest alt for glade.

Jeg krydser via zebraens ryg, og mærker næsten ikke, at skoene er våde. På den anden side venter Paradis, opvarmet lykke og kunstigt lys.

C

30. Nov 2007 10:27, Penpal

som den tredje
selvfølgelighed
i forståelsens
række
af fortættet forklarings
symbolik
som buer
og streger
af liv
mellem stumhed
og forklaringsmørke
der rækker ud
som famlende
hænder
i menneskelig
afstand
står du
insisterende smuk
som kærligheds
manifest
og stilhedens
suk
som halvmånens
ledestjerne
overskygger du forgængeres
tosomheds begyndelse
og
jeg drikker af
din kop
hviler i
din skål
bades i
dit lys
og skærmes af din
åbenheds beskyttende
favn
og jeg
holder vejret
for sidste gang
trækker knugende
mit lod
i håbet om
at cirklen aldrig
slutter
at håbet aldrig
slukkes
og
kærlighedens skrig
som hviskende stemmer
bliver hørt
og set
igen

Mindgames

28. Nov 2007 13:50, Penpal

gennem røgtågens
lurvede motiver
mellem
tvivlende
og tillidsfulde
tangenter
melder søvnen sig
under huden
i sagtmodige
trillers anslag
fra klaverets
smukke hvide fingre
med de
sorte negles harmonier
brændende øjne
varmer ansigtets
maskepikante fortoning
i dunkle lokaler
som musik
fra en verden
med smækkende døre
og åbne vinduers
gennemtræk
som klokkens
brutale tjener
der katatonisk
vandrer sekunder
videre
og hen
hvor fremtid
er fortid
er vanvid
og smeltevand
i brændpunkts centrum
hvor dagen
bryder frem
når lysets stråler
opløser
mistrøstigheds hold
og stagnerende kurver
som små pikante
anslag af
tilsagn fra
livet
der strejfer
smertelandets grænser
som strygende
sagte toner
når
jeg forsigtigt
kysses igen
og ved
at du altid
bag mine
lukkede øjne
vil være
lige
her

Matrice

27. Nov 2007 09:25, Penpal

Armagedeost
Cykelturban
Spildevante
Sommerluftkastel
Drømmetang
Byldepestilens
Tavlerensdyr
Skabselskovbund
Afladsbrevpresse
Voxpopsmart
Vinylfixstjerne
Pseudonymåne
Paraplykologi
Pillevragrest
Subsidiærtebøsse
Banjomusketer
Vinkearmod
Krampedach
Koleralight
Kyssesøster
Flaskehalsbetændelse
Sørgebindeværk
Lykkepilfinger
Knoglemarvin
Grøftegravsted
Vandløbsledelse
Kaospragmati
Kælderkoldsved
Smertetærskelvogter
Fatamorgenhår
Spindoktrin
Kamasutteklud
Tandpinebænk
Noksagtmodig
Stjernekighoste
Rigormortensaften

nothing really
matters ...

Kamaloka

26. Nov 2007 10:13, Penpal

Det er ikke
dig
jeg elsker
når jeg græder
i nat
ikke din duft
jeg savner
når jeg sover
mig væk
ikke dit smil
jeg ser
i fremmede
ansigters glød
det er ikke
hullet
efter din favn
jeg falder imod
når verden
vendes rundt
i kvalmetågers
tankestreger
af sorthvide
motivers
expressionisme
fortegnelser
og forregnelsers
facit
hvor alt
jeg egentlig fik
kun var
skyggens traume
af savnets uforløste
afdække
af det
jeg aldrig
så lande
slå kløer
i ryggesløse
stykker af
svigtet liv
og skoldet lykke
blive skulderkold
i fravejrets
og viddernes
vindblæste mangel
på kærlighed
på tillid
og tro
på tanken
om
dig

Cirkelblomster

22. Nov 2007 10:37, Penpal

som sprøde
spanske toner
vi frem
fra sjælens mørke
som venner
i fællesskabets ånd
som prototypens
arketypes antistof
af mennesker
vi elsker
som manifest
af eviggyldne stunders
rod
at være en del
af livets storhed
uden fordommes åg
som det lys
vi rummer
og bærer
i denne favn
at dele
denne skønhed
græde disse tårer
der aldrig tørres
i fremstrakte hænders
skygge
og mens tiden
kærtegner
vore mishandlede
kroppe
vokser historiens
samling
af
falmede fotos
mens vi langsomt
rammes ind
og falder fra
som små cirkelblomster
strøet
sidst på sæsonen
i børnehænder
plantet i
uskyldens
og tillidens
tro på
kærlighedens
uforgængelige
evige
flamme

Lector

21. Nov 2007 09:17, Penpal

i rette sat
i forsyns
lænker
fremføres vi
for
tilsyns åsyn
platonisk skyldig
i livsforelsket tro
og
hammerens slag
falder

blødende knæ
der vaklende bærer
på misforståelsens
dødsødne lås
som
tolv slag

menneskets kors
der
bøder og bløder
for synder
og livtag
påtaget med
knuste lemmers
stille skrig
i lænkens pagt
ført ud
med bøjede
glimt
i øjetørkens
spejl
møder vi
vor sidste
skæbne
med blomsten
knuget
i
håndfladens mørke
og takker
for nådens
lys

Besøg

19. Nov 2007 13:19, Penpal

Sidder foran det summende køleskab. Er lige mødt ind på jobbet og kaffemaskinen står stadig og snøfter melankolsk i baggrunden. Min kop damper og sender javaspiraler af velvære ind under næseryggens tag og jeg trækker vejret dybt og tungt en enkelt gang og ved min udånding er det pludseligt som bliver jeg vugget i min mors favn. Jeg er omsluttet af kærlighed og tryghed. Alle slagene er slået, tabt og vundet. Og jeg ligger tilbage, frotteret og stadig varm fra lørdagsbadets kartasis.

Der er stadig stille, men om lidt vil flere dukke op og forstyrre morgenfreden. Flere bankende hjerter og vandrende fødder, vinkende hænder og pegende fingre, brændende sjæle og velmenende blinde.

Lige før arbejdsdagens daggry er luften pludselig så let. Jeg mærker det så vidunderligt. Et sus går gennem mit indre og hjertet går nærmest i stå i en frysende bevægelse af ultimativ ro. Jeg er plugged. Jeg kan mærke det spirituelle sus i oplevelsen. Det er det her, der tales om i skrifter og sange og poesi om vor eksistensberettigelses absolutte nulpunkts rod.  
Jeg er vægtløs og urokkelig og verden danser forbi i flyvende tæppers efterskrifter med billeder af den større sammenhæng og skønhed der er gemt i vore kollektive ubevidste kamre af karmisk ophav. Jeg fatter det ikke men mærker og fornemmer så tydeligt dette væsens nærvær og storhed.

Jeg sidder her. Ufødt, hvor i morgen er en side i en bog med fortabelsens opskrift på gårsdagens lykkepillers placebo.
Det er vidunderligt. At være astronaut i sit eget verdensrum.
Alle bekymringerne farer som små biler frem og tilbage i parallelle baner dybt, dybt under mig.
Velværen er så udtalt at jeg har glemt mit astral og æterlegemes flydende overgange. Jeg tænker ikke så meget, men alligevel slår det mig pludseligt hvad total lykkefølelse er, og det er skræmmende fri af alt det, der står nedskrevet på opslagstavler og ønskelister i mit krakelerende ligusterunivers.

Verden omdannes pludselig i billeder til denne labyrint der fører derhen, hvor intet og alting sidder side om side. Hvor linen er løbet ud, og det er godtnok at være nummer tre fra venstre. Jeg tænker, at jeg godt gad vide hvorfor vi spredes over så store vidder, med så forskellige gaver og prøvelser på vejen, som både starter og slutter lige her. Dette slør af bedrags vildfarelse. Indtil vi er døde og dermed levende nok til at tage imod intethedens tomhed som den sluttede ring. At kunne knæle og føle ydmyghed og storhed i begge bens svævende jordforbindelse.
Hvilken kontrakt er mon indgået der afholder alle fra at føle denne intetheds fylde så rent og klart som lige nu? Måske er kloden en mikroorganisme i et større væsen, og summen af alle disse liv bare er et hjerteslag i et supernovisk kædereaktion. En fødsel af en større sammenhæng hvor uforgængeligheden kræver tilpasning og dårlige erfaringer som en resistent mikrobe i et farligt og vildfarent univers.

Måske er vi alle sammen heldige en dag at ramme denne tilværelses pauseknap, når forklaringshelvedet tager overhånd og absurditeten bliver grundstene i dobbeltmoralens afveje. Måske havde Wachowski brødrene fat i noget. Måske får vi lov at vælge vor egen virkelighed i en verden delt op i forskellige lag, som vi så kan vælge at lade os synke ned gennem, indtil vi rammer bunden og ser, at det hele bare var et spil. En illusorisk bevægelse gennem de 4 elementers overlappende bedrag. Måske ophæves vi dernede til det følelsesfravær, der sender mig rundt i min sølvgrå dragt i denne morgenstunds stilhed.

Svingdøren går knirkende op. Hjerterne kommer med deres lidelser og bankelyde, mens den første telefon ringer og sætter spillet i gang igen..

I den anden ende af røret sidder et andet menneske. En eller anden vil sige ”hallo” og bede mig hjælpe med at komme videre ud i intetheden.  Han vil være høflig og ikke vide om min tid koster penge. Når røret lægges på, vil det måske være vigtigt at have bevæget sig 12 minutter baglæns og have tabt et strygejern over fødderne på sig selv – et sted i labyrinten.

I den anden ende af røret er det måske i virkeligheden mig der holder vejret og stiltiende beder om at blive sendt tilbage igen.

451

19. Nov 2007 11:05, Penpal

spirende lykke
og pladsmangel
i mulighedernes
solbeskinnede
landskaber
af lethed
og leg
af
euforisk overskud
i tidens blænde
forvandlet
til fordrejede
drømme om
virkeligheds modlys
anes som
vedholden modsang
i stoprytmens
ridsede repeat
af udråb
og opråb
og urdrift
som selvskabt eskapisme
i kynisk
forvrængning af
læbers fugt
fra tungekys til
mavekrampe
og vink
med stive håndled
slørede øjne
og frosne smil
gemt i
gensidig respekt
for illusionens
afsporede inskription
om oprigtighedens
selvbedrag
på bagsiden
af medaljens
fordrejede mathed
i intetheds erkendelse
af æggende udvikling
som spejlets sløring
af farven
og duften
af oppustet
og udstoppet
kærlighed

Flammen

14. Nov 2007 13:06, Penpal

som lysende nymfe
svajer den
flakkende
og fortærende
over sit
bytte
opløser og
genskaber
det liv
der gav op
og bad
løfterne om
nye dage
blive indfriet
i rød
apokalypse
som sløjfer
og strenge
bundet op
i morgenluft
fri af
sjælens sodlugt
besmittede håb
og tremmekalves
klagesang
ud af fordomme
og
forventningers fangenskab
løbet varm
som
sodomas godmorgen
i orange uro
og henfalds
aske

Cyklus

12. Nov 2007 08:22, Penpal

med dit
farvel
og henkastede
vink
sløres det
tydeligt
at savnet
vil genopstå
på tredje dagen
i livet
eller efter
ved enden
af næste
møde
med kærlighedens
døgnrytmers
skiftende lys
og skæve smil
og vore pinslers
skrig og afsavns
vidder
samler styrke
til refleksens
sammensnøring
af
de store linier
i rødderne
af vort
summende facit
af svulstig
bølgegang og
nedgroet ophav
når solen
sænker
stråler af liv
i urhavets
svimlende dybder
til genfarvning
af trådenes
første prik
i livets hinde
og sidste stik
i verdens navles
midterste
mørkes
flygtige
punkt

Lost and found

8. Nov 2007 19:15, Penpal

Der er lunt i kabinens mørke. Bilens motor summer og hundredevis af heste bærer os frem.
Ingen galop eller trav - bare svævende gennem mørket som et lavtgående fly uden hensigter.
Foran sidder to af mine bedste venner. De småsludrer lystigt. Vi er på vej til det værste punkt på ruten. Kassel Bakker, med svimlende kurver og skarpe sving. Langt hjemmefra og halvvejs fremme.
Midt i Tyskland. Bare os tre.

Foran venter sneklædte bjerge.

Er døsig. Turen startede sidst på eftermiddagen i skumringslyset, og den fjerde passager, der har forskanset sig i stereoanlægget, synger med sprøde akkorder og et svulmende og ømt hjerte  velvære ud i landskabet omkring sig.

Her I mørket har jeg pludselig min rejseguitar i hænderne, og  jeg spiller med.  Og så med en hidtil ukendt sikkerhed, hvor akkorderne er mine venner, og mine fingre danser deres eget liv ud på gribebrættet for mig i mørket  - et sted i Kassel Bakker. Mine venner taler uanfægtet videre. Jeg læner mig tilbage i sædet og lader dansen fortsætte til de smukke ord, der pludselig er mine og altid aktuelle.

I try to see
the simplicity
that´s made out of wooden-log comfort.
But every time
You run through my mind
I cannot believe the sorrow I feel.

Jeg er Tim og han er mig i disse magiske sekunder, hvor vore øjne er lukkede. Og al hans magi er overført til mig. Jeg prøver at forestille mig et liv, hvor disse gaver var tilfaldet mig. Hvor smerte og kærlighed kunne udtrykkes på smukkeste vis, og forenes i en spiral af lys og velvære, og folk ville se det og nynne med og fyldes med velvære -  præcis som jeg denne aften i ingenmandsland. Jeg mærker den stikkende smerte af ensomhedens længsel. Næsten som var jeg genfødt fra et liv med mit livs kærlighed. Separeret fra min essens og livs grundstof. Et liv som tilskuer. Skæbnen overbragt i dur og mol og billeder.  Og jeg mærker savnet så tydeligt. Min menneskelighed - og overgangen fra vandbærer til rigtigt menneske med ønske om forsoning og fred.
I disse sekunder er alle mine sorger væk. For jeg hænger på korset og er tilgivet alle mine synder og himlens mælk drypper på mine tørre læber. Og man ser mig og forstår smerten og stormens højder og stilhedens dybder. Det er en puls vi alle kender, frygter og elsker. Denne uforgængelighed. Selv når de engang piller mig ned, vil resterne af mig samles et sted og blive til noget nyt. Jeg ved det, men tør ikke se det. Selv ikke med nagler i hænder og sjæl. For jeg er bange for stilstand og forandring. Bange for at stå og gå. Fange af mine egne fordomme om tilværelsens skønhed. Forandringens muligheder. At tro uden det berømte net.

Og her midt i mit eksistensminimum hænger jeg med knust hjerte og forstår min forelskelses omfang. Det er noget andet. Det har jeg egentlig altid vidst men aldrig rigtigt turde tro.
Men jeg ved, jeg er på vej. Langsomt.  Og musikken fylder mig med håb.
På vej. Til et sted hvor jeg er stjernen på min egen nattehimmel, et sted hvor man ikke er under anklage for at være født ind i dette liv. Med disse handlingers summer og facit som et skrig om fred og menneskelig fejlbarlighed.

Selverkendelsen er den strengeste dommer i dette surrogatfængsel.
Er der mon andre derude, der forstår, hvordan det føles. Når maskerne falder og man ikke kan finde sig selv i mørket – et sted i Kassel Bakker.
Mine venner foran smiler til hinanden og taler om gamle dage, om fællesskab og tegner billeder af vort mangeårige venskab med  varme og rummelighed, med fakter og øjne der lyser i mørket. Måske har de forstået at  livets ungdommelighed varer hele livet - og efter.

Jeg ser og hører og føler dem. For jeg er en af dem, selvom jeg ikke forstår det. Så er det således. Venskab fungerer også i mørke. I Tyskland. I Kassel Bakker.
Den ene prikker mig på knæet og spørger om jeg er sulten. Vi drejer ind og stiger ud af bilen. Der er forunderligt stille her i mørket, der kun brydes af de lysende skilte. Vore åndedræt laver rimtunger i natten, som da vi var børn med voksenlivets illusioner og røg uden cigaretter. Kulden vækker mig til live et sted langt hjemmefra.

Foran venter sneklædte bjerge.

Drømmekagen

5. Nov 2007 09:47, Penpal

En tidlig morgen på vej ud af døren til virkeligheden, lægger jeg mærke til stenene i min indkørsel. De er grå og hårde og virkelige. De ligger ikke længere jævnt fordelt efter det papirmønster en eller anden håbefuld parcelhusidealist engang sad og nørklede med ved kaffebordet en lørdag morgen for længe siden. De ligger i små bakker og dale og gør oprør mod en støbeformet ligusterverden, hvor alt vender rigtigt eller samme vej eller modsat i ens forskelligheder. Stenene har sat sig og lidt på tværs og vidner om, at der i virkeligheden ikke er noget, der som sådan lader sig styre hen i fastlåste billeder. Ikke engang fotoet selv.

Vejen væk fra huset er asfalteret. Sort univers af paradoksal metafor. En sort vej. Den burde være hvid og vise muligheder og indikere bevægelse og retning mod udveje. I stedet minder den mig om min autoritetstro automekaniske vejmani. At følge retningslinierne blindt med helt blå øjne. Det er så virkeligt, at det bliver helt fjernt, når jeg i skridtmarcherende takt rammer mit mantra og holder mig til vejen i stedet for at kravle over det nærmeste stakit. Løbe fra den glammende hund og ane den vrede haveejers tilråb i baggrunden. Knyttede næver og løfter om repressalier. Privatlivets fred. Og isolation.

På hjørnet ved første kryds står skiltet med gadenavnet og peger tilbage hvor jeg kommer fra. Det er blåt med hvide typer og fortæller mellem linierne, at det mærkelige vejnavn har historiske rødder, hvis man gider stoppe op og se efter. Det gør man lejlighedsvis. Så tænker man på, om skrifttypen er seriffer, og om fødderne på bogstaverne peger og er synlige og er miljøplanmæssigt korrekt overvejede på parcelhusidealistens idealvægt? Måske er de ikke. Måske skal skiltet ikke være inhabilt og vise vej med fødderne. Men det peger jo alligevel, sådan i sig selv, så måske er der en skjult dagsorden alligevel.

Ved den store tværgående vej rundes servicestationen, der pudsigt nok har barberet al service væk efter navneskiftet fra "tankstation". Begrebet dækker over en anden virkelighed. Self service - en ny smart markedsføringsstrategi, hvor vi betjener os selv i alle afskygninger - mere indgående og omfattende end vi selv aner. Det er uhyggeligt og virkeligt - isolerende som strømførende kabler mellem oplyste huse bag malede stakitter, hvor "velkommen" skiltene er afløst af "hunden bider".

Men den bider ikke. Ikke virkeligt og rigtigt. Det er kun i Frankrig eller på Sjælland. Der hvor de sælger aviser og viser TV og skræmmer livet af en i forvejen skræmt mand. Sikrer sig at han ikke tør hverken købe hund eller lade være. Banke på og komme uanmeldt på besøg i sit eget liv.
Hunden bider. Det gør den nok alligevel, men man opdager det måske for sent.

Foran bagerforretningen, der er anlagt så nydeligt med guldkringler og marengskys i oplyste vinduer med dråbeformede pærer, er der kun sparsomme parkeringsmuligheder. Man må godt komme her, men helst til fods og helst ikke i overfyldte biler med påtrængende påmindelser om velstand og forskel på folk og fæ.

For alle spiser kager. Der er ingen standsmæssige forskelle her. Selv de hjemløse nyder det, når budgettet tillader. I vinduet fanger en speciel kage mit blik. Drømmekagen. Den har tilranet sig en plads i virkelige rammer. Mellem Grønne Kaj og Hanekam. Den ligger der i lunkent lys og venter på at opfylde sit forløsende mål, pakket ind i hvidt papir med gyldne bogstaver - på vej hjem til en virkeliggørelse af en drøm om tilværelsens sødme. Kokoshimmel i brune nuancer og et legalt rusmiddel i en alt for virkelig verden. Så brutal og smuk.  Mine smagsløg famler i lommen, og der er jo lidt tilovers. Man er jo en af de heldigt bemidlede. Ikke noget stort, men gennemsnitlig nok til at det er virkeligt. Alt for virkeligt til en bagerforretning med drømmekagekys.

Og dørens klokke ringer så juleagtigt, selv på en tidlig mørk morgen i november.

Novemberlys

31. Oct 2007 07:36, Penpal

aftenrøden brænder
himmelblå minder
i blå
overgang
til midnatsfrost
og stjernetåge
sneflagrende
vejrmåder
samler
i slentrende
frysende basgang
stilhed
og engle
stimler sammen
i mørket
ved overgangs
hvide brændpunkt
og
møller og master
står i faste
silhouetter
mod horisontens
flammehav
og vogter landskabs
slumretæppe
og tågedale
når aftenlyset
slukkes
ved indgangen
til stilsomme
novemberdage
ved bagtrappen
med sovende dyr
og tomme gader
vuggende lamper
og mørke ruder
støvregns
perlerækker
af ensomt lys
forvandles
i vinterblæstens
snekæder
kulde ryster
grene
og årets farver
toner ud
med
de sidste billeder
af dit omrids
falmer og fader
i mol
og ly
af livets
afkald
på dagslys
og faunas
slumrende
håb

Dias

30. Oct 2007 11:23, Penpal

ser
livet rulle
forbi
i mørk
dias
oplyst af
skæbnens fortællinger
om menneskets
kamp for
stolepladser
og ståsteder
i
fællesrummet
med de mange
negativers aftryk
af positiv
længsel efter
din sommervarmes
duft
indrammet som
kafkamaskine og
sydende karma
i
positur
til øjebliksbilleders
ultimative
værk
som dansende kurver
af frosset transparens
sitrende kulisser
af klippefast kærlighed
der aldrig
fik
den chance
vor
chokblødende erfaring
gav indsigt i
før livets
løvfald kom
flagrende
forbi
timeglassets allersidste
korn

Spejderliv

26. Oct 2007 11:48, Penpal

Grønt er godt! Det sagde min mor altid med en lettere belærende mine, da jeg var barn. Og det er det da også. Bare ikke altid.

Jeg var en af de der børn, der skulle prøve alt. Og den nu hastigt svindende spejderbevægelse skulle da også have chancen. De andre børn gik der jo.  Der var byløb, og lejr og man lærte at gå i takt og være kæk. Jo, det måtte prøves. For det var måske kæk, jeg gik og ledte efter allerede dengang.

Nogle af mine kammerater, og dermed en stor del af min identitet, havde allerede taget springet.
For sådan en ved man ikke man er udstyret med fra barns ben, ja faktisk fra fødslen. Det tager mange et helt liv eller to at finde og udvikle den og måske endnu længere at elske den, der gemmer sig bag.
Men den er der. Hos mig godt gemt i usikkerhedens tåger. Autoritetstro og barnligt naiv som 10-årige drenge selvfølgeligt var - også dengang.
Der var meget prestige på spil. Kunne man slå et pælestik eller binde et råbåndsknob, så var mangen et pigehjerte vundet. Og var man heldig, undgik man så også sønderrevne underbukser og en våd bagdel efter et ophold i skolegårdens vandkummer.

Min far lod sig ikke imponere af råbåndsknob og pælestik. Han var fisker og kunne det der med begge hænder i mørke stående på ét ben. Men hvis knægten ville lære det og stritte med 2 fingre i det, han sikkert så som en halv honnør, så ville han i hvert fald ikke stille sig i vejen.
Han bakkede mig op. Han overraskede mig altid, når jeg satte mig nye mål. Og således også denne gang.

Spejderhytten lå pudsigt nok tæt ved Jehovas vidners rigssal – et sted hvor man gjorde nar af Gud og bibelen og hvor mærkeligt smilende mennesker, der havde fået en seriøs eftersidning som voksen, med alvorlige miner malkede batterierne i almindelige menneskers dørklokker og stoppede blade med advarsler om oversvømmelser ind under døren i håb om at blive hørt. Det var meget mærkeligt.

Spejderhytten stod derimod i skærende kontrast til dette mærkelige samfund.  Et symbol på rigtigheden i at selvstændigheden havde rod i at være flokdyr. Et paradoks jeg bestemt ikke kunne se pudsigheden i dengang.
Min far havde for en sikkerheds skyld købt en uniform til mig. Han havde fået den billigt, da den var lidt brugt, men det var da ok, for flot så den ud, og jeg havde iført mig den meget omhyggeligt til denne kritiske første dag i spejderhuset. Jeg havde spændt bæltet og rettet på skulderstropperne og alt var i orden.

Jeg skulle gøre min entre på de høvlede gulve og accepteres som en af dem, der bare ville hjælpe gamle damer over vejen og samle løst papir op på gaden og eskortere vildfarne hunde hjem til ængstelige ejermænd og kvinder og mestre alle mulige knuder og forviklinger og være helt rigtig på alle mulige måder. Med andre ord hjælpe de svage og være lidt stærkere end de stærke. Det var stort.

Det eneste jeg i dag rigtigt husker fra spejderhytten var de ca 8 skridt, der var fra hoveddøren ned til drengenes opholdsstue. Pigespejderne – FPF – havde også tilholdssted her i et lokale lige ved siden af, og jeg tror da, at man lejlighedsvis foretog sig ting sammen, sådan i tværfaglig ånd, for piger var jo piger – spejderuniform eller ej.

Jeg husker endnu så tydeligt den larmende tavshed og det efterfølgende latterbrøl, da jeg lidt for sent som den allersidste håbefulde aspirant på min allerførste dag åbnede døren ind til FDF ernes gemakker.
”Du skal ind ved siden af”, blev der råbt nærmest i kor, mens 10 årige drenge og en spejderleder med komiske shorts trukket godt op i landskabet, nærmest faldt hinanden om halsen af grin. ”Ind ved siden af”...

Da slog det mig, at der var noget galt. Udover latterbrølet, var der noget med farverne der ikke stemte. Alle bar grå uniform. Pludselig så jeg , at jeg var den eneste i en flot grøn uniform, og FPF er da ret tæt på FDF. Sådan må min far have ræsonneret. Eller også havde han ikke tænkt nærmere over det, for en spejderuniform er vel en spejderuniform ! ?
Eller måske var det min mors prædiken, der bare havde sat sig fast, her på min første og allersidste dag som spejder.
Måske er det derfor jeg heller ikke i dag er så vild med salat. Jeg ved det ikke.

For når man er 10 år, og grå manddom er alt i alverdens drengeøjne, er grønt aldeles ikke nødvendigvis godt.

Manus

21. Oct 2007 18:41, Penpal

mine hænders
fuger
viser dale
og kløfter
og abstrakte sommerfugle
frem
i landskaber
som skæbnens
fortællinger
om fremmede
verdeners
regnbuer
samlet
for enden
af mine armes
afveje
små femfingrede
spejle
til sjælens
mørke
og livets sol
skinner ubønhørligt
og lader vore
håb og drømmes
ufornægtelige
mening
afdækkes
knugende
og skånsomt 
i blodets prøvelser
på trods 
af spinkle led
på rejsens
tilbagetog
mod skumringslys
og
alverdens skabers
skønhed

Grundstof

18. Oct 2007 15:12, Penpal

Den er femkantet og alligevel næsten rund. Den ligger på bordet og er nærmest ligeglad, om jeg ser den eller ej.

Det er ikke fordi den har noget imod mig. Vi enes sådan set ganske fortræffeligt og har levet sammen sålænge jeg husker.
Iblandt når mine fingre nærmer sig, rører den uroligt på sig. Ikke i rykkende bevægelser eller på anden undvigende facon. Den flytter sig bare ganske nænsomt, næsten som for at teste mig, for at se hvorvidt jeg tager den op og mener det, og lader den åbne mig op og komme til ret.

I enden er den gule farve gnavet væk. En uvane jeg aldrig er sluppet af med siden jeg afsonede folkeskolehelvedets  9 år og blev smidt ud på grund af dårlig opførsel.
Man kan sammenligne den med bidepinden under amputeringen af alle sine idealistiske og medmenneskelige lemmer.

Gul torso. Underlagt Rød Viking.

Således ligger den der. Et levn fra en svunden tid. Og selv om minderne er bittersøde, har den alligevel altid været trofast.
Vi er som et gammelt ægtepar, der har genfundet lykken. Ikke fordi vi pludselig har slækket på kravene og forventningerne , men måske snarere revurderet dem i stærens grågrønne tåger, hvor tingene først bliver klare, når de udviskes.

Når jeg holder den i min hånd læner den sig trods vore uoverensstemmelser kælent imod mine hærdede håndflader. Ikke fordi den elsker mig. Her er bare trygt at være. Her er ingen misbrug, og det er godtnok bare at være gul, gammel,  gnavet og femkantet. Ingen sarkasme er påkrævet, så den behøver heller ikke være spids. I mange år har vi betragtet hinanden på afstand. Som to dansende entiteter, der venter på en forløsende relation eller et endeligt brud, som et smæld eller anden form for knæk.

Alligevel har den tålmodigt fulgt mig sålænge min art har eksisteret. Formidlet ordet, selv da tungerne blev skåret af i inkvisitionens smedejernstunge lænkehuler, da druknedøden og korsfæstelserne smækkede etniske fluer med fuldt sving og rene forbiere.

Det lader sig ikke bremse. Ikke på vilkår. Det satans liv. Det herrens liv. Det hundeliv.
Den har fortalt min historie som en del af sig selv. Endda før blyet blev indlemmet som grundstof i det periodiske kaos på plads 82 og adskilt fra de 120 mg jeg slæber rundt på indeni. Der var ingen plan med det. Det blev bare sådan. Eller det har jeg i hvert fald ladet mig fortælle.

I dag mange liv senere er billedet det samme. Lyset står lavt ind gennem vinduet, som dissekerer solens stråler i et gitter der oplyser og fordunkler resterne af dukkeføreren, der tøvende famler efter sin gamle ven. 

Og alt det vi mærker i mellemgulvet  som elektriske strømme på begge sider af vor hud, tegner en lysende silhuet af ubestemmelig form, der svajer let fra side til side.

Vi drages begge og holder vejret og drejer rundt.
Face to face. Der er helt stille.

Vi siger ikke noget til hinanden.

Høst

16. Oct 2007 09:48, Penpal

flakker tilfældigt
og stille
gennem
efterårsblæstens
farvestrålende
rulletekster
som
sorgløst nedfald
ingen tårer
eller fortrydelse
bare væren
i vejret
og samvær med
dovne træer
og flygtige
fugle
fødderne
er våde
og levende
og livet
trækker
selvfølgelige dage
ud
af universets
tidslommer
og helhedens
stillbillede
falmer
til bløde
taktslag
af pastel
metronome
makrokosmos
miniaturer af
liv
i alsidige
afskygninger
af en fælles
storhed
i eget
glansbilledes
håbefulde
manifest
klokkeslag
klarsyn
åndetræt
hjerteslag
fællespuls
fader
ud

China

12. Oct 2007 11:01, Penpal

Den er så delikat
dynamikkens termostat
mennesker imellem
tilpasningsknuder
på forventnings løkke
forevigelse og forening
og verdensyns kunstspring
håndstand på knive
blodig og sårbar
Ethos og Patton
samles til tragt
om brændpunktets bål
håndslag og logos
og blodbrødres levn
med holdningers kryds
og knuste hjerter
hældes og blandes
hærdes og tændes
danner et skår
og vælter i vinden

Uvejr

12. Oct 2007 10:11, Penpal

når det
trækker op
til mørkeleg
med tung
og truende
afsky
på himlens tag
og slagene
med kølig
præcision
drypvist regner
mod min
brændende kind
elsker du
mig så
inderligt
i dit ansvars
skygge
og din arvs
fortrængninger
tænder du
et lys
og tænker
på mit
ve og velvære
mens din
krop metodisk
udfører
sin pligt
føler du
dig også
krænket
når ordene
slipper op
og tavshed
bliver følgesvend
i årene
som kommer
på vejen
mod afmagtens
og misbrugets
indelukke
kuet
i tvang
og tugt
og evig
skam

Dråben

11. Oct 2007 14:06, Penpal

i kanten
af dårskabens
øje
med runde former
holdt sammen
af tanker
om længsel
efter ophavets
bundfald
slippes
hanens tragt
og tårens
kanalfart ruller
stilfærdigt
nedover
mod kindens
hulryg
hvor kysset
i øjenhøjde
møder
dampens ånde
fra sukket
og vejret
som holdes
mens der
forundret
kigges op
mod varmen
fra din
brændende
selvfølgelighed
svalet i
fugten
fra sihouetten
af dit
opslugende
nærvær

Skyggen

9. Oct 2007 10:00, Penpal

på vejen ud
står solen lavt
skyggerne har
lagt sig
på ryggen
strakt sig
og våben
går rundt
om rummet
med løfter
som alle
taler om
men ingen
tør se på
og væk fra
døren
som lokker
med åbenhed
og skærets
magnetiske fortegning
af oprindelsens
kilde
til storheds
forvandling
fra sjælens fængsel
til
autentisk menneske
svinger
til pulsens
åbningstakt
og er stadig
på klem
for disciplens
tørst
og vredens
hunger

Det kunstige menneske

5. Oct 2007 11:34, Penpal

Hvad er kunst egentlig for en størrelse ?
Har ofte tænkt over det. Hvem sætter reglerne for hvad der er kunst og kunstnerisk ?

Er det et maleri, hvem har så ansvaret for at netop den streg der, sidder hvor den skal, for at det kan kaldes kunst og vises ved ferniseringer og blandes med japanske pindemadder og skylles ned med risvin i rigtige flasker med gensidige forsikringer om fortræffelighed.

Er det et foto, hvem bestemmer så om hvad der skal stå skarpt og hvor motivet skal være, kigge og pege hen. Hvilken ISO strategi og blændeplan der er lagt for at skabe det berømte sus. Og om man når i hus med værket før lukketid?  Er det afgørende for oplevelsen af billedet. Da billedet af soldaterne på Iwo Jima blev taget, var det så historien vi faldt for eller selve billedet. Var og er det vigtigt ?

Er det en sang, hvem bestemmer så om det er teksten eller musikken, der udgør det kunstneriske aspekt?

En atlet hopper over en stang i en perfekt bue og lander på skuldre og ryg i perfekt fremdrift. På tilskuerpladserne klapper vi i takt og holder vejret.
En ekvipages nederste halvdel danser pasgang i kontrolleret geometri. Går det godt? Var det flot? Gav det noget? Et vingesus af et øjebliks storhed, og vi bonder sammen – foran tv skærmene og med hinanden i armkrogene. Var det kunst ?

En billedhugger laver en skulptur af en mand med en krop som de ikke engang ser i helsecentrene på en god kanyledag. Håret bølger og han ligner en, der kunne sidde i logen på Colosseum og som løverne ville gå på line for. Hvis jeg bandt en lavendelblå sløjfe om fingeren på ham, ville det så være kunst udover anatomisk udformet utopi i videnskabelig granit eller marmor?

En billedhugger blev engang spurgt – efter at have udfærdiget en prægtig skulptur af en hest - om hvordan i alverden han dog havde båret sig ad ? Jo, sagde han, jeg tog blot en stor sten og så huggede jeg alt det væk, der ikke var hest!
Udover bemærkningen, var hesten så kunst?  Var hesten bevidst om dens egen æstetik i vrinskende bagbensbalance og billedet på storhed uden hestepærer og bagspark. Var kunstneren bevidst om sin egen kunstneriskhed, eller havde han en selvironisk distance til dette begreb. Kan man proklamere sig selv som kunstner ?

Findes der overhovedet en definition på dette begreb ?

I lyrikkens verden, hvor tid, lyd, farver og rum flyder sammen i en geometri, der ikke er kortlagt endnu, tales der også om kunst. Sangskrivere, filmmagere, digtere, forfattere, dansere, musikere og andre prægtige mennesker kappes om at slå igennem som kunstnere. Der er ingen der kender formelle målbare metoder til klassificering af dette begreb.  For at imødegå dette åbenlyse skisma opfinder vi bare et ligeså diffust begreb, kultur.

Så kan vi søge og få legater og tilskud, der officielt anerkender os som kunstnere, også selvom vi ikke kan måles på andet end et fundament af bløde værdier, der ikke på nogen retfærdig måde kan demokratiseres. Går det rigtigt godt, kan vi og vore værker blive kulturopdragende faktorer, uden at nogen forstår hvad det egentlig indebærer.

Det er en umulighed fra starten. At få dette praktiseret på en retfærdig måde, ville måske være en prægtig definition på virkelig kunst.

Vore bestræbelser på at indfange kunsten bliver mange gange solregn og løb i musetrapper. At fange nålen i høstakken og stikke sig på den. At mestre og indfange kærligheden, som vi aldrig lærer at forstå, før vi lærer vor egen ufattelige skønheds omfang. At forstå vort spejbillede som den ultimative kunst.

Resten bare er fattige efterligninger.

Tørst efter vor egen essens. At putte vore sjæle i et glas og indånde den sporadisk, når tid og temperament tillader det.  Således bliver kunstfikseringen genstand for det kunstige menneskes oprindelse og ægteskabet med os selv indgås igen. På vejen tilbage fra vor endeløse galaksefart og jagt på lykkens ansigt, der skjuler sig bag vor egen brændende maske.

Som var det til en flængende saxofonsolo danser jeg badet i lys i min mørkt oplyste underbevidsthed i et grænseland mellem himlens tag og mine begrænsningers dyb. Jeg sejler på oprørte vande og bestiger bjerge i min søgen. Og smerten og længselen finder sin plads og berettigelse, men forsvinder først når vi ser os selv igen. Når vi stiger ned og op. Når vi kommer hjem og går i land. Når selvhadet ophører. Og alt bliver stille og lyset kommer.

Alle uretfærdighederne til trods kan vi ikke leve uden den. Den formidable uopnåelige kunst. Den står der på bordet, hænger på væggen, danser i mine øregange og i mit hjerte. Den giver rum og plads, håb og trøst.
Den viser os et billede af os selv, vi ikke alle har adgang til med egne brændte sanser, men som kan vise os essensen af vort ophav. Vor skabelses beretning.

For der findes ingen større kærlighed end den, der tager udgangspunkt i os selv. Den definerende kærlighed i et udefinerbart univers. Den er skabt i et billede få verdener forundt, og som vi mirakuløst kan se i hver en vandpyt, hver en butiksrude, i entrespejlet og i vore elskedes øjne.
Og indtil vi virkelig tør se, må vi leve med at være kunstige mennesker og tilstræbe rigtigt at blive det, vi allerede er :

Naturens ultimative mesterværk.

Det smukke og vidunderlige menneske.

 

Afsked

2. Oct 2007 14:40, Penpal

i min erindring
mødes
vore hænder
og kroppe
i favntagets
borg
i mimisk
forståelse
taler vi
tusindtungers liv
og løfter
igennem
uden at
sige noget
vedrørende
forventninger
og forsvar
af forgangne
værdier
rusen af din
auras duft
og trygheds farve
fortager sig
langsomt i
virkelighedens træk
når jeg ser
dit sande ansigts
fuger og
kanter
udstanse
en ny virkelighed
hvor jeg ikke
længere sidder
på hylden
over trofæer
og træfigurer
snittet
i tågedis
som
små revner
og mindemærker
i mine
læbers tørre
skrig
på det som
aldrig kom

Kvanteskridtet

1. Oct 2007 10:56, Penpal

Der sidder en 12 årig dreng på mine skuldre.

Han forlanger opmærksomhed. Han blander sig dagligt i mine voksne gøremål med et barns ihærdighed og vedholdenhed. Det er ikke fordi det umiddelbart gør så meget, for det holder mig i kontakt med min lille dreng – både min egen og min egen.
Men lejlighedsvis er det upraktisk. For han tager det barnligt uskyldige aspekt af tilværelsen med ind i en fremmed verden. Et anakronistisk skue, hvor man behager hinanden og samarbejder betingelsesløst i en model, hvor behagesygen får 42 i feber og man udsletter sig selv og jeget.

Jeg oplever det hver dag og bemærker det næsten altid først når det har udspillet sig. At undertrykke egne behov og løfte på tæpper, vaske gulv og tage på mormorbesøg og hoppe på tungen uden egentlig at have det grundlæggende flammende incitament til at gøre det.
Men jeg gør det alligevel. For det er jeg opdraget til. Det er ikke sådan at jeg er et dårligere menneske fordi jeg ikke gør det, men alligevel løber min voksne halvdel rundt og om kap med mit samarbejdsvillige barn.
Det er for såvidt godt nok. Men alligevel ikke. For det bliver en tvangstanke i  længden og en dårlig vane. For man danner forventninger hos andre. I nogle tilfælde er det godt, i andre særdeles dårligt. Dårligt fordi man på kort sigt udvisker det uundværlige ego og dermed egne behov. På lidt længere sigt er det ens eksistensberettigelse og autentiske jeg, der bliver slørede begreber.

Det kan lyde som en solotur fra midten, og det er det egentlig også. I begrebets mest positive forstand. Det farlige ved ”voksensamarbejdet” er, at andre attributter begynder at klæbe sig til den hjemmestrikkede cardigan af en maskeløben personlighed.  Farveløs, ryggesløs, udvandet og kedelig. Ja ligefrem konfliktsky og medløberjasiger og ekkomoralist melder sig på banen. Og det er man ikke interesseret i, for konsekvenserne er katastrofale, i bedste fald fatale.

Men det er så svært at stå ved sig selv. Man risikerer jo at bryde med barndommens arv og tarv. Man bliver jo tærsket til at tænke på andre end sig selv, men bliver aldrig oplyst om hvilke forudsætninger, der skal være til stede for at kunne gøre det.

Og kursen er i givet fald sat mod afgrunden. Det er ikke en, der let afviges fra, for naturlovene er  sat i sving. Og bryder man ikke selv med dette mønster, vil omgivelserne – eller ens egen krop og psyke – gøre det. Og sidstnævnte kan være hårdt afhængig af hvor lange pegefingre ens forældre i sin tid var i besiddelse af.

Det lyder så enkelt. Og det er det også. Derfor kan det godt være hundesvært. Jeg øver mig stadig på hver dag ærligt at give udtryk for mine behov og så holde vejret og håbe på at jeg bliver mødt og forstået. Og selv om det næsten altid er tilfældet og jeg foran spejlet lover mig selv, at næste gang siger jeg bare som jeg har det, er det stadigvæk svært for mig.

For den 12 årige dreng vil stadig have positiv opmærksomhed og han tror den eneste måde at få dette på er ved underkastelse. Det er en misforståelse som jeg i kærlig respekt for ham og mig vil tage en snak med ham om en af de allernærmeste dage…

Faklen

29. Sep 2007 11:11, Penpal

jeg er faklen
jeg brænder
for dig
og sagen
finder min vej
i mørke
kamre
og dunkle
verdeners kamp
om lys
efter ilt
efter vejr
efterhånden
som tages
når tiden går
og alle
stopper op
og ser mig
langsomt
gå ud
i aftenmånens
sidste stråler af
apokalyptisk baglys
i et åndeløst
kompromis med
den modstander
jeg aldrig så
og aldrig
overså
på vejen
over vejen
under livets dunkle
og stjerneklare tag
jeg er faklen
lyset og viljen
kærligheden og
dødens lystige
favntag
håndtryk og
alliance
sluttet i fred
og blind balance
og frygt
for alt det
jeg ikke oplyser
i vort
forklaringsvakum
og altergangs
knæfald i
meningsløs
forståelse og
hengivenheds
afmagt
jeg er faklen
og jeg brænder
stadig for
dig

Ikkedigtet

25. Sep 2007 13:46, Penpal

dette er ikke
et digt
ikke en beretning
pakket ind i regler
om versefødder
og haikudogme
det er ikke en sang
om kærlighed
afsavn
befamlede egoer
eller troen på livet
det er ord
på skraverede vægge
fri af regler
og fordomme om
ret og tvang
det er bare
skridtløs vandren
i musetrappens ring
som farver
og lyde eller
faktums figurer
tomme positurer
det er ikke
et råb om hjælp
ikke savn
eller søvnmangel
det er os
og mig
der kalder
på hinanden
og dig
i denne tilværelsens
skyggevals af
tungheds essens
og letbenet leg
taget for tomhed
for givet
det tavse skrig
om nærhed i falset
sammenhold
og vedhold
og den selvskabte isolation
afbrydes kun
ved øksetid
og sjælens klik
når lyset brænder igennem
og ud
når vi allesammen ser
at vi ikke er her mere
at vi mangler
sammenhæng
og mod
og at dette ikke er
søjler af mening
ikke bogstavers bryg
og slet ikke
et digt

Jaget

25. Sep 2007 13:45, Penpal

skønhed ligger i
modstands træk
i hjertets vildskab
som antistof og
sorte huler
strå på bølgende marker
vuggende
i glemsels gyldengrå
og fælleskabs fraværsfølelse
af paralyserende virkelighed
spor af en anden
og andetheds ekko
famlende hænder
forstrakte lemmer
søm og nagler og
skæbnespyd
og fremtids løfter
i blodets kød
fortids fake
og fobisk trippen
i jagt på fred
og indrammet lykke
når skuddet løses
og fuglene letter
og dagens fangst
forvredet fremtoner
spejlsat i egen
fortættet angst

Korridoren

25. Sep 2007 13:45, Penpal

korridoren går
sin gang
midt i
tilsværtelsen
og alligevel
ved siden af
hvert skridt
et flashback
af forklaring
og forvirring
ikke frem
eller tilbage
men hen
i mørkets hulekroge
og tilbage
nøgne fødder
banker
plankegangs rytmer
fra
sprækker af liv
og indsigt
med løfter om
løgn og latino
og kursen sat
tilpas kompas
mod parallelle hjørner
af Kant og andre
stolesatte guider
med ansigtet vendt
mod steder
bygget af
begreber
og fremmede lyde
kendte akkorder
spillet som
antydningens kunst
med skrigets hymne
til livet i mørket
og kærlighedens
mysterium
og martyrium
på turen rundt
når tæppet falder
og øjet åbnes
og tampen brænder
frelse
forvirring
og udtryksløse ansigter
bort

Farvelvære

25. Sep 2007 13:43, Penpal

det er
godt nok
ikke at være
tilstrækkeligt
forskrækket
det er
fair nok
ikke at være
retfærdigt
blufærdig
det går 
stærkt nok
selvom
det går
langsomt
baglæns
løgnen er relativ
og lys
kan bøjes
i neon
og andre
naturstridige farver
det er
ikke kun os
der lider
det er også
de sande
liderlige
som farer
forvildet omkring
og æder sig
selvfede i
illusioner om
en morgendag
uden prøvelser
problemer
og kærlighedskvaler
fraværende og
afstumpede
indtil de
og vi
rammes af
spejlets refleksion
og ser
egen
og hinandens 
tragikomiske mimik
og gestik
i skumringslysets
fortegnede positurer
vinke og skrige
farvel

Escape

25. Sep 2007 13:43, Penpal

Puh, så kom jeg tilbage igen.

Har haft den mærkeligste drøm af nærmest skizofren karakter.

Var fanget af og i mit alteregos antagonist og indespærret i et bambusbur af bogstaver, i nøje afmålte proportioner af regler om skrivepli og skik. For lavt til at stå, for smalt til at ligge.
Beskudt af indtryk marmoreret under mine følsomme fødder og holdt hen i uvisheden om hvorvidt det nogensinde ville stoppe og jeg ville blive sat fri.

Det kan man ikke. Det er ikke digte eller lyrik råber jeg. Det er bare ord. Roterende billeder. Det er ikke en forkølet kategorisering jeg leder efter. Bogstaverne driver gæk med mig alt imens de gifter sig med meningsministre og andre apostle, der har noget på hjerte.
Det er meningen, formen og indholdet uden indpakning i ulidelig regelstramaj. I spiralbølger kastes jeg så ud i en eksistens- og identitetskrise, der udløser en kamp på liv og død.

Altergonisten går i gulvet efter 12 omgange med min boksersnusfornuft og kaster det hvide håndklæde – for en tid i hvert fald.
Badet i sved sætter jeg mig op i sengen for bare at opdage, at min drøm er den kinesiske æskes klaustrofobiske virkelighed.
Jakobs stige, ruccolasalat og andre ubeskrivelige rædsler.

I tandlægestolen lænket af endeløse kæder af ord og rytmer fra skrifter, der bedrog mig og gav mening.  Og kobraslangelampen lyser truende på sit hjælpeløse offer, der paralytisk knytter næverne. Snurrende rundt spiddet på et bor, der bruger stolen og mig som rotationsakse

Da jeg åbner munden er mine tænder rækker af bogstaver, som tandlægen sliber ned til gummernes essens. Jeg bløder og skriger mens de intetsigende strofer skæres bort. Tilbage er bare en gammel tedrikkende mand uden fremsyn og budskab. Fugemasse i væggen til intetheden.

Levende begravet i ingenmandsland ligger jeg med mit sugerør og trækker dagslys ind i lungekamrene Udenfor banker folk med bløde knoer og leder efter bestemte lyde for at finde liv og mening med min og egen eksistens.
De hører ingenting. For der er ingenting. Bare rum. Plads. Potentiale måske, men ingen substans. Væren, men ingen handling eller afklaring.
Og ovenfor er skyerne ligeglade. De skifter form og mening efter forgodtbefindende. Og tilpasser sig klimatisk verdens luner og sejler forbi i panoramabilleder med runde former.

Nede på jorden omfavner bogstaverne hinanden i en ny verdensorden, og under min dyne vandrer en dråbe sved fra panden ned i øjet.
Det svider og jeg vågner brat igen. Det er mørkt.

Klokken er 3.12 og jeg er anholdt af virkeligheden, som er stille og mørk.

Jeg sidder i sengen midt på scenen efter tæppefald. Bukker og takker og krummer mine tæer.
Prætenciøs pladderskribent, distanceblænder og platugle.
Hører ingenting, men lytter efter min sande aspirations applaus.

Kniber mig selv i armen. Jeg føler ingenting.
Der er stille.

Alt for stille.

Forvandlingsrus

20. Sep 2007 15:18, Penpal

ænder ændrer
ingenting
som
fodrappe kvaksalvere
står i vejen for
vandringen
og forvandlingen
børster de grå
stækkede vingers
besmittede kald
på sus
og pladsbillet
til køkultur
på rus
og forvandlingsknuders
tovtrækkeri med
livets rulletrappe
bestemt til
egen storhed
som den
milde morgenluft
der vejres
og findes
for varm
og fin
til virkelighedens
globalt opvarmede
antiklimaks
kører jeg med
vågner op
løfter
min hånd
min fod
og rejser mig
forventningsfuldt
langsomt
og smiler let
med revner
i ansigtet
til mit
næste morgengrys
uundgåelige mirakel

Udeblivelse

27. Aug 2007 12:21, Penpal

hvordan kan vakum fylde
tomheds lommer
ensomheds vælde
fraværets tilstedeværelse
strammer grebet
om udeblivelsens motiv
den dag
du ikke mere kom
og valgte ikke at vælge
mig
og mit

små ord
som grus på vejen
og sten i skoen
snabelforståelse
bølger af velmagt
dale kommer
usagt, aflagt
af dommen
udeblivelse er afmagt
afsagt
af dig

Night and day

21. Aug 2007 10:42, Penpal

Svæver med dig i luftig dans.
Over jorden i sluttet ring
Med dine hænders fingerlås
og din stilheds samtykke
I mit hjertes rum.
Night and day.
Din krop sitrer brændende
Magisk og snurrende
Kærligheds rus.
Dine hænders berøring
farver mismods grå regnbuerødt.
Din nærheds styrke
løfter og klipper alle snore
i svævende trefjerdedels flugt
højt over månelys og stjernetåge,
samles i magiske mønstre
til lykkebilleders motiv.
Night and day.
Himlens mælk
i løse dryp
når dag og liv fødes
ved solopgangs brænding,
forløsende landing
piroutettespin og panoramaflet,
i tidens runde.
Night and day.

Epilog

20. Aug 2007 14:30, Penpal

Står i porten i blændende baglys.
Stråler i fuld profil.
Mine usikkerheder skyggelagt.
Jeg kender dem alle,
og fratager dem magten.
Jeg lyver ikke mere
For tiden, fremtiden.
For mig.
Smuk i al min fylde
i omridsets silhouet -
siger man mig.
Med tomme lommers fold
og rungende sjælegange.
Tynget af min ubeslutsomheds flygtighed.
Hvad gør jeg
når drømmes  bægre fyldes
og livet synkes.
Når smerten opløses
og velvære forveksles 
med følelsesløse vidder.
Når vejen uden dig
som regn fra en solbeskinnet himmel
går til verdens ende
og tilbage.

Karma

18. Aug 2007 12:04, Penpal

Hun blev født en januardag for længe siden.
Det stod der i stjernerne at hun skulle. Og hun kom som planlagt.
Der i mors arme vidste hun ikke at et lys var tændt i os alle. Også i dem der ikke var kommet endnu.

Det var karma.

Hun var den førstefødte. En skøn lille pige med mørkt hår og store udtryksfulde øjne – stille af natur som lille - og fars og mors drøm. Eget kød og blod på hug, på rumpe på skrømt og på lånt tid.

Senere blev hun storesøster for to. Fandt sine ben og arme og sig selv i ansvarets skygge. Pligtopfyldende og friskfyrsagtig, selvom hun var en pige. Jeg var sikker på hun var bestemt til noget stort.

Var under hendes vinger fra første fløjt. ABC blev til Arbitrærkunst, Bruttonationalprodukt og Calligrafi hurtigere end abetavlernes maling kunne tørre i  klasselokalets klaustrofobiske solprøve. Jeg var foran fra starten og kom således bagud per default.

Verden åbnede sig. Det var et mirakel. Sådan så jeg det dengang. Jeg elskede hende - Det gør jeg stadig.

En gensidig loyalitet opstod, der rummede alt fra forsvarstaler til lydløse opgør  under straffeopvasken, vi var blevet tildelt, når vi skændtes. På den måde blev vore forældre ikke alarmeret og vi kunne få forløst vore uoverensstemmelser på eneste rigtige måde – et gok med opvaskebørsten fulgt op af et hestebid.
Det var kærlighed, for det var lovligt og ingen skulle blande sig i blodets båndsalat.

Hun var den direkte modsætning på mange måder – flittig og pligtopfyldende.
Da hun startede på gymnasiet, lå hun om aftenen med hørebøffer på og faldt i søvn til latinske verber. Fattede det ikke. Jeg hørte Abba, og faldt da ligeså fint i søvn, om end en anelse mindre dannet.

Hun var meget stolt af mig og var regerende nordisk mester udi disciplinen at gøre sin lillebror flov.
”Er han ikke dejlig”, sagde hun altid og krammede mig og viste mig frem til sine jævnaldrende veninder, der samtykkede og rodede mig i håret. Kunne mærke flovheden og stoltheden gå hånd i hånd gennem samtlige 36 kilometer blodårer, der var blevet lagt ud i mit legeme af min skaber.

Hun tog ingen gidsler i sin argumentation. Havde levedygtige holdninger og mod til at bakke dem op.
Var heller ikke bange for at bringe dem og sensitive emner på banen.

”Jeg vil aldrig være gammel” og ”hellere dø end at sidde i rullestol” var hun ikke bleg for at pointere under debatten om livskvalitet for handicappede  og ældre.

Da hun sagde det vidste hun ikke, at hendes holdninger var noteret.

Det var vist karma.
 
En kold isglat februarnat kort efter hendes 18. fødselsdag.
Et forkert valg, en bil med 4 kåde unge mennesker med for høj fart og en chauffør med for lav dømmekraft.
Et splitsekund senere blev alt sort, for hende og for os.

To dage i respirator med venstre side af ansigt og kranie knust og ingen elektriske impulser i hjernen.
Jeg måtte ikke se hende for min mor. Det plagede mig dengang og nu.

Jeg fik jo aldrig sagt farvel  - og tak for lån af knallerten…

Så ringede telefonen, og der blev stille.

Præsten trøstede og fægtede med armene i slow motion. ”Det er ikke altid vi forstår Guds hensigter”, sagde han vistnok. Det måtte jeg give ham ret i.
Jeg var nu mest vred, for de tog hende bare uden at spørge. Det mente jeg ikke at man bare sådan uden videre kunne. Det måtte være en fejl - eller karma.

Til gravkaffen undrede jeg mig over hvordan det kunne være muligt, at folk fortsat kunne lide flødeskum og kaffe og endda le, når hun nu var borte.  Jeg blev vred og indestængt.
Gravkaffen var da selvpineri i yderste konsekvens - og mangel på respekt. Det kunne da ikke være rigtigt. Senere forstod jeg at man som 15 årig ikke ser dybere end 15-årige skal se, og at ritualet udover lagkage med flødeskum og skoldhed kaffe også er et reflektionsrum for de sørgende – et sidste farvel til fornuften og goddag til absurditetens acceptparade.

Man bliver så hurtigt gammel som 15 årig. Senere hen fortalte jeg mig selv, at det var karma.

Tilbage på kirkegården stirrede jeg på hendes sten og huskede når vi flettede tæer liggende på ryggen på bagsædet af min fars Oldsmobile. En kæmpestor bil hvor vi kunne ligge udstrakt og nyde suset i maven, når vi kørte over små bakker og bump på vejen. Et hellerum hvor verdens storhed gav løfter, den ikke kunne indfri.
Vi kiggede på hinanden og smilede. Vi hørte sammen - og vidste at det var for altid.

Hun blev født en januardag for længe siden. Hun var kommet med et formål og en byrde. En kold februarnat 18 år senere forlod hun os uden varsel igen og efterlod et gabende hul i vore hjerter.

Det var karma.

Dengang vidste jeg ikke hvad karma var. Det gør jeg stadigvæk ikke.

Selvnissens morgentoilette

11. Aug 2007 11:34, Penpal

Hvem er jeg ?
Meningsløs magiker  - i mudret egenopfattelse.
Hensynsfuld tragiker - i selviscenesat mimik.
Ingenvejsrådgivers  pasgang - med levefods vabler.
Livsdyslektiker - født som fodfejl.
Tåbelig taber - i spejlbilledets væmmelighed.
Gavmild gaber - i mundsprays tågedis.
Kindkys til Kaps farvel - gestikulerende kluntet.
Hvem er jeg ?
Slangen i paradis – plantet i balancens ånd.
Hæslig i mit ham - nødvendigt onde.
Guds engel  - absurd i selvfølgeligt skær.
Menneske en masse – livsliderlig og glansfuld.
Biosyntetisk  kiks - smuk pr definition.
Konformitetens udskårne - tak til 1. sal.
Uridentet og gordisk knudemenneske -
flammeskrift på cellevæg.

 

Kom, far

4. Aug 2007 11:54, Penpal

Når jeg ser dig i mine erindringers menneskemylder  stå i tusindfold skønhed, ved jeg at jeg elsker dig.

Hvad er det for en størrelse jeg søger og forbinder med kærligheden. Er det at få lov at være, få lov at ligge?
På maven med hænderne under puden og lade mit anspændte legeme trøstes ?

Lige nu er det størrelse 85 med stort vækstpotentiale.

Jeg ved den er der. Har altid vidst det. Har søgt den sålænge jeg husker. Den har givet løfter om storhed og sendt mig ud på afgrundens rand. Jeg har elsket og grædt og elsker stadig tanken om guddommelig skønhed manifesteret på den jordnære måde.

Dine fingre maler i leg og kådhed velvære ud på ryggens kanvas. Hvert strøg er magisk og min krop giver slip og jeg falder dybt. Det er en følelse af at være hjemme.

Det lille barns søgen efter sin far. Det symbiotiske urbehov. Den gensidige kærlighed mellem far og søn.
Er du der, far ? Ja, altid, altid, altid. En usynlig snor – gyldent lys, der forbinder vore hjerter. Mærker det så snart jeg tænker på ham.

At tage ham i sine arme og omfavne og omslutte ham. Mærke min kærlighed til dette lille væsen overstrømme og overstråle alt. Møde hans forventningsfulde øjne med varme og kærlighed.

Løfte ham og give ham styrke i svaleflugt under lave lofter, som han med sit smil giver mig hvad jeg er blevet lovet i eventyr og drømme fra fjerne kyster og galakser. Vi flyver sammen, han og jeg. Han i mine arme og hænder, jeg i mit hjertes vidder. Vægtløs kærlighed for os begge.

Lige her. Nu. Lige nu.

Hans uskyld og umiddelbarhed er hjerteskærende og uvirkelig. Forstår ikke lysets oprindelse endsige retning, men jeg er tvunget i knæ af livets mirakel. Med hudløse knæ bønfalder jeg min skaber. Nåde, hvor har jeg været ?

Er så frygteligt bange. Rummer det ikke.

Løfter forsigtigt på dynen og stryger ham på den lille pyjamas. Der er små hunde på, og biler i blå pastelfarver. En pjusket lille paryk og små læber med konturer af små mælketænder der i positur viser den pause, han ubesværet kan holde for at komme igen – i morgen, næste uge, næste gang.
Han trækker vejret.  Hurtigt og ganske fredfyldt.

Kom far, kom! Insisterende og selvfølgeligt. Se bilen! En lille kroget finger peger og vidner om bevidstheden, der vokser.
Så tillidsfuld og åben tager han min hånd og viser mig vejen – Se far, bilen ..

Han elsker mig – betingelsesløst,  og det giver mig fred og håb.

Jeg elsker også dig. Så meget at ord næsten ikke rækker. Faktisk langt fra. En næsten en religiøs oplevelse når det rammer mig. Mon du nogensinde forstår hvor meget? Måske er det godtnok for dig, præcis som det er?

Og så er det, håbet rammer mig. Håbet for alle - for hele vor klodes overlevelse.  For de ensomme og nødstedte. De ulykkelige mange som har mærket samme puls  – og som savner følelsen af hjem. En far eller mors favn – en borg - ubestigelig bastion af urokkelig jordforbindelse og essens.

Så megen kærlighed. Så meget investeres i så mange.

Så vidunderligt, så sårbart, så levende.

World peace

2. Aug 2007 13:58, Penpal

Luk lige døren.

For helvede hvor de ævler om ting, jeg ikke forstår.
Der er så meget tuderi omkring hvem vi er, hvor vi kommer fra, hvem der synger højest og dybest med hver sin  skævbider.

Av for saten, mit korset klemmer.

Der bliver sågar rettet stavefejl og praktiseret civiliseret smagsdommeri (og ham kender jeg endda) i den gode kvalmes navn.
Der bliver taget livtag med Sokrates (altså ham brasilianeren med lægetitel), Camus, Nietsche, Beologen, Jung, Freud, Sørensen, relativisme, teosofi, fænomenologisk psykoligi, astrologi og 50 ways to leave a lover. Fatter ikke at man gider døje. Det kan vi da ikke gøre noget ved alligevel. Tsk.

Stik mig lige læbestiften, Asta - og hold mine bryster.

Der er sådan en larm i mit hoved. Jeg er ved at klæde om og iføre mig min smukkeste kjole, men skoene passer ikke til relativitetsteorien eller Nietsches variant af eksistentialismen.

Hmm. Bad hairday.

Om 5 minutter står jeg på podiet og bliver stillet det ultimative spørgsmål, og så vil jeg altså ikke så gerne tabe det hele på gulvet med en gang sennepseksitentialistisk kropsforskrækket pladder om hvor mange knogler vi har i undermunden.

Undermund ?!, satens!.. birkeskontrol. Ok.

Slet ikke efter måden at have gennemarbejdet hele spektret af min rummelighed og verdenssyns omfang på, alt imens jeg ifører mig min hat a' mari.
Så har jeg tænkt mig bede jer holde kæft sålænge jeg lige svarer :

World Peace!

Fandens lillefinger

31. Jul 2007 09:54, Penpal

Jeg kan dæmpe lyset,
danse piruetter omkring din stol.
Jeg kan serenade,
og føde dine børn.

Jeg kan bygge dig et skur,
elske dit marsvin,
kalde dig sofistikeret,
og føde dine børn.

Jeg kan binde dine sko,
hejse dit flag,
tro på dine løgne,
og føde dine børn.

Jeg kan åbne dit sind,
holde dit hoved i mit skød,
spille dit spil,
og føde dine børn.

Jeg kan vaske dit gulv,
dominere og underkaste,
Inficere og undergå,
overstråle alt,

.. når jeg føder dine børn.

Kunsten at miste

27. Jul 2007 12:16, Penpal

Næsen sidder midt i ansigtet.

Hvad hvis jeg mistede den? Så kunne jeg ikke rynke på den, eller få! Kunne ikke lugte bageriet og gå – eller blive, hvis det var det, jeg ville.
Eller min venstre fod eller selvtilliden eller noget andet vigtigt, som er definerende for hvem jeg er.

Min identitet ? Hvad er det? Er det hvad jeg laver, hvem jeg omgås, mine venner, min familie, mig ?

At miste er en underlig størrelse. Definerende og katalyserende for hvem vi er og på vej til at blive. Hvad er misteværdigt ? Hvad findes på hylden over relikvier der helst ikke må falde ned fra tinderne eller sågar støves af.

At være klar til at miste alt for at vinde siges der meget paradoksalpoetisk – som det jo skal være for at være misteværdigt, mindeværdigt og rigtigt.  Hvad vindes der, når man risikerer alt ? Vi bliver ikke for selvfedladne og farefuldt fornøjede med os selv og vore liv. Er det farligt at bevæge sig ? Stå stille! Sid Stille! Vær stille! – sagde man til os når vi blev kageformet til konceptmennesker allerede i folkeskolehelvedet ? Kan du være en stor dreng og stave til ”stille”. Hænderne over dynen og rank ryg. Ingen ’d’ i gjort og helst ikke være kejthåndet og lade være at bagtale nogen mens de  hører på. Og kan du så også være stille, når du skal det. Og ”er du så færdig”, når man har været sit uartige selv. Senere forstår man mange gange i smertelig erkendelse hvad det egentlig betyder.

Kan du så være stille !

En dag bliver vi det. Og så er det for sent - ligesom.  Man fødes med viljen til udvikling og uden besættertrang. Barndoms misbrug og ensretning brænder vore antenner og følelegemer af. Vi mister trangen til at udforske os selv i en paradoksal moral- og regellabyrint af såkaldte normative præmisser, der trods den flotte semantiske konstellation har forsvindende lidt med fornuft at gøre – i hvert fald fra min navle.

At finde os selv. De fleste af os leder stadig.

Så falder talen på kærligheden og her har vi jo alt at miste og intet at vinde – eller omvendt. De fleste er ikke klar over at det er selvrespekten og trofæerne man i virkeligheden er bange for at miste. Hvad er jalousi for resten for en størrelse ? Er man jaloux fordi man er bange for at miste ? I givet fald hvad er det virkelig man er bange for, når det bliver aften og stille ?. Når man føres rundt i manegen med bind for øjnene i et liv baseret på alle andres værdier. Ført med - i en flod af forventninger, fordi man har mistet sig selv, som det så smukt hedder.

Jeg kommer ofte til at tænke på de berømte ”opposite forces” som også i forskellige misteværdige konstellationer optræder slet fordækt i lyriske dybdehavsekspeditioner og anden projicerende kunst. Det klassiske paradoks der ligger i at miste, når man holder fast og vinde når man giver slip. Det er forbløffende nemt at forstå og tilsvarende svært at praktisere. Nogle gange har man ikke valget. Så mister man bare – eller vinder. Måske er det skæbnen, tilfældighedernes leg med vor gipsafstøbne personlighed.

Ryst posen! – råbes der i den røgfyldte bingohal mens købmandskassen stadig er i spil. Måske skal vi virkelig ryste posen engang imellem? Ikke for at vinde eller tabe eller miste. Men for at ryste. Mærke hvem vi er i forhold til de værdier vi baserer vor livskvalitet på. Nogle gange rystes posen også for os, og det er her vi måske bagefter enten går til grunde eller bliver stærkere.  Og er vi så færdige ?

Jeg har mistet – og fundet igen. Jeg har tabt og vundet, men jeg er aldrig færdig. Det fortsætter. Det gør det! Og når jeg vågner og fører hånden op fra dynevåren, sidder næsen der stadigvæk – og rynker.

Som en irsk folkepolitiker engang sagde : ”I still haven’t found what I’m looking for”! Måske er det næsen eller noget andet. Vi gør det måske aldrig. Måske er den kalejdoskopiske virkelighed at vi  ikke nødvendigvis skal finde, eller at der måske hele tiden er noget nyt at finde – og miste - på vejen derhen - in medias res - lige der - for enden af regnbuen.

Den rejse varer hele livet – heldigvis!

Requiem

24. Jul 2007 13:01, Penpal

Sidder med min tilsandede sjæl og tænker :  Er mit hjerte blevet surt ?

Har investeret alt og meget mere i mit liv og karriere som mennesket mig. Faren ved at investere i kærligheden – også den selviske – er at den dør mellem fingrene på en. Som et barn, der forpint udånder i ens favn. Intentionerne og fempunkts planen var der, og der er jo altid håb og Goddag mand øksebrændehuggerskaft. Det er der jo.

Bagefter er der tomhed, hult og ligegyldigt –og den levende død danser skeletdans med mekanisk manisk selvfølgelighed.

Min bil står og surmuler i carporten.

Når jeg sådan betragter havets uendelighed med spejderkryds i bentøjet, svinger mine 69 procent lullende og dybt meditativt med.

Ave Maria. De lyse drengestemmer tager over og Gud er nær. Lyset er stærkt og man føler forløsningen på kanten af livet i disse stunder – og her er mørket uendeligt dybt.

Jeg kommer jo igen, som et indersidekiks blev lappet med i de glade dage, hvor 0-0 var til at leve med . Mine forsvarsmekanismer er i udu. Kan ikke finde kynismen frem. Kan ikke overleve uden den besungne kærlighed. Jeg føler den så meget, og alligevel længes jeg ubeskriveligt. Er fanget i den og af dens uhyrlighed – mere maslowsk end mad og menneskelig mutationscyklus i ligegyldig selvrealisering og integration i tålelighedens ulidelige mathed.

Kan se den overalt i havets ubeskriveligheds dybder.

Man vader omkring ”above ground” men med sjælen begravet i neonfarvet livsgnist i et omrids af tomheden. Der er tider hvor det eksistentielle mismod vinder over lyset og luften og der jubles på den modsatte side.

Og  vingerne stækkes og man visner – omend temporært. Som en simpel cyklus fra døgnfluen til livets vinter over evolutionen og den darwinistiske puls på vej mod verdens ende. En strid og blid vind blæser Maria Callas igennem mit lasede gespenst af et hullet æterlegeme. Det sårede dyr har puls. Skal man aflive det i kærlighedens tegn? Give ro og lade Charley D. lægge endnu en brik i sit uendelige syslespil?

I musikkens univers trækker Vorherre stadig vejret og giver gennem sine kanaliseringer trøst :
Smerten går tydeligvis også her hånd i hånd med kærligheden.
Og når trætheden overmander og det bliver mørkt igen, mærker man det tydligere end ellers.

Og livet passerer revu. I dækbilleder til den guddommelige puls. Og der midt i tunnelen mellem lys og melankoli og mørkekammer strækkes man helt ud.

Og sjælen forhandler og vælger på eksistentiel nultid retning.
Vi kommer igen. Jeg kommer igen, gør man ikk’?

Og Daugtry hjemsøger mig midt i min spidsrods tågedis og jeg mærker det:

These places and these faces are getting old.
Im going home.

Jeg vil ikk'

24. Jul 2007 12:54, Penpal

Hva så Knu’. Vil du ikke starte os op med sådan en lille fiskekutterting … i d-dur f.eks … sådan ja.
Dududu-dududu-dudu-dududu …. (ka du høre og føle det ? ..)

Sådan starter Allan Olsens live-epos om travlhedens fortærende og grådige,ligegyldige behandling af vor hverdags virkelighedsflugt, indtil vi bliver indhentet af den slæbende kistes sandhed, der forbundet til vore lunger og hjerte, nærmer sig i takt med vort åndedrag og puls indtil den dag vi fortærer den, og den os.

Billedet af fiskekutteren med den lyseblå maling og FN som fredfyldt krigsmaling på kinderne materialiserer sig hastigt. Kækt og beslutsomt banker den med sin godmodige tukkende rytme idyllen ned i Hypothalamus på os. Forbi molehovedet med farvede lanterner, synger den sin egen sang i et tempo misundt af enhver Wienervalser.
At sidde der på stævnens hage med benene som flydeankre og kigge frem mod det bølgende væltede 8-tal … med kaffe og frisk luft i intethedens ånd – mur og materie .

Og lige der i morgengryet mellem døsigheden og Doggerbanke rammer den mig. Den der intetheds ro. Essens er der nogen, der kalder det. Hvor kom den fra ? Pludselig at sidde som var man plantet af Vorherres åndedrag der siger alt uden at sige noget som helst – uden CV og arbejdsseddel – retfærdiggjort af min blotte eksistens. Som en lille betydelig brik i et brætspil
Det er overvældende og smukt og jeg kniber en tåre, der hæver det mægtige oceans masse med en krillimy af essensens antistof.

Vil vil trøstes, vil vi. Alle græder et eller andet sted – også musikerne og kunstnerne og de andre. Nogle højere end andre.  Vi er misbrugte, misforståede, misfornøjede. Vi synger og skriver og taler om vor længsel. Længslen efter Kærligheden – det mest fortærskede tema og alligevel uudtømmeligt og uforståeligt af samme årsag.

Måske længes vi efter mellemrummenes betydning og værdi? Som i denne tekst, eller afstanden mellem himlens dråber, opholdet i talen eller nysets eftervirkning - alt det, der sker mellem det skete.

For nogle, er det endda længslen efter længslen.

Vi vil hjem så snart vi er kommet ud. Sådan er det for mange gennem hele livet. Hjem til mor. Hjem til Århus, hjem til dig .. og mig.  Også dem der aldrig har haft én.  Megen smuk poesi kommer af hengivenheden. At give sig hen til noget større, fra mors favn til kvinden og Vorherre og den by hvor alt gik galt og godt.

Alt sammen når vi ser at vi ikke styrer vort liv, at vi ikke er i kontrol. At vi lejlighedsvis bare er den der berømte brik – og er taknemmelige for det. At meget af det dyrebare liv går med at erkende det. Med alle vore fejl og mangler. At der er helt ok, ja faktisk ligefrem dejligt, bare sådan at være ok.

Således ligger det døende menneske i de sidste åndedrags sukkende rytmer sammen med barnet i mors mave umiddelbart før fødsel, forløsning og tæppefald og føler sammen i mellemrummets navn og komme:

Jeg vil ikk’
Jeg vil ikk’
Jeg vil.

Fjendebilleder

24. Jul 2007 12:51, Penpal

Ærligheden er et tveægget sværd. Meget er gjort, sagt og skrevet i dens navn.  Ærlighed er synonymt med sårbarhed og faren for at såre andre.

Et delikat puslespil hvor evnen til at give og modtage skal være i perfekt balance for at undgå konfliktens maskepi.

Og maskepi  er der alligevel ofte – ja næsten altid - tale om. Forventning om fair play og fjendebilledets vinkel kommer alt for nemt til at fordreje den evigt subjektive sandhed om hvad den ærlige ærlighed bibringer. Er man loyal overfor sig selv og andre i ærlighedens navn ? Eller omvendt  ? En sandhed der udfolder sig eksponentielt i spørgsmålstegnets skygge.

Som anførere der veksler vimpler ved en fodboldkamp – og håndtryk. Vi giver hinanden vore skjold med vore hænder – fulde af hjertets forventning om at ære og respekt. Den ene hånd giver – den anden modtager. I det splitsekund illustreres essensen af det delikate og ærlige samspil mellem mennesker – venner – fjender – frænder ?  - farligt og grænseoverskridende.

Og konfliktens essens er forventningen om uærligheden – for hvem har mod til at leve med ærligheden.. i kærligheden og andetsteds? Elskende kender det ofte via konfliktens udspring og opløsning. Start og slut er sjældent samme sted i det følelsesmæssige skred der udfolder sig. Lag på lag til essensen nås – og hvis da modet til endelig at turde søge ærligheden lejlighedsvis fremtoner ?

Uden tanke for  konsekvensen – at fægte med åben pande – genkendt som menneske af kød og blod.

Vidunderligt og fejlbarligt.

Fantastisk protrætteret i Villy Sørensens ”Soldatens Juleaften”. En eksistentialistisk fortælling om loyalitetens kamp mod kærligheden og sandheden i fjendebilledets navn -  det sorte bankende altfortærende hjerte, der har magten til at opbygge og nedbryde alt hvad vi står for.

I ærlighedens  og kærlighedens navn vælger vi selv  - fri af fordomme eller bundet af frygt - forløsningens  eller fortabelsens vej.

Miljøvæmligt

24. Jul 2007 12:43, Penpal

Som nyafvist skribent af min nejnisses dekret,
oplever jeg vel som alle andre ikke-skribenter
skrivemusens permanentvise fravær
som bogstavers sekret.
Så er det jeg tænker,
Fanget i ”zonen”
i brusenichen med varmestråler på rygstykkerne
glat og indpakket
i flydene sæbe og shampoo:

Skal jeg spare lidt på ordene ?
Kommer der mon flere ?
Er det mit sidste suk ?
Mit sidste muk ?
Hvad sker der så ?
Vil mit hjerte mig noget ?
Noget nævneværdigt uforglemmeligt ?
Holder jeg for rødt ?
Med motoren tændt ?
Holder jeg for grønt ?
Med tændstikken brændt ?
Giv míg forløsning,
et kys, et kald et tegn,
Er jeg ikke miljøvæmlig nok
I min selvskabte regn ?

 

BIP

20. Jul 2007 10:57, Penpal

Hun var ganske ung.
Uafviselig og insisterende smuk.
Hun smilede og var der og sagde ting.
Ingen andre kunne have gjort anderledes end ellers.
Meget ældre og snart senere.
Dukkede insisterende op igen på samme forsvindende vis.
Med lektie og livsanskuelse og blændende bagklogskab.
Tiden, der aldrig kom,
og aldrig gik.
Sidenhen så jeg først hvor tidligt, det var blevet sent.

Bravo.India.Papa.

Brev fra baghaven

17. Jul 2007 08:56, Penpal

Verden drejer stadig rundt i sindrige mønstre. Jorden om sin egen akse og andres.
Her on the dark side of the moon er der stadig liv. En lille bæk, et lille vandløbs sagte rislen nærer en lille plante der strækker hals for at nå det livgivende lys.
Græsrodsbevægelser af myrer marcherer rundt omkring og skaber orden ved at transportere grannåle og døde fluer. Som et ivrigt ordenspoliti sikres komponenterne til naturens kredsløb i rytmiske bevægelser der set på afstand virker utrolige og umulige.
En tennissko og en badesandal ligger lidt fra hinanden og betragter scenariet men vælger at forholde sig passive i andægtig ydmyghed overfor naturens puls der banker millimeter for millimeter af liv op gennem det størknende muld.
Baghavens blodbøg er bukket under for menneskets vold. Den før så farverige malerpensel er fjernet for at gøre plads til menneskets monstrøsiteter. Uhørt, afstumpet og urimeligt.

"Moon river, wider than a mile", toner gennem termoruderne og lægger et grotesk smukt lydtæppe til en verden ude af kontrol.

Man hænger fra tagryggen bundet på begge hænder og lader livet voldtage en på smukkeste vis. Ingen smerte, ingen fortrydelse, bare vejrtrækning. Ind og ud. Intet at gøre, intet at fortryde...

Katte strejfer omkring og leder efter opmærksomhed og mælk og mus og mænd og kvinder med fordomme over dyrets mangfoldighed og selvstændighed. Deres mjaven er en monoton accept af at vi aldrig vil forstå, aldrig vil tilsidesætte os selv men svarer på dens kærlige natur med en flyvende grillhandske eller andre tunge genstande i nærheden.
"Bliv mig fra livet dit kræ", mine tæer klør og jeg sveder i øvrigt også. Hvad vil du her midt i mit weber univers med fyldte ostepølser krøllede khaki shorts og kunstig salat druknet i light marinade?

Solen bager ned fra en skyfri himmel og sætter alle ure i stå. Et gulligt billede af det gamle barometer trænger sig på. Den dybe lyd af det gamle urværk der langsomt går i stå, men alligevel fortsætter selvom jorden udenfor er dækket af døde nybyggere, ofre for de indfødtes pile. Stille ligger de der i positurer der peger på den frygt vi er styret af. Lykkeligt ramte i hjertekulen af deres skæbne på denne dræbende varme sommerdag.
Katatonisk krammer man sit alt for varme æg, der netop er taget op af gryden og slipper først ved lyden af sin egen jamren, der brutalt og forløsende bryder den indre tavshed. Bag skallen gemmer der sig endnu et afbrudt liv skivet og blandet med Orkidegårdens hjemmedyrkede tomater tilsat lidt salt og peber og skyllet ned med lidt hyldebærsaft i en let lunken udgave.

Så her hen mod aften har kloden drejet sig igen og man samler sig efter endnu en dag hvor sit indre åndsvæsen har trukket vejret tungt i latent accept af livets vidunderlige tilstedeværelse i disse små detaljer der fastholder det ambivalente forhold til overidealiseringen af en stregtegning af vort liv. Et arkitektudkast uden liv og varme dissekeres af virkelighedens 32 grader varme mangfoldighed.

Jeg tømmer glasset og tørrer mig på håndværkermaner over ansigtet mens jeg betragter min lille søn med rumpen strittende i vejret forsøge de første halsbrækkende manøvrer ud i verden. Et stolt og veltilfreds smil fra ham bringer tilværelsens storhed tilbage på et splitsekund...

Livet er ikke det værste man har, og om lidt er kaffen klar ... Squ ...!

Novembertransformation

2. Jul 2007 11:17, Penpal

I et univers fuld af lovmæssigheder åbenbaret af forgangsmænd og kvinder har jeg fundet det tilladeligt, som andre skribenter at støve gamle tanker af og fremvise dem igen.

Mest af alt pga travlhed og skrivetørke, og lidt ligesom lysbillederne af den våde sommerferie på Als.

Temaet kan i jo selv byde ind på, men for en tid siden blev jeg far for første gang. Perioden op til fødslen af min dejlige lille dreng, var en tid for refleksion og forventningsbilleder. Eksistentialistiske helt ind i sin grundvold og helt ud i neglerødderne, men også dejligt forløsende og perskektiverende. Døm selv...

 


 

Klokken er 7:49 mandag morgen. Morgenstivheden sidder stadig i alle lemmer. Jeg er træt og uoplagt. Jeg kigger ud af mit kontorvindue og ser morgengryets komme til lyden af ilende bilister på vej til arbejde.

Der er stille endnu. Alt for stille. Hvor er alle sammen henne? Her på tærsklen til vintermånederne prøver jeg at peppe min novembernisse op, så han kan bære mig gennem vintermørket med optimisme, gejst og livsenergi. Det må være lidt ligesom tæppefald for en udbrændt artist. Klik, og lyset slukkes og billedet af mig selv fader ud sammen med perlerækken af teaterlamper. Den sidste dør lukkes og stilheden larmer så jeg næsten må holde mig for ørerne. Der er tomt, koldt, mørkt og meget ensomt. Det er smukt på en måde, for det afbilder en cyklus som en dag, en døgnflue, et liv, en mekanisk dansende sekundviser, der ubønhørligt marcherer rundt i manegen i sit eget cirkus.

At give plads til noget nyt. Er det sådan man gør? Sådan bare lader livet gå sin gang og spiller med. Måske er det dvaletid lidt, måske er det tid til forandring. Jeg venter på svar. Venter på så meget andet også. Skal snart være far og glæder mig. Mon han venter på far, som sangen siger – ligeså meget som jeg på ham. Han er jo livets oprindelse, opstandelse, ophav og konsekvens. Tiden føles næsten ikke og så alligevel. Er begyndt at læse lidt mere, men det er noget ustruktureret. Carl Gustav Jung beretter om konflikten der opstår når afstanden mellem persona og jeg’et bliver for stor. Er man en skuffelse? Skuffer man sin omverden? Hvem er det hele til ære for? Skyggen og skyggesider, anima og animus og det kollektive ubevidste. Det hele er vist min egen skyld – eller ingens – eller forældrenes eller samfundets. Skulle jeg have haft tatoveringer, store bryster fuldskæg og stiletter. Håndtaske og pistoler med perlemorskæft. Det er også lige meget, for jeg kan kun klare det alene sammen med andre har jeg fundet ud af….

Vi er så forskellige siges der. Mars og Venus og kvinder og mænd. Alligevel er vi alle sammen sammen. Sammen om det her liv. Sammen om den her krop. Kollektivt bevidste skriver de. Arketypiske, prototypiske, atypiske mennesker med følelser, der skal tæmmes, tøjles og forstås. Snakker med mig selv, synger Gitte Hænning. Jo tak, det skal vi jo også. Drømmene fortæller os hvad vi har smidt væk. Hvad vi er dresseret til ikke dur men som ikke lader sig fornægte. For der er trods alt forskel på folk. Måske defineret gennem arv eller miljø, gener eller den gårdhave jeg sjippede i som barn. Det er ligegyldigt, for det er et faktum. Om ikke andet så er det tilværelsens maskepi nu også understøttet af dissekeringen af vor psyke. Det er godt nok dejligt at vide, at de andre også har dæmoner. Så mister mine ligesom lidt af deres kraft. Tænderne bliver gullige og hornene bløde. Sådan lidt som at se en 40 år gammel skrækfilm. Det er jo bare ketchup.

Hvor kommer de fra? Alle disse tanker om tilværelsen. Hvornår er det nok? Hvorfor er det så svært? Hvad er det vi indvies i, når vi løber panden mod en mur? Andet end smertens univers. Jeg har da ikke spist mere af den forbudne frugt end jeg har forstand til. Viden er magt og afmagt. Pandoras æske med jo mere jo mindre paradokset. Og når dyret så er løs har vi balladen. For så kommer afmægtigheden på besøg og piggybagger den lidt på min livstråd og spinalreaktor. Den summer lidt, men jeg ryster ham af. Han skal ikke komme her og fortælle mig hvad jeg allerede ved at jeg ikke ved at jeg kunne have vidst hvis jeg havde vidst hvad jeg aldrig kunne vide…..

Mig narrer de ikke tænker jeg engang imellem. Det er for svært til at være rigtigt. Er verden virkelig delt op i zombier og zupermennesker ? Min hud er for pæn til at være det første og min menneskelighed for stor til det sidste. Nå men hvis man trækker vejret dybt og retter sig op, kan det være at blodet vækker resten af kroppen op til dåd. Hjulene skal jo dreje og the show must go on. Det er mandag morgen og snart helt lyst. Det kunne jo være meget værre. Der er andre der sulter og er syge. Måske hvis jeg tænder for nyhederne jeg er heldig og ikke hører om dagens dødsfald, en mordbrand og undslupne pædofile tvangsindlagte, der har stormet en børnehave hvor pædagogerne strejker.

Det er en kold tid, som vi lever i sang ham der gavflaben. Jeg skutter mig lidt og knytter begge næverne og former en bold, jeg blæser varm. Jeg krummer mig let sammen og ser på. Spillet går videre, og selv fra bænkens perspektiv sker der noget. Det går ikke så stærkt eller også alt for stærkt.

Jeg drømte i nat at jeg var en sommerfugl. Jeg fløj som en sommerfugl, jeg opførte mig som en sommerfugl - jeg var en sommerfugl!

Her mandag morgen undrer jeg mig som en anden for tusinde år siden om jeg i virkeligheden ikke er en sommerfugl, der bare drømmer at jeg er et menneske ? ...

I remember you

13. Jun 2007 19:22, Penpal

I forlængelsen af åbningsindlægget er det påfaldende nemt at få hovedpine over tilværelsen. Det udløser for mig momentvise selvhypnotiske indsigtstilstande, der fremfor alt bare understreger den længsel vi alle fra tid til anden føler og fordøjer.

Så en sen aftentime for ikke så længe siden gik der lidt vinylplade i den, sådan et nostalgitrip af en åbenbaring midt i gå-i-seng ritualerne.

I remember you ….

Her har hverdagen efter et par dejlige ferier meldt sig i al sin trivialitet. Det hele kører sådan lidt på autopilot – dagene suser afsted uden egentlig at bibringe så meget mere end 24 timer under bæltet. Min søn vokser og bliver så selvstændig, og pludselig er det som man har været væk og er kommet tilbage – beslutsom med en dagsorden med ambitioner om nærvær og kærlighed.

Jeg ser mig i spejlet hver morgen og aften : ”I remember you” … tænker jeg – selvom en eller anden har byttet min krop ud med en andens. Med tandbørsten i munden vandrer jeg i tusmørket gennem gangen i huset og lister ind til min sovende søn. Han ligger der så uskyldig, uspoleret og fredfyldt – hvad man ikke ville give for bare én dag som nyfødt i mors arme. At ligge der i beskyttende arme uden bekymringer og angst for den omkringliggende verden..

Udenfor ligger haven fredfyldt, møbleret med rutchebane, postmand per bil og 2 æbletræer, der hver gang jeg blinker bliver større og grønnere..

Døre og vinduer checkes sidste gang inden jeg går til ro. Hører bare en svag ringen for ørerne når jeg er krøbet under dynen.

Der er så stille. Lukker øjnene og tænker på hvor jeg egentlig er. Ser midterstriberne på vejen til arbejde blinke i forbifarten som et væsen med kraftige synsforstyrrelser.

Jeg er i Brasilien på en strand. Sidder på en klapstol og sipper til en farveladedrink. En af de der man ser hvergang man skal have indtryk af at en lilla kost og paraply faktisk forbedrer smagsoplevelsen i stedet for at kilde én under næsen. Der er behageligt varmt under mine fødder, og Cabanaens milde brise køler min krop mens Sydamerikas frugter farver horisonten og mit udsyn. Sætter solbrillerne op i panden, hvor der er god plads, og kalder på tjeneren, der fylder op mens han fortæller om de lokale mysterier jeg som pandekageturist mere eller mindre påtaget interesserer mig for.

Springer i bølgen og dukker op i Spanien. Er hos det gamle sjak på værelse 302 i A-fløjen. Ser alle sammen grine, synge, tale og klappe i takt. Hører kun Bee Gees i øregangene. Som underlægningsmusik til dækbilleder af en lykketilstand. ”How deep is your love”. Der skænkes op og ”bondes”. Det er her vi er  - lige nu, lige her.. Der krammes og fornemmelsen af ægte sammenhold presser sig på og gør vakumet så meget større her på bagsiden. Man er 32 og verden bliver ikke meget bedre end disse stunder.

Sådan mit i en high five lander jeg med gummistøvler og gul regnfrakke midt i en vandpytte udenfor mit barndomshjem. Gaden ligger øde hen mens regnen siler ned. Jeg hopper rundt i oceanerne, mens verden er helt min egen. Grå skyer lægger et dunkelt og behageligt tæppe over nabolaget, mens himlen græder ud og vander en lille dreng dybt nede på en lille villavej. I morgen skal vi have træsløjd. Glæder mig til at blive færdig med min rullepølsepresser. Den har været længe undervejs, men sådan går det jo, når halvdelen af tiden tilbringes med at tælle fliser ude på gangen, mens de andre høvler om kap. Heldigvis har jeg husket madpakken. Den kan de squ ikke ødelægge. Spegepølse og Leverpostej og kakaomælk – Jeg lukker øjnene og nyder det i fulde drag – siddende på gulvet ved siden af en af de der dybe vaske der mest anvendes til uddeling af buksevand … himlen på jorden i 10 minutter for en purk i 5.b i 1977…

Jeg slår øjnene op og er transporteret treidve år frem, hvor jeg kravler ud af sengen. Har sådan en hovedpine i dag. Det er da underligt. Plejer jeg ikke. Stavrer ud på toilettet og ryster som en anden sødmælksjunkie et par piller ud i håndfladerne. På en tidevandsbølge af kalkholdigt vand skylles de som et par hvide kodeintorpedoer ned i hvalens bug, delegeret til forhandling med den forstyrrelse i mit mikrokosmos, der har banket en jernstang gennem hovedet på mig her denne onsdag aften.

Tilbage på sengen klager madrassen sig da jeg sætter mig igen. Hvad har den egentlig også gjort mig ? Lægger mig forsigtigt ned og fanger min Dunlopillo og kigger på min kæreste, der i hvert fald bruger sine 50% af ilten i soveværelset lige nu. Tager forsigtigt hendes hånd, lukker øjnene og vandrer tilbage til dengang det hele startede og tænker synkront med George Michaels harpespillende epos  …

”When my life is through,
And the angels ask me to recall
The thrill of them all.
Then I will tell them
I remember you …”

 

Eksistenskrise eller udlængsel

13. Jun 2007 15:48, Penpal

Når man rammer midterste fase af livet, bliver man jo som mand af pegefingerformanende lommefilosofiske livsstilseksperterwannabees  truet med 40-års krisens farer , fristelser og faldgruber. Hvem tænker egentlig over hvad det begreb dækker over  og hvem det rammer ?
Er det den desperate mand der må slippe sit tag i 10'er uskylden, 20'er potensen og 30'er troen på livet ? Er det ham, der bebrejdes alle de forliste forhold. Sidder han som 40 årig og tæller kiks og ærgrer sig over alle dem han lod smuldre?  Er der tale om krise og i hvilken forstand i givet fald ?
Mange oplever opbrud i deres forhold i denne periode. Hvorfor ? Smager husets vin bare ikke godtnok længere ?
 

Personligt tror jeg det er den manglende evne til at vokse sammen, som psykoterapeutkredse allerede har udgivet digre værker om. Det,  ikke at fanges i forældede løfter eller målsætninger, der engang var med til at indhegne ens forhold i sindssygefasen (de 3 første kaninmåneders svedende isolation - dejligt og absolut en del, der gør det hele værd).
Er vi ikke for dårlige til at vokse sammen ? At erkende livets foranderlighed og vore forandringsbehov eller reelle udlængsel ?

Det lyder som et abeskilt på tavlen i en 1.klasse i en bananrepublik syd for Øvre Volta, men jeg tror på denne simple visdom. Vi kigger ikke længere så opmærksomt på hinanden og vi er heller ikke for dygtige til at tage afstand fra vore egne mere eller mindre påtagede/tvungne rustbankede idealer.

Så er det tigerrouladen i al sin flødeskumsvælde rammer os midt i panden. Og taberen er ofte manden omkring 40 – fastlåst til evig fordømmelse  i det pseudovidenskabelige paradigme om mandens hormonsystem, der panikagtigt vender tilbage til kridt tiden...


Jeg tror bare at den vender begge veje. Kvindens ansvar er præcist det samme, men hun har så til gengæld af samme kulturprofeter fået skyld for at være hormonelt forstyrret gennem hele livet – ganske vist i humorens og kønsrollemønstrets navn og med biologisk retfærdighed, så hvad er egentlig værst ?
 

Kom nu ud af hullerne og erkend din udlængsel  tænker vi, mens apostlenes heste bærer os ned i parken, der bliver tilflugtssted for ens indebrændthed over det tog, med alle drømmebillederne der kørte engang. En universel virkelighedsflugt alle kan relatere til. Hvad nu hvis ..?? En af de mest fortærskede citater der forvandlede kulturopdragende og pompøse, nærmest episke citater til hvermandseje og sukker i kaffen, bliver desværre bare smagt på med andægtig afstand og respekt. ”Carpe Diem” – ”Seize the day” – eller grib chancen, som jeg ville oversætte det til på min lidt provinsielle facon. Chancen til at give slip uden at falde.


Hvad er der i vejen med at sige til sig selv og hinanden : "Jeg har ombestemt mig, sådan har jeg det ikke længere" . Det er ikke bare menneskeligt, men også frydefuldt farligt forløsende i forhold til alle de døre det åbner. Det er nemlig ikke kun ens vennekreds, der låser en fast i den maske vi projicerer i forskellige sammenhænge. Den er også et eksistensgrundlag for rigtigt mange på begge sider af stakittet i de forhold de befinder sig i, og det er livsfarligt, hvis man har svanens ambitioner, og det er faktisk i min begrebsverden ikke kun forbeholdt kvinderne.


Hvis man erkender livets uforanderlige foranderlighed sammen, og hver for sig, er chancen der stadig. Det er ikke en fiasko at give slip på andres og eget forventningshelvede. Gør dig fri af det fængsel. Det behøver ikke være kedeligt endsige umuligt  at vokse sammen,


 hvis det nu engang er det man inderst inde gerne vil.

 

 

Kalender

« September 2016 »
 1234
567891011
12131415161718
19202122232425
2627282930 

Tags

Relaterede